Det kan være den forretningsmæssige relation. ”efterforhandlingen” på bagsædet. Den er ofte spændende for en gammel chef som taxamanden. Men jeg yder jo professionel fortrolighed og ville i modsat fald være en død mand i dansk taxakørsel.
Men så er der jo privatsfæren. Og ikke mindst parforholdets, kæresteforholdets og ægteskabets fortryllende univers. Jeg lover dig, du frydes og græmmes, når du genkender de mindre og større kampe.
Men jeg vil lade almindelighederne ligge og præsentere dig for tre af rædselsrollerne i mit eget, private kabinet af arketyper – på en genreskala fra Strindberg til en halvslap sengekantsfilm.
”Don Johannes”..
[
“… – Du fryser skat? Så er det godt at farmand her kan gi’ dig varmen om lidt…!”
Ham, der til enhver tid elsker sig selv en anelse højere end fruentimmeret ved siden af. Han er smart – synes han selv. Han er klog – synes han selv. Og uimodståeligt – er han helt sikker på.
Jeg samler ham vel overrislet op i nattetimerne, hvor byens puls endnu banker. Vi skal hente ”tøsen” – han bruger selv den noget forældede titel – et andet stede i byen. Formelt af ridderlighed. Reelt af liderlighed. Han ringer til hende adskillige gange, mens han som en skibskaptajn dirigerer vogn 2282 gennem byen. Til sidst samler vi den forlovede op ved et busstoppested uden bus, hvor hun har ventet på ham i snesevis af forfrosne minutter. Hun kaster sig ind i den lune taxi – og vil bare hjem. Hun er træt og slidt efter deres soloture i byen – men han? Han er forføreren uden tålmodighed. Vi har øjenkontakt i bakspejlet og jeg læser hendes taleboble: ”Kære taxamand, vil du ikke bare køre mig hjem…?” Så kigger han i spejlet, mens han lægger armene om trofæet. Taler til kæresten – men kigger sejrsstolt på mig.
– Du fryser skat. Så er det godt at farmand her kan gi’ dig varmen om lidt…
– Farmand? – så hold dog kæft, siger hun, inden hun får styr på sin mund. Jeg er træt
Han er er opgivende i blikket. Hun beder til, at reptilhjernen har udviklet sig, når han vågner.
”Blitz-krigeren”.
Denne gang en kvindelig en af slagsen. Hun har lært sig hovedprincippet fra Rommel og andre, som slog princippet fast i anden verdenskrig. Du skal slå til endnu inden fjenden er vågnet.
Det er frygteligt tidligt om morgenen. Køreinstruktionen er lidt indviklet og GPD’en i udu. Lige før målet kører jeg ind til siden for at åbne, gode gamle KRAK. Jeg vil være helt sikker for der er tale om en kunde, der skal frem til nærmeste station – angiveligt på vej til en længere rejse. Der er endnu et par minutter til afhentning.
I nattemørket kommer en kvinde løbende ud fra en sidevej:
– Det er her! Det er her! Det er her!.
Jeg åbner døren, men da vi får øjenkontakt vende hun om på foden og går vred og rank tilbage mod sidevejen. Samtidigt ser jeg på kortet, hvor jeg skal køre ind, så jeg følger efter hende og jeg få øje på manden med tasker og kufferter. Han ser opgivende ud. Og jeg fornemmer, at han har prøvet det snesevis af gange før.
– Det er altså underligt. Hver gang jeg fortæller, hvor I skal køre hen, så kan I ikke finde det. ”Du” er for tæt og ”De” for høfligt. Hun taler til mig som en rigtig lady taler til sin ”boy”. Hun fortsætter i en aura af arvesynd over taxabranchen. Første gang så la’ vi den gå. Anden gang gør vi ligeså. Og så tænder taxamanden af:
– Kære frue. Er vi enige om, at afgangstidspunktet ikke er nået endnu. Hendes stumhed er svaret. – Og at De skal være fremme om tyve minutter? Hun Knejser. – Og at jeg kan fortælle Dem, at vi vil være fremme ti minutter før togafgang. Der er ingen trafik lige nu.
Jeg er ikke eksisterende for hende indre blik.
”Statisten”.
Det kunne være offeret for blitzkrigeren som i dette tilfælde. Under hendes massive angrebskrig sidder han med bøjede skuldre på forsædet og forsøger at sende mig solidariske og overbærende blikke.
Hun lyder stadig mest af alt som en vinkelsliber.
– Det er dog utroligt, at du kan tage det så afslappet.
Vi er fremme 10 minutter før togafgang. Han giver mig helt overdrevent 100 kr. i drikkepenge og det er usagt mellem os, at jeg skal tage imod uden kommentarer. Også her læser jeg taleboblen:
”…Du får 5000 næste gang, hvis du vil overtage hende – bare en uge…”
Gift? – det er noget man ta´r…..
Klummen i EKSTRA – Ekstrabladets magasin 7. juni
Der skal jævnligt mere end to til en taxa.
Det kan være den forretningsmæssige relation. ”efterforhandlingen” på bagsædet. Den er ofte spændende for en gammel chef som taxamanden. Men jeg yder jo professionel fortrolighed og ville i modsat fald være en død mand i dansk taxakørsel.
Men så er der jo privatsfæren. Og ikke mindst parforholdets, kæresteforholdets og ægteskabets fortryllende univers. Jeg lover dig, du frydes og græmmes, når du genkender de mindre og større kampe.
Men jeg vil lade almindelighederne ligge og præsentere dig for tre af rædselsrollerne i mit eget, private kabinet af arketyper – på en genreskala fra Strindberg til en halvslap sengekantsfilm.
”Don Johannes”..
[Ham, der til enhver tid elsker sig selv en anelse højere end fruentimmeret ved siden af. Han er smart – synes han selv. Han er klog – synes han selv. Og uimodståeligt – er han helt sikker på.Jeg samler ham vel overrislet op i nattetimerne, hvor byens puls endnu banker. Vi skal hente ”tøsen” – han bruger selv den noget forældede titel – et andet stede i byen. Formelt af ridderlighed. Reelt af liderlighed. Han ringer til hende adskillige gange, mens han som en skibskaptajn dirigerer vogn 2282 gennem byen. Til sidst samler vi den forlovede op ved et busstoppested uden bus, hvor hun har ventet på ham i snesevis af forfrosne minutter. Hun kaster sig ind i den lune taxi – og vil bare hjem. Hun er træt og slidt efter deres soloture i byen – men han? Han er forføreren uden tålmodighed. Vi har øjenkontakt i bakspejlet og jeg læser hendes taleboble: ”Kære taxamand, vil du ikke bare køre mig hjem…?” Så kigger han i spejlet, mens han lægger armene om trofæet. Taler til kæresten – men kigger sejrsstolt på mig.
– Du fryser skat. Så er det godt at farmand her kan gi’ dig varmen om lidt…
– Farmand? – så hold dog kæft, siger hun, inden hun får styr på sin mund. Jeg er træt
Han er er opgivende i blikket. Hun beder til, at reptilhjernen har udviklet sig, når han vågner.
”Blitz-krigeren”.
Denne gang en kvindelig en af slagsen. Hun har lært sig hovedprincippet fra Rommel og andre, som slog princippet fast i anden verdenskrig. Du skal slå til endnu inden fjenden er vågnet.
Det er frygteligt tidligt om morgenen. Køreinstruktionen er lidt indviklet og GPD’en i udu. Lige før målet kører jeg ind til siden for at åbne, gode gamle KRAK. Jeg vil være helt sikker for der er tale om en kunde, der skal frem til nærmeste station – angiveligt på vej til en længere rejse. Der er endnu et par minutter til afhentning.
I nattemørket kommer en kvinde løbende ud fra en sidevej:
– Det er her! Det er her! Det er her!.
Jeg åbner døren, men da vi får øjenkontakt vende hun om på foden og går vred og rank tilbage mod sidevejen. Samtidigt ser jeg på kortet, hvor jeg skal køre ind, så jeg følger efter hende og jeg få øje på manden med tasker og kufferter. Han ser opgivende ud. Og jeg fornemmer, at han har prøvet det snesevis af gange før.
– Det er altså underligt. Hver gang jeg fortæller, hvor I skal køre hen, så kan I ikke finde det. ”Du” er for tæt og ”De” for høfligt. Hun taler til mig som en rigtig lady taler til sin ”boy”. Hun fortsætter i en aura af arvesynd over taxabranchen. Første gang så la’ vi den gå. Anden gang gør vi ligeså. Og så tænder taxamanden af:
– Kære frue. Er vi enige om, at afgangstidspunktet ikke er nået endnu. Hendes stumhed er svaret. – Og at De skal være fremme om tyve minutter? Hun Knejser. – Og at jeg kan fortælle Dem, at vi vil være fremme ti minutter før togafgang. Der er ingen trafik lige nu.
Jeg er ikke eksisterende for hende indre blik.
”Statisten”.
Det kunne være offeret for blitzkrigeren som i dette tilfælde. Under hendes massive angrebskrig sidder han med bøjede skuldre på forsædet og forsøger at sende mig solidariske og overbærende blikke.
Hun lyder stadig mest af alt som en vinkelsliber.
– Det er dog utroligt, at du kan tage det så afslappet.
Vi er fremme 10 minutter før togafgang. Han giver mig helt overdrevent 100 kr. i drikkepenge og det er usagt mellem os, at jeg skal tage imod uden kommentarer. Også her læser jeg taleboblen:
”…Du får 5000 næste gang, hvis du vil overtage hende – bare en uge…”
Goddag Danmark
I hymens lænker
Taxamand
Next ArticleHvad hedder højrøvet på latin...?