Jeg har det utroligt godt med min lokale Irma-forretning.

Helt sikkert.

Det er OK, at Irma er dyrere end discountforretningerne, når man tager i betragtning, at de yder service udover det sædvanlige og har det økologiske forspring i detailhandlen. Dertil kommer, at butikken med den blå pige med det gule hår ligger lige om hjørnet. Men mest af alt: De er gode til at holde på personalet. Så efter godt et år i 2100 Spelt, er der ved at komme en smule landsbystemning, hvor det er OK at nikke til det personale, man genkender. I små selvoptagede øjeblikke, føler jeg mig genkendt, når de nikker tilbage. En smiler særligt venligt, fordi han husker, at jeg kritiserede firmaet for ikke at skrive på emballagen, hvor lang tid og ved hvilke grader, man kan bage sit forbagte brød af surdej. Han vendte pakken om – og kunne triumferende læse op, hvad der stod på tryk: 200 grader – 5 minutter

Jeg antog en ansigtskulør som farven på de økologiske tomater i grøntafdelingen!

Men min kærlighedserklæring til pigen med den blå kjole har et ”men”. Jeg har undertrykt det af to årsager. For det første ved jeg, at min kone vil kommentere min irritation over tidsånden med noget i retning af:

– Nu skal du altså passe på, at du ikke bliver en sur, gammel idiot.

For det andet kunne jeg bringe kritikken videre til stort set alle detailbutikker, hvor servicen udgør det minimum, at kassefolkene overhovedet lægger mærke til, at der er en kunde ved kassen.

Men nu kan jeg ikke holde mig længere. Mens det såkaldte ”New Public Management” er ved at smadre menneskeligheden i den offentlige sektor, hjemsøges vi i højere og højere grad af New Shopping Seduction (Indkøbs-forførelse!) – ved kassebåndet. De ansatte har enten været på kursus i – eller er blevet beordret til, at gøre henførende farvel-hilsner til en standardprocedure ved afslutningen af ”købs-relationen”.

– Ka’ du nu ha’ en rigtig dai’li’ aften, siger den unge dame i kassen, som jeg er på ”nik” med.

Det er altså for meget, at hun træder helt ind i mit privatliv med sit æggende sprog. Nej, det er jo komplet lige meget, hvad kassedamen siger – som det er lige meget, hvad jeg svarer. Det er en frase

 

– Ka’ du ha’ en rigtig dejlig aften!

– Ka’ du ha’ en rigtig dejlig aften!

– Ka’ du ha’ en rigtig dejlig aften!

 

Igen og igen.

Kunde efter kunde får den samme hilsen.

Det er klart. Personalet i Irma har selvfølgelig en anden hilsen om morgenen eller midt på dagen. Men derudover er det simpelthen blevet en del af personale-instruktionen at udvise disse standardiserede høflighedsfraser.

 

Hvis bare han gad kigge mig i øjnene et sekund

En af ekspedienterne i den nærliggende Fakta Q er jeg ikke længere sur på. Jeg har simpelthen fået medlidenhed med ham, fordi det med den tillærte høflighedsfrase som et par håndjern, der er spændt alt, alt for hårdt.

– Ha’ en god weekend, – mumler han med et ansigtsudtryk, som ligner en mand med en alvorlig, kronisk sygdom.

Han er næsten uforståelig og kigger ikke op fra varerne på båndet. Jeg tror faktisk, han har en social fobi eller er genert. Men førstehåndsudtrykket er altså, at han er dårlig eller bare skide sur. For min skyld behøvede han ikke sende mig den mindste, nærværende bemærkning, hvis bare han gad kigge mig i øjnene et sekund. Så kunne forvisse mig om, at han ikke hader den kunde, han ikke kender.

 

 

Men hvad er alternativet til disse indstuderede venligheder?

Jeg må erkende at én vej kan være slitagens – efter opskriften: Først har vi en ærlig venlighed, så forvitrer den til en kliché – for at den kan slutte sine dage som en total almindelighed. Lidt ligesom første gang, jeg besøgte USA og i elevatoren på superhotellet i Dallas, Texas stod helt alene med en 250 pct. amerikansk cowboy på vej i glaskuben til 25 etage og han sagde storsmilende:

– Hi, How are you doing….

Jeg misforstod denne blufærdighedskrænkende kontaktforsøg og begyndte at fortælle om min rejse over Atlanten osv osv. Nu var det ham, der undrede sig over alle disse ord, når han nu bare ville sige – Hej!

Men som taxichauffør med masser af amerikanske kunder, har jeg har lært, at forstå, at det hele bare er en måde at sige hej!

– Hello sir, how are you?

– Fine, and you?

– Fine too, sir!

– Skal du ud at kigge på supermånen i aften?

Og så har jeg budt amerikanerne velkommen.

Og hvad pokker! Hvis amerikanerne kan vælge et tossehoved til præsident, som siger den ene for at blive valgt – og det modsatte for at kunne regere – hvad er der så galt i at stille spørgsmål, selv om du egentlig er lige glad med svaret?

Sådan er spillereglerne på prærien!

 

Men vi lever i Danmark og her er vi puritanske lutheranere. Her holder vi os på jorden, og måske skulle vi finde vores egen vej i høflighedsfraserne – også i den moderne kundepleje i butikkerne? Måske skulle man gå den lige vej og simpelthen sige noget, som gav mening – som var ærlig ment.

– Skal du ud at kigge på supermånen i aften?

Eller;

– Nå, Taxamand, (jeg havde uniform på), har det været en hård dag i dag ?

Eller:

– Held og lykke med raviolien

Eller den helt funktionalistiske

– God aften!

 

Butikken og de ansatte ville hurtigt finde ud af, at det nok er en idé at springe det fuldautomatiske nærvær over. Hver anden gang – eller oftere. Det ville så give udtryk for, at den personlige hilsen var alvorligt ment.

Og SÅ var der ydet ærlig høflighed og service for alle pengene.

 

God Morgen, Danmark

– Ka’ I nu ha’ en helt igennem , – grrrrrrr super-nice dag i dag!