Følelsen er vel nærmest som Yvonnes i Olsen Banden:
”Meget har du budt mig!”
Meget har mine snart 100, uplanlagte stævnemøder i vogn 2282 bragt mig, – ” … men der kommer et tidspunkt i enhver Taxamands liv … ”.
Yvonne truer med at blive frustreret. Taxamanden finder samtalen – nærmest upassende i nærværende organ i den upopulære sandheds tjeneste. Meget har vi stået model til i denne avis, som ikke bare har sat dagsordenen i sit eget univers i 112 år (EB startede i 1904 som et tillæg til Politiken med nyhedstelegrammer fra den russisk japanske krig). Skrankepaver, nøgne kroppe. massage-annoncer, afsløringer af bedrag. EB har til alle tider turdet taget fat der, hvor andre holdt deres pæne kæft. Men at sludre religion og kirke, det må virkeligt være noget, der IKKE hører hjemme i det vrinskende DNA, der er vokset ud af kulturradikalismen.
Så er det jeg husker på behovet for at vælte mure – også i landets største bladkoncern. Det minimum må man kræve i sandhedens tjeneste. Ikke noget med at tøve, fordi noget er pinligt. Sådan redede jeg selvrespekten, da jeg for 50 år siden sagde farvel til mit livs ringeste job. Jeg var hyret til at betjene formentlig Nordeuropas dårligst weekend-rute (Med Politiken – årtier inden EB udkom i søndagsudgave. For det første var afstanden mellem husstandene kommercielt dræbende i sig selv. For det andet er den østbornholmske, politiske anatomi ikke slået sammen med kulturradikale søm. Det var medlidenhed med sælgeren og ikke politisk enighed, der solgte Politiken på landet i 60’erne.
Og så var den politiske korrekthed heller ikke større på Politiken, end at jeg senere fandt ud af, at det grundpacifistiske organ faktisk Havde en chefredaktør, der delte soldatertid med min officers-far og en lidt mindre militærisk onkel – bare højere i graderne, hvad redaktøren angik. Kulturadikalismens moderorgan havde en chef, som var oberstløjtnant – af reserven.
Sådan!
Hvorfor skulle Taxamanden så være flov over en kirkesnak i fritænkerorganet EB?
Det er mig, der er kunde i mørket, hvor fanden end ikke har fået ”morgensutterne” på. Min privatvogn har sluppet forbindelsen mellem gearstang og –kasse og jeg har stået 02,45 og forsøgt at rulle den ud fra P-båsen. Jeg måtte give op. Jeg er rasende og kan så slutte af med en længere taxitur, som min løn ikke magter ret mange af, hvis jeg af og til skal se sorte tal på bundlinjen.
Men Alex i vogn 1736 er en ægte taxichauffør, der kan tale selv en frustreret kollega ind i lysere tider. Han har sin egen historie og pirrer min forfængelighed ved at genkende mig, Taxamanden – den historiefortællende og skrivende. Han er andengenerationsindvandrer fra en tid 70’erne, hvor man talte om fremmede med nysgerrighed. Hans far var faktisk lavere rangerende officer og desertør fra Filippinerne. Faren prøvede blot en tur som USA-allieret i Vietnam, – så skred han fra militærtjenesten og den meningsløse krig.
– Han fandt min mor, opvaskersken fra en af byens restauranter – også hun var fra Manilla. Og sådan blev jeg til som både noget fremmed og noget ganske dansk.
Sakramentskirken på Nørrebro. Den katolske kirke med en menighed af mange nationaliteter
– Jeg er virkeligt begge dele og bruger begge dele i en af Københavns katolske menigheder – en af dem, der samler filippinere og andre engelsktalende, så de både har deres fortid og deres nutid med dem. Noget form mig og noget for andre. Jeg plejer at kalder mig selv en moderne katolik, selv om ikke alle i mit bagland bryder sig om det begreb. Jeg leder et kor i kirken, som både udspringer af den kristne sang – men også af gospel-miljøet. Så for mig hænger det kulturelle, det religiøse og det musikalske tæt sammen. Det handler om glæde og kærlighed og i gospel-musikken er der meget mere, der samler os, end der er religiøse forskelle, der skiller os.
Alex sender mig nogle enkelte eksempler på korets ”lyd” fra den globale tv-kanal Youtube. Og så må jeg endelig komme på besøg en søndag på Nørrebro, under messen og opleve musikken, når the SACCHOIR er på.
– Jeg synes nærmest, at mit kirke- og musikprojekt er vigtigere end nogensinde før. Jeg var engang i penge-branchen men gled ud i en fyringsrunde. Hånden på hjertet: Jeg bliver ved taxien og kirkekoret. Det er min korteste afstand mellem næstekærlighed og det almindelige liv.
God dag, Danmark
Gi’ en sang!
PS:
Dette blogindlæg har tidligere været brugt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg. EKSTRA
Halleluja i taxiuniverset
Følelsen er vel nærmest som Yvonnes i Olsen Banden:
”Meget har du budt mig!”
Meget har mine snart 100, uplanlagte stævnemøder i vogn 2282 bragt mig, – ” … men der kommer et tidspunkt i enhver Taxamands liv … ”.
Yvonne truer med at blive frustreret. Taxamanden finder samtalen – nærmest upassende i nærværende organ i den upopulære sandheds tjeneste. Meget har vi stået model til i denne avis, som ikke bare har sat dagsordenen i sit eget univers i 112 år (EB startede i 1904 som et tillæg til Politiken med nyhedstelegrammer fra den russisk japanske krig). Skrankepaver, nøgne kroppe. massage-annoncer, afsløringer af bedrag. EB har til alle tider turdet taget fat der, hvor andre holdt deres pæne kæft. Men at sludre religion og kirke, det må virkeligt være noget, der IKKE hører hjemme i det vrinskende DNA, der er vokset ud af kulturradikalismen.
Så er det jeg husker på behovet for at vælte mure – også i landets største bladkoncern. Det minimum må man kræve i sandhedens tjeneste. Ikke noget med at tøve, fordi noget er pinligt. Sådan redede jeg selvrespekten, da jeg for 50 år siden sagde farvel til mit livs ringeste job. Jeg var hyret til at betjene formentlig Nordeuropas dårligst weekend-rute (Med Politiken – årtier inden EB udkom i søndagsudgave. For det første var afstanden mellem husstandene kommercielt dræbende i sig selv. For det andet er den østbornholmske, politiske anatomi ikke slået sammen med kulturradikale søm. Det var medlidenhed med sælgeren og ikke politisk enighed, der solgte Politiken på landet i 60’erne.
Sådan!
Hvorfor skulle Taxamanden så være flov over en kirkesnak i fritænkerorganet EB?
Det er mig, der er kunde i mørket, hvor fanden end ikke har fået ”morgensutterne” på. Min privatvogn har sluppet forbindelsen mellem gearstang og –kasse og jeg har stået 02,45 og forsøgt at rulle den ud fra P-båsen. Jeg måtte give op. Jeg er rasende og kan så slutte af med en længere taxitur, som min løn ikke magter ret mange af, hvis jeg af og til skal se sorte tal på bundlinjen.
Men Alex i vogn 1736 er en ægte taxichauffør, der kan tale selv en frustreret kollega ind i lysere tider. Han har sin egen historie og pirrer min forfængelighed ved at genkende mig, Taxamanden – den historiefortællende og skrivende. Han er andengenerationsindvandrer fra en tid 70’erne, hvor man talte om fremmede med nysgerrighed. Hans far var faktisk lavere rangerende officer og desertør fra Filippinerne. Faren prøvede blot en tur som USA-allieret i Vietnam, – så skred han fra militærtjenesten og den meningsløse krig.
– Han fandt min mor, opvaskersken fra en af byens restauranter – også hun var fra Manilla. Og sådan blev jeg til som både noget fremmed og noget ganske dansk.
Sakramentskirken på Nørrebro. Den katolske kirke med en menighed af mange nationaliteter
– Jeg er virkeligt begge dele og bruger begge dele i en af Københavns katolske menigheder – en af dem, der samler filippinere og andre engelsktalende, så de både har deres fortid og deres nutid med dem. Noget form mig og noget for andre. Jeg plejer at kalder mig selv en moderne katolik, selv om ikke alle i mit bagland bryder sig om det begreb. Jeg leder et kor i kirken, som både udspringer af den kristne sang – men også af gospel-miljøet. Så for mig hænger det kulturelle, det religiøse og det musikalske tæt sammen. Det handler om glæde og kærlighed og i gospel-musikken er der meget mere, der samler os, end der er religiøse forskelle, der skiller os.
Alex sender mig nogle enkelte eksempler på korets ”lyd” fra den globale tv-kanal Youtube. Og så må jeg endelig komme på besøg en søndag på Nørrebro, under messen og opleve musikken, når the SACCHOIR er på.
– Jeg synes nærmest, at mit kirke- og musikprojekt er vigtigere end nogensinde før. Jeg var engang i penge-branchen men gled ud i en fyringsrunde. Hånden på hjertet: Jeg bliver ved taxien og kirkekoret. Det er min korteste afstand mellem næstekærlighed og det almindelige liv.
God dag, Danmark
Gi’ en sang!
PS:
Dette blogindlæg har tidligere været brugt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg. EKSTRA
Taxamand
Next Article" ... Ha' en dai'li' natter, skatter! ... "