Da de kørte Emilie ud fra kræftafdelingen på Herlev Hospital var det en af de mest skelsættende oplevelser i mit liv. Aldrig før og aldrig siden har jeg haft denne fuldstændigt umulige dobbelt-følelse af den allerdybeste sorg og den allerstørste kærlighed.

Emilie blev kun 15 år. Hun var et kærlighedsbarn, der var lang tid under vejs og hendes mor har fortalt mig, at lyset i et af husets lamper pludseligt tændte, da hun var undfanget. Hun blev morens eneste barn, farens eneste datter og hendes voksne (halv)brødres kærlighedsengel. Ikke noget ”halvt” der. Hun var usædvanligt smuk og hamrende intelligent.

Og så blev hun min ældste datters meget, meget tætte veninde i den tid, hvor det kommende voksenliv river i krop og sjæl.

Jeg har omtalt Emilie tidligere i min blog og selv om efterbehandlingen af hendes forbandede kræft tog hende fra os, satte et evigt præg på min datter, ramte hundredevis af mennesker i et stort netværk – og knuste forældrene – er og bliver hun et kærlighedssymbol. En hyldest til vores liv.

De græd – sygeplejersker, læger, portører – da de kørte hende ud og jeg har tårer i øjnene lige nu. Så smertefuldt. Så uretfærdigt. Så nytteløst.

Præsten åbnede begravelsen på en måde, som jeg aldrig havde hørt det før:

– Det er noget lort.

Men hun var en kærlighedsengel i det liv, hvorom vi altid ved, – at når vi har fået det er det uomgængeligt, at vi skal miste det.

Det er godt nok hårdt. En stor opgave. At finde kærlighedssporet i det alt for korte liv

De kæmper for det liv – kræftpatienterne, de syge og de helbredte.

Og ved folkemødet på Bornholm – utålmodigt ventende på en bus, der ikke kom – mødte jeg en gruppe af disse frihedskæmpere for livet, der var mødt op til folkemødets fedeste job. De var på aktivisttur med UNG KRÆFT, som er et netværk af unge i Kræftens Bekæmpelse mellem 15 og 39 år som arbejder på at skabe åbenhed om kræft for nuværende og tidligere, unge kræftpatienter.

 

– Vi fortæller unge med kræft, at de er superhelte. At man godt kan leve et ungdomsliv samtidig med, at man er patient. Vi fortæller danskerne, at unge mennesker også får kræft, og at vi gerne vil mødes med åbenhed og nysgerrighed.

De tog Folkemødet med storm, mens de vandrede omkring med ”skaldepander” og t-shirts med påskriften HOLD OM MIG.

Og så krammede de ellers igennem for at aktionere for de unge kræftpatienter der midt imellem dødelig alvor og kærlighed. Du må gerne røre ved en kræftsyg. Du må gerne stille spørgsmål.

Og jeg kan love for, at Taxamanden også fik krammet igennem, da jeg satte en gruppe af de unge af på gården i det bornholmske højland, hvor de boede under folkemødet. Og jer kan lige så godt indrømme, at jeg sendte end særlig hilsen og et vemodigt smil til Emilie, som hele tiden har været hos os, selv om det er mere end 10 år siden, hun døde.

For ”… størst af alt er kærligheden …”, som der står på hendes gravsten i Ordrup. – En sten, der også prydes af noget så usædvanligt som et billede af den umådeligt smukke pige.

Min Facebook-ven; Vi vil hellere ses som syge end at være usynlige

Og så – ud af luften – får jeg en hilsen fra en af de meget trofaste af mine tusindvis af Facebook-følgere. En kvinde på Sydsjælland under behandling for kræft. Håret er borte. Bekymringerne er der. Og det sværeste er folk, der ikke tør tale med hende. Også blandt chaufførerne, som kører hende til og fra behandlingerne.

– Tavsheden er umenneskelig og udeltagende. For vi vil hellere ses som syge end at være usynlige, skriver hun til mig.

Og hun fortæller, hvordan folk hun kender nærmest ”skæver til hende – mens børnene er forløsende. De stiller sig op foran hende og spørger direkte, hvorfor hun intet hår har på hovedet.”

Hun sender en særlig kærlig hilsen til brugsuddeleren i Rødvig på Stevns, der brød med tavsheden:

– Han stillede sig op på mine tæer, stirrede mig ind i øjnene og rakte hånden op og strøg mig over min skaldede isse og sagde: Nååååh. Jeg må indrømme, at jeg gav mig til at tude – og han gav mig en krammer. Sådan skal det gøres!

Jeg gemmer den kærlige oplevelser fra min FB-ven og hilsen i min ”sky” og i mit hjerte.

Og til sidst sender jeg en tanke til en veninde og kræftpatient, som JEG har fået lov til at kramme. Vi mødtes via Facebook og jeg har fortalt om vores første møde tidligere i min blog.

Hun har et karakteristisk, karakterfast ansigt med mørke øjne – og en latter, som formentlig kan høres over det meste af Brønshøj. Og Garbi er en grinebidder. Professionelt er hun professor på Roskilde Universitet og har afleveret sin doktorgrad om indvandringens historie på Nørrebro. Den skal forsvares til efteråret. Jeg mødte hende første gang på en cafe i whisky-bæltet – havde lovet hende en tur i sen sølvfarvede Mercer med det grønne logo, fordi jeg beundrer hende for at stå frem med sin sygdom i al sin psykiske nøgenhed. Hun beskytter ikke sig selv mod de flakkende blikke, når hun som tilhørende den danske, akademiske elite står frem som kvinden Garbi Schmidt, er blevet opereret for brystkræft, har fået kemo og nu er i den sidste del af en strålebehandling. Og hun HAR – bl.a. i Alt for Damerne skrevet om tabet, da hun måtte klippe håret af, før det faldt. Om at miste kvindeligheden og sætte sin erotiske udstråling på spil.

… Så tog hun tørklædet af som var det en hat …

For mig var hun en af verdens modige mennesker, da hun mødte Taxamanden på cafeen. – Hun havde en slags multi-farvet, afrikansk turban af et tørklæde om hovedet. Personligt smuk. Øjenbrynene var borte – men tydeligt malede. En blank, rød læbestift. Og så de der mørke, intelligente øjne.

Vi sad med kaffe, rabarber og gulerodskage – og så tog hun tørklædet af som var det en hat. Munden holdt en sjælden pause. Men øjnene talte et tydeligt sprog, mens hun blottede den skaldede isse:

– Her er kvinden Garbi!

 

God morgen, Danmark.

– Lad os fejre valgdagen med en menneske-krammer