– Er det dig, der skal hente mig?

Jeg nikker til manden, for det er ganske sandt.

– Hvad kører du?

Lige i øjeblik forstår jeg ikke spørgsmålet, men så dæmrer det.

– Jeg kører Mercedes, – naturligvis. Alle rigtige taxichauffører kører Mercedes.

Vi er på drengerøvskursen i dag. Og min kunde, den gamle mand, er med på at lege

– Det lyder sgu godt. Kan jeg så ikke få lov til at køre selv?

Der farer en lille frydefuld satan i mig. Og i mit inderste beslutter jeg, at en eller dag, når jeg er klar til fyresedlen gør jeg det. Rækker nøglen ud til en kunde, der ikke kan lade være med at spørge. Altså, jeg mener, hvis Joachim B. Olsen og Rasmus Jarlov kan udleve deres pubertetoprørs ved at køre rundt i ulovlige UBER-biler og føle sig som politiske aktivister … Hvorfor fanden skulle jeg så ikke gøre vogn 2282 til en ægte delebil.

Mand og mand imellem

Han er en ældre herre, der har været til undersøgelse på en af regionens sygehuse. 82 år fortæller han, da jeg spørger i løbet af samtalen. En gammel ”dreng”, ja, men også en legedreng, der kan li’ at tage en rigtig bilsnak. Og der sidder vi så, på vejr ud ad motorvejen og får en passiar om det emne, der i hele min levetid har været på tapetet mand og mand i mellem. Der er lykkeligvis også kommet mange kvinder med i logen. Men lige nu er det drengene, der var unge i 50’erne og 70’erne, som uhindret boltrer sig i et af de sidste, maskuline universer.

På en måde deler jeg skæbne med denne store, tunge mand – bort set fra, at vi altså kunne være far og søn. Da vi var helt unge lod vi os indrullere i en navnkundig, stor offentlig arbejdsplads, og vi blev der til vores karrieres sol var gået ned. Han startede som elev i postvæsnet i. Jeg blev radio-kadet i Statsradiofonien.

Og i dag er verden forandret og storheden forduftet.

 

Vi la’ den ligge, den der med de store, offentlige arbejdspladser, der er i krise i disse år. – Det er simpelthen til at tage det gode humør, siger han , og når dog lige at fortælle, at han var tjenestemand og i mange år og tillidsmand for ”rødfrakkerne” i en af de københavnske afdelinger.

Det er et lille, dumt spørgsmål, der ændrer stemningen fra leg til vemod, – og jeg havde virkeligt ikke set den komme fra den varme, muntre københavner.

 

– Bor du alene? spørger jeg, da vi kører ud af motorvejen mod de sydlige forstæder, hvor vesterbrodrengen flyttede ud med de titusindvis andre, da arbejderklassen fik altaner og flere kvadratmeter – og så tæt på havet.

 

Der bliver helt stille i taxien.

Der er ikke så meget at tage fejl af. Han græder

– Hun fløj fra mig for godt en måned siden. Ganske stille og uden at sætte sig selv i fokus. Det lyder måske så gammeldags, men hun tænkte aldrig på sig selv og tog sig af alle os andre

Så bliver der stille igen.

Jeg kigger refleksmæssigt på min forsædepassager, den store mand med årene tegnet i det fugede ansigt.

Der er ikke så meget at tage fejl af. Han græder, fordi han ikke kan andet, når talen falder på hans livs store kærlighed.

De fulgtes ad hele vejen. Også når livet for alvor gjorde ondt. Som da de mistede deres to sønner i deres alt for unge aldre. Hjertestop, da de var i fyrrerne. Ikke nogle specielle diagnoser. Deres liv var bare ikke udmålt til at vare længere.

 

– Det var naturligvis så slemt, at det er meget svært at tale om. Men konen og jeg holdt sammen i alle årene – i lyst og nød. Sammen med vores datter, der jo selv er blevet en voksen kone. Og der sker der jo noget ganske særligt, når man er sammen i så mange år. Alle bruger jo de ord, – men de er jo også rigtige. Man vokser på en måde sammen til én.

 

Vi har lært hinanden at kende på rekordtid, og vi kan lide hinanden. Så nu slapper de gamle han-elefanter af, og det er så hamrende ligegyldigt, om der fældes tårer. Nogle gange knækker han stemme over. Nogle gange stopper han bare midt i en sætning for at tage sig sammen.

– Jeg skylder sygehuset stor tak for, at jeg fik lov til at være sammen med mit livs store kærlighed lige til slutningen.

Man hører et smil i hans stemme over det fortærskede ord – mit livs store kærlighed….Han gentager det. Og så knækker stemmen igen, indtil han fatter sig.

– De sagde simpelthen, at jeg bare kunne flytte ud på sygehuset og få en seng på hendes stue, da det var tæt på. Det gjorde jeg så, selv om det også gjorde ondt at opleve, hvordan livet langsomt forduftede. Vi har sovet sammen i næsten 60 år. Selvfølgelig skulle vi også være sammen i slutningen.

Vi fejrer hans kærlige kone med tavshed på den sidste del af turen

Jeg forsøger mig med et ”det er jeg ked af” og sikkert også et eller andet rædselsfuld à la ”.. det er jo den vej, det går …”. Jeg er ved at brække mig over mine ord, da de bare løber ud af mig, bare fordi jeg lider af angsten for stilhed.

Vi fejrer hans kærlige kone med tavshed på den sidste del af turen. Men det er sådan, det skal være.

– – –

Det er drenge-legetøjet, der får os ud af det tavse vemod. Han beder mig stoppe min sølvfarvede Mercer med det grønne logo

Den flotte Toyota, som holder i carporten ved højhusbebyggelsen er hans. Ikke helt ny. Men velpudset og -plejet, blank og uden en plet.

 

Han tørrer øjnene med de servietter, jeg har stukket ham

Han er stolt, mens vi holder stille ved det skinnende vidunder.

Kun en Mercedes-tur kunne få ham på andre tanker.

 

Jeg vil blæse på det.

Næste gang får han lov til at køre den selv!