Hun skal senere vise sig at være noget af en sild, men lige nu ligner hun mest en udsultet jumbo-reje.

Jumbo – det er noget af en uforskammethed overfor den velskabte kvinde midt i 30’erne. Alt andet end overvægtig viser de tætsiddende designerjeans. Men det er hendes ansigtsfarve. Hvidt og rødt. Kuløren er både meget bleg, – men virker måske endnu hvidere med de rødmende, lidt feberramte kinder – og næsen, selvfølgelig.

Den er god nok. Hun har det skidt.

Hun er på vej fra Jylland og har overnattet hos en bekendt i København, inden tureren går videre med fly denne tidlige formiddag. Og så er hun altså ramt af en solid influenza. Jeg er jo en slags mand og er ofte belært af min kone om, at ” … mænd har ikke influenza – de er snarere ramt af en nærdødsoplevelse … ”. Men kvinder ser først rigtigt ramte ud, når de virkeligt er syge.

Med den logik kan jeg så konstatere, at den unge dame er hårdt ramt af en af årstidens epidemier. Hun har trukket uldhuen helt ned om ansigtet, så man kun lige netop aner en kant af det sorte hår. Og så hun kigger lidt træt på mig med de grønne øje.

Hun er godt nok både sløj og meget køn – men det smukkeste er dog hendes sprogtone. Jeg kan lige så godt afsløre det. Jeg har et grænse-erotisk forhold til det færøske sprog. Ikke at jeg forstår ret mange ord. Men accenten gør mig blød, – eller hvordan man nu vil udtrykke det. Så på de tyve minutter til lufthavnen forsøger jeg at finde den rette balance mellem medfølelse for patienten, beundring for kvinden – og respekt for kunden.

Jeg håber virkeligt, hun synes, det gik godt.

Men det startede nu mest pinligt!

 

Modsat jydetampen, finansminister Kristian Jensen, der købte sig en grønlænder, er granitperkeren, Taxamanden, lige ved at sælge en færing:

– Så du er nok på vej hjem for at besøge familien på Færøerne, sagde jeg – og frygtede et sekund, at der var tale om sygdom eller død i den nærmeste familie.

Jeg lægger mærke til hendes perfekte danske sprog – stadigvæk med accent – uden at jeg dog kan høre nogen jysk undertone.

– Nej jeg er nu på vej hjem til min mand og vore tre børn.

– Så har du måske besøgt noget familie eller nogle venner i Danmark – altså i Jylland?

– Nej det har jeg nu ikke udover min overnatning, svarer hun (- lidt overbærende og i træning overfor fordomme og manglende fantasi, tror jeg), – og prikker til Taxamandens blanding af koloni-tankegang og landsbymentalitet.

– Nej jeg har faktisk været på arbejde, siger hun tålmodigt trods feber og træthed.

Min kunde har midt i influenzaen overskud til at forklare den bondske taxichauffør om hendes rejse-histories rette sammenhæng.

Hun er frisør og driver en af Færøernes større saloner i Klaksvik – Færøernes næststørste by og centrum for selvstyre-landets fiskeindustri. 5000 indbyggere – eller på størrelse med nordjyske Nibe. Og uden at være nedladende overfor den smukke by ved Limfjorden. Voldsom i størrelse er den ikke.

 

 

Men Færøerne og Klaksvig skal man ikke tage fejl af. Klaksvig var den oprørsby, hvor færingerne i 1955 minerede fiskerihavnen, da kolonimagten ville fjerne byens sygehuslæge mod befolkningens ønske. Det var noget med et nazi-medlemskab i8 begyndelsen af krigen, som kolonimagten ville ordne fra kongerigets hovedstad. Men færingerne var både glad for lægen og deres egen dømmekraft – og så kunne de i øvrigt se, hvordan storfinans og samarbejdspolitikere var ved at slippe for videre tiltale

Min kunde denne morgen er en del af den nordatlantiske dynamik og power. Hun driver byens førende frisørforretning med ca. 10 ansatte.

Det er ikke bare cut-cut. Det er noget med træning og klippevinkler

– Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det er sådan, siger hun. Men på Færøerne er vi åbenbart meget optaget af vores hår. Mon ikke det skyldes, at vi på mange måder må arbejde meget for den luksus, der jo ikke naturligt er tilgængelig i det samlede færøske samfund på 50.000 mennesker. Vi skal til Danmark for at få en højere uddannelse. Vi må rejse og er nogle gange være borte i ugevis for at bliver behandlet for alvorlige sygdomme. Men vi kan åbenbart fokusere på skønheden. Der er faktisk en lille håndfuld frisørsaloner i byen og vi er i al beskedenhed den største og den førende. Men udover min egen gode forretning arbejder jeg som hårstylist mange steder I Europa. Det er internationale frisører, der er mine kunder. Jeg er jævnligt i Frankrig, Holland og Portugal for at holde kurser og instruere kolleger i de nye trends.

Jeg vover et øje uden at ville krumme et hår på erhvervskvinden fra Nordatlanten.

– Men hvorfor lige dig, som bor i Europas udkant blandt et af verdens små folk.

Hun bærer over med mig. For hvad forstå bønder sig på hårdesign

– Fordi jeg er god til både at læse tidens tendenser i alle medier og på mange scener. Så er jeg en god tekniker i mit fag. Det er ikke bare cut-cut. Det er noget med træning og klippevinkler. Du skal holde på saksen sådan!

Og så er det her business. Jeg er designer men også forretningskvinde. Det kan faktisk godt lade sig gøre – også på Færøerne.

Hendes ansigt har taget farve, da jeg sætter hende af ved terminalen.

Det er mig, der er den blege og har røde kinder

 

God dag, Danmark

Især i den globale Nordatlant.