Han er færdig – helt færdig

 

Taxamandens klumme til EB, EKSTRA lørdag den 10. januar 2014

 

Jeg bryder mig bare ikke om typen

Han er nazi-klippet, grænsende til det skaldede på så sider af hovedet og i nakken. Og så helt korklippet på toppen. Med sig har han en følgesvend af indvandrerbaggrund – igen en af disse Waffen SS-look-alikes, nu med indvandrer-baggrund!

De er begge klædt i grønt – armygrønt.

Jeg samler dem op foran stationen i rigmands-forstaden nord for København – og hvad fanden laver de to rødder her på egnen kl. 3 om morgenen to døgn efter nytårsaften?

Jeg vil ikke bruge udtrykket, at jeg ”er bange”. En af mine effektive metoder til at undgå angsten for de farlige kunder er ikke at bruge ordet. For meget af den følelse, – så kan jeg lige så godt stoppe natteroderiet.

Men jeg er 150 pct. vågen denne første arbejdsdag i det nye år. Jeg sikrer mig, at sikkerhedskameraet vender rigtigt og føler efter alarmknappen. Og så det vigtigste: Jeg sender et utvetydigt signal om, at jeg er PÅ! Kom nu ind i bilen. Jeg kan se, I fryser. Jeg har tændt for varmen i sæderne. Hvor skal I hen, drenge?

De ligner bare et par iskolde ”hit men”, men jeg spiller rollen som onkel Taxamand. Ikke noget fedteri – men overskud. Ikke nogen påtaget magtudøvelse – men: Det er MIG, der bestemmer, for sådan er det nu engang her i familien.

Inde i byen sætter vi den mørhårede af. Han har skændtes med sin kæreste under hele turen, halvt liggende på sædet efter dagevis af druk og det, der er værre. Har ikke set ham siden 2014.

Jeg er alene tilbage med den lyshårede med de glatragede tindinger. Efter et mellemspil på en tank, høvler han energidrik i sig med nærmest abstinensagtig tørst. Han en nyindkøbt tandbørste frem og høvler løs på bisserne for både at fjerne dårlig ånde, plak – og en helvedes dårlig samvittighed. En mani. Aldrig før har jeg kørt med en kunde, som børstede tænder de 25-30 kilometer turen varer – inden han smider tandbørsten ud af vinduet.

 

Jeg er færdig. Helt færdig. Han børster som en vanvittig, så jeg næsten ikke kan genkende ordene fra hans slappe m

Og hvem er han så?

En rar, empatisk fyr på 27, der med ekspresfart er på vej er på vej ud i selvdestruktionen.

Turen bliver én lang, terapeutisk samtale – og retrospektivt var det måske ret OK, at han sluttede tre døgn på sprut og kokain med at tale frit med en halvgammel bedstefar-type, der selv lider af snakke-diarre

 

– Jeg er færdig. Helt færdig. Han børster som en vanvittig, så jeg næsten ikke kan genkende ordene fra hans slappe mund.

 

– Tre dages nytårsdruk?

 

– Ja!

 

– Og så turen hjem med nogle kvinder, der ville ta’ jer med?

 

– Jeg kunne ikke holde de kællinger ud. De er overhovedet ikke noget for mig

 

– Tre dages druk – og så det der er værre?

 

En lang pause.

 

– Jeg gider ikke lyve for dig taxamand. Ja, vi havde masser af det hele.

 

Han er kun 27 år, men han er allerede en krigsveteran i sit eget liv. Kunne slet ikke falde til i skolen. Væltede rundt. En blanding af uro præstationsangst. På fagskolen fik han 12 i diverse, frivillige prøver – men da han så sad der til den egentlige eksamen? Sveden løb, han rystede, han var bange – han knækkede sin blyant og skred!

Men han BLEV håndværker og begyndte at arbejde som en vanvittig. 12 timer dagligt, syv dage om ugen. Og når har ikke kunne klare presset, kunne han tage et par baner af det hvide pulver og holde den kørende.

Jeg får senere et indtryk af, hvor meget han vælter sig i penge, da han til slut skal betale. Det stritter til alle sider med 100-, 500- og tusindkronesedler. I coke-miljøet er der ikke langt mellem brugeren og pusheren!

 

Men han vil også have min historie – og han får den. Både det gode – og det, der gik ad helvede til. Jeg fortæller ham til sidst, at der jo ofte er et fedt liv på den anden side af en bunke lort. Han ler og griner lidt ad den gamle og vi bliver venner og han fortæller hemmeligheder, som jeg ikke vil fortælle her.

Han får mit visitkort og jeg håber at få en mail fra ham en dag

Han vil tilbage til det ordentlige liv. Til ekskæresten, som er en ordentlig kvinde. – I det mindste hans bedste ven. Og til den lille søn. Han aner lige nu ikke engang, hvordan man leger med ham. Det er akavet, ukoncentreret og forkert.

 

– Jeg vil sgu, siger han og kigger mig for første dybt i øjnene.

 

– Så gør det, knægt, siger jeg som en banal udgangsreplik i en instruktionsfilm fra ungdomsrådgivningen. Men jeg taler 100 pct. fra hjertet.

 

Han får mit visitkort og jeg håber at få en mail fra ham en dag.

 

God dag, Danmark.

– Så slås dog!

Next ArticleGræder rigtige mænd?