Dagens blogindlæg er tidligere bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA.
Der er småkaos i den indre by i København fredag eftermiddag.
Et studie i utålmodighed. Folk skal bare ud og hjem – op jeg er kaldt til en adresse, hvor parkeringsforholdene allerede giver allergiske udslet, så snart gade og nummer bipper frem på dataskærmen. Der er udsigt til sure medtrafikanter.
Der er kontakt og som et lykketræf står kunden allerede klar på det eneste gadehjørne, hvor hurtig pålæsning kan ske uden decideret borgerkrig. Bare ind til siden, automatgearet i ”P”, trykke på knappen til bagklappen, der åbner sig, så snart hjulene står stille. Ud af vognen. Kunden er stærk og fokuseret og vi løfter en stor trækasse med låg ind i bagagerummet, mens kunden – i et flyvende kast -lader en solid rygsæk følge efter.
Hvad skal vi sige – 20, højst 30 sekunder fra parkering til, læsning – og hjulene på Merceren ruller igen
– Lufthavnen!
Alle er glade. Maskulin selvfedme. Altså lige bort set fra, at min kunde så absolut er en kvinde.
En af de fysisk meget stærke. Hun smiler direkte til mig med sit kraftige, krøllede hår og vejrbidt af arbejde i det fri. Hun er muskuløs uden at være mandhaftig og kraftig uden at være tyk. Hendes overkrop lader ABSOLUT ingen tvivl om hendes køn (med hendes egne ord lidt senere, da vi snakker om at være kvinde i et voldsomt mandhaftigt miljø: ”Jeg har patter – masser af patter…”)
Vi har en fælles reference. Hun går på Skovskolen, og samme sted var jeg i min DR-fortid på noget så følsomt som et teambuilding med overnatning i Tipi (Indianertelt). Hun kravler i tæer – og jeg piller i navle.
Den griner vi af et par gange under vejs.
Vi taler om at være ”på den rette hylde”. Hun har en Hf-eksamen og omgivelserne havde svært ved at se en linje mellem hende drømme for arbejdslivet. Enten ville hun lave tegneserier – eller også ville hun være skovarbejder. Det første prøvede hun at realisere på trods af fagets brødløshed. Men hun gav op, inden hun turde gå i gang, – og selvom alt tegneriet stadig sidder i hende, så faldt valget på det frie liv i skoven og nu er hun midt inde i en verden af mænd. Hun er i øjeblikket en af tre kvinder på skiftende hold af vel nok 80 kursister. Selv mindes jeg en halv snes dage i Peary Sound i Ontario, Canada, hvor jeg strandede langt ude i skovhuggerland den 11. september for mer end 14 år. DEN 11. september. Ingen fly hjem til Danmark. Bare et almindeligt liv i et provinshul i Canada.
Mænd, mænd og atter mænd på barerne. Store tatoverede overarme, muskuløse nakker – og en helvedes masse fadbamser.
” … Jeg har sgu altid været bedre til at lege med drenge end med piger … “
Min kunde lige nu er en ægte kvindelig udgave af det muskuløse. Jeg går forsigtigt til værJeg har sgu altid været bedre til at lege med drenge end med pigerks for at styre mine fordomme om stærke kvinder i mandejobs. Også fordi hun oser af kvindfolk trods den kakigrønne arbejdstrøje, Sikkerhedsskoene, som givetvis kan tåle et tryk fra en traktor – og så de stive sikkerhedsbukser, der kan tage imod lette øksehug eller at kæden – savkæden hopper af.
– Om det er svært at være ene kvinde blandt de mange mænd?
Hun har fået det spørgsmål utallige gange.
Lånt fra bloggen Bymarken68
– Ved du hvad, siger hun. Jeg har sgu altid været bedre til at lege med drenge end med piger. Jeg har mine sårbare sider og mine udfordringer. Jeg skal tæt ind på en mand for at kunne vise dem. Fik dem afprøvet, da jeg var gift i en kort periode. Jeg skal være kæreste med mænd, der ikke er for bløde, sådan er det bare. Jeg skal have modstand, og jeg skal leve. Helt op i toppen af træerne, selvom, jeg inderst inde har højdeskræk ad helvede til. Og så den leg, det er for mig, at tegne. Når de betingelser er på plads, er det ikke så svært for mig, og så bliver de rette fyre ikke forskrækkede. Det har jeg da prøvet. Jeg hyggede mig med en, der kunne klare det. En hel weekend med at tegne og god sex.
Hun griner til mig. – Bomstærk og feminin og vi kører ind på pladsen foran terminalen. Hun skal til Jylland og ”vælte” træer for en gammel ven
– Vil du se min baby, siger hun uden at vente på svar. Op med baklappen. Åbner låget på kassen, lægger specialnøgler og sikkerhedshjelm til side. Så løfter hun den, babyen, en orangefarvet motorsav af mærket Husqvarna. Skarp og kompakt.
Grove næver og store bryster…….
Dagens blogindlæg er tidligere bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA.
Et studie i utålmodighed. Folk skal bare ud og hjem – op jeg er kaldt til en adresse, hvor parkeringsforholdene allerede giver allergiske udslet, så snart gade og nummer bipper frem på dataskærmen. Der er udsigt til sure medtrafikanter.
Der er kontakt og som et lykketræf står kunden allerede klar på det eneste gadehjørne, hvor hurtig pålæsning kan ske uden decideret borgerkrig. Bare ind til siden, automatgearet i ”P”, trykke på knappen til bagklappen, der åbner sig, så snart hjulene står stille. Ud af vognen. Kunden er stærk og fokuseret og vi løfter en stor trækasse med låg ind i bagagerummet, mens kunden – i et flyvende kast -lader en solid rygsæk følge efter.
Hvad skal vi sige – 20, højst 30 sekunder fra parkering til, læsning – og hjulene på Merceren ruller igen
– Lufthavnen!
Alle er glade. Maskulin selvfedme. Altså lige bort set fra, at min kunde så absolut er en kvinde.
En af de fysisk meget stærke. Hun smiler direkte til mig med sit kraftige, krøllede hår og vejrbidt af arbejde i det fri. Hun er muskuløs uden at være mandhaftig og kraftig uden at være tyk. Hendes overkrop lader ABSOLUT ingen tvivl om hendes køn (med hendes egne ord lidt senere, da vi snakker om at være kvinde i et voldsomt mandhaftigt miljø: ”Jeg har patter – masser af patter…”)
Vi har en fælles reference. Hun går på Skovskolen, og samme sted var jeg i min DR-fortid på noget så følsomt som et teambuilding med overnatning i Tipi (Indianertelt). Hun kravler i tæer – og jeg piller i navle.
Den griner vi af et par gange under vejs.
Vi taler om at være ”på den rette hylde”. Hun har en Hf-eksamen og omgivelserne havde svært ved at se en linje mellem hende drømme for arbejdslivet. Enten ville hun lave tegneserier – eller også ville hun være skovarbejder. Det første prøvede hun at realisere på trods af fagets brødløshed. Men hun gav op, inden hun turde gå i gang, – og selvom alt tegneriet stadig sidder i hende, så faldt valget på det frie liv i skoven og nu er hun midt inde i en verden af mænd. Hun er i øjeblikket en af tre kvinder på skiftende hold af vel nok 80 kursister. Selv mindes jeg en halv snes dage i Peary Sound i Ontario, Canada, hvor jeg strandede langt ude i skovhuggerland den 11. september for mer end 14 år. DEN 11. september. Ingen fly hjem til Danmark. Bare et almindeligt liv i et provinshul i Canada.
Mænd, mænd og atter mænd på barerne. Store tatoverede overarme, muskuløse nakker – og en helvedes masse fadbamser.
Min kunde lige nu er en ægte kvindelig udgave af det muskuløse. Jeg går forsigtigt til værJeg har sgu altid været bedre til at lege med drenge end med pigerks for at styre mine fordomme om stærke kvinder i mandejobs. Også fordi hun oser af kvindfolk trods den kakigrønne arbejdstrøje, Sikkerhedsskoene, som givetvis kan tåle et tryk fra en traktor – og så de stive sikkerhedsbukser, der kan tage imod lette øksehug eller at kæden – savkæden hopper af.
– Om det er svært at være ene kvinde blandt de mange mænd?
Hun har fået det spørgsmål utallige gange.
Lånt fra bloggen Bymarken68
– Ved du hvad, siger hun. Jeg har sgu altid været bedre til at lege med drenge end med piger. Jeg har mine sårbare sider og mine udfordringer. Jeg skal tæt ind på en mand for at kunne vise dem. Fik dem afprøvet, da jeg var gift i en kort periode. Jeg skal være kæreste med mænd, der ikke er for bløde, sådan er det bare. Jeg skal have modstand, og jeg skal leve. Helt op i toppen af træerne, selvom, jeg inderst inde har højdeskræk ad helvede til. Og så den leg, det er for mig, at tegne. Når de betingelser er på plads, er det ikke så svært for mig, og så bliver de rette fyre ikke forskrækkede. Det har jeg da prøvet. Jeg hyggede mig med en, der kunne klare det. En hel weekend med at tegne og god sex.
Hun griner til mig. – Bomstærk og feminin og vi kører ind på pladsen foran terminalen. Hun skal til Jylland og ”vælte” træer for en gammel ven
– Vil du se min baby, siger hun uden at vente på svar. Op med baklappen. Åbner låget på kassen, lægger specialnøgler og sikkerhedshjelm til side. Så løfter hun den, babyen, en orangefarvet motorsav af mærket Husqvarna. Skarp og kompakt.
Jeg forstår, – det er hendes!
God dag, Danmark
– især til de skarpe kvinder.
Taxamand
Next ArticleDet vigtigste af alt: ARBEJD! - ARBEJD!