Selvfølgelig giver det da tid til eftertanke, når den modne herre på 62 pludselig må sætte sig ubeskæftiget ned med kæmpeklodsen af en ”støvle” på højre fod.

En af knoglerne kunne ikke holde til kombinationen af tyngdekraft og manglen på overblik i en sen nattetime. Taxamanden snublede allerede i starten af en fredag aften – og så var det det løb kørt og vogn 2282 måtte klare sig med afløsere i dagtiden (Både bilen og vognmanden overlevede mit fravær, kunne jeg konstatere i går på den første dag efter mere end 6 ugers fravær).

Jo, man er bare en mikroskopisk brik i livsspillet, selv om jeg siden min fødsel – formentlig i en blanding af opdragelse og genetik – har været temmelig god til at markedsføre sin egen, særlige betydning.

Men friheden er god og lediggang ikke nødvendigvis roden til alt ondt, når man lige om lidt har været 40 år på arbejdsmarkedet. Og så har jeg ikke engang medtalt alle de slagtesvin, der er blevet muget ud under, de marker, der er blevet pløjet, harvet og de skide indkørsler på den fædrene går, der er blevet skuffet, revet og fejet for at det hele skulle tage sig ordentligt ud – mange år inden, der blev sat ”journalist”, DR og CHEF på visitkortet.

OK, Joachim B., din skide flomme-liberalist, efter mange arbejdsår – oftest helt udenfor gældende 37 og 40-timers kvoter, – det var sgu meget fedt at lave ”ingenting”. Jeg er opgså et dovent menneske. Hvis det var fortsat økonomisk med sygedagpenge i månedsvis, var der godt nok ikke blevet råd til mange løg på kartoffelmaden. Men jeg er er gift med en solidarisk, fastansat kvinde og har for længst inden krisen fik kradset mig til blods fået solgt villalejligheden på en af sundvejene i Hellerup og senere det halve hus i Gentofte. Jeg er kommet kontrolleret tilbage til de økonomisk ikke-privilegerede kår, jeg oprindelig er vokset op i.

Men jeg skal altså ud at tjene nogle penge.

 

Og ja, jeg er jo blevet de der 62 år, ridderkorset ligger derinde i skrivebordsskuffen i den lille æske med den røde fløjlspude og jeg har prøvet både at trykke Nelson Mandela i hånden og drukket bajere med Jørgen Hjorting.

Hvad er det jeg si’r?

Jo, de gør jeg:

Jeg får ikke en depression ved tanken om at blive folkepensionist om 3 år, 5 måneder og 28 dage og en halv snes timer. Det bliver fedt udelukkende at skulle arbejde 100 pct. frivilligt.

 

Men så er der altså lige det, at verden løber videre, selv om jeg periodisk sad ubeskæftiget hen med anklen hævet max. over jorden og lavede – absolut ingenting!.

Jeg åbner for fjernsynet og falder hen i den redigerede virkelighed, som jeg selv har haft temmelig gode jobs i gennem 4 årtier og derfor kender både indefra og udefra. Jeg siger ”ihh” og ”åhh” og ”neiiiiii” ligesom alle andre indignerede danskere. Kun det internationale melodigrandprix holder jeg mig fra, fordi jeg har det som sømanden, der har besøgt det gamle bordel én gang for meget. Der kan altså være så mange sorte blonder og kunstigt indstuderet forspil, at det fuldstændigt tager lysten til bare et lille-bitte, lynhurtigt. knald.

Jeg er klar til at tage tæskene og sågar anklagen for at være flyttet i kloster med fanden og alle de andre, sure kulturradikale, der er blevet for gamle:

Ligegyldig, allerede glemt, europæisk musik på niveau med ringetonen på min mobil

Det er nærmest fascinerende at se, hvor megen intelligens, faglig dygtig og veluddannelse, der kan sættes over styr i tidsåndens Danse Macabre mellem mediefolk og deres aktører. Ligegyldig, allerede glemt, europæisk musik på niveau med ringetonen på min mobil. Jeg er ligeglad. Det må de da selv om. Men alle portrætterne af studieværter, der bare har eeeeeeeelsket melodikonkurrencen, siden de spiste æblemos. Og Hilda Heick, der ikke engang kan finde ud af spillereglerne. Hele pusher-netværket mellem iscenesætterne af dette kunstige show og den øvrige presse, der bare ikke tør gøre andet end at følge flodbølgen. Alle de panderynkende analyser af de politiske konsekvenser mellem to nationer i Østeuropa.

Det er bare for meget!

 

Og i en helt anden emnekreds:

Alle de moraliserende politikere, der pludselig kaster kærligheden på Nørrebro, hvor nogle ukontrollerede møgunger gør livet surt for gæsterne på et af de lokale værtshus. Partiformanden er der. Overborgmesteren er der, hængende i telefonen. Den ene minister er der som altid på Facebook. Og integrationsministeren fræser rundt blandt de første og bedste sorthårede og fortæller dem, at de skulle skamme sig, skulle de – også få sig en uddannelse, mens hendes øjne lyner og hendes åndelige pegefinger er så stor, at hun kunne spille kostskole-inspektør I en sort-hvid film fra 30’ERNE.

Det er absurd. De er alle sammen etniske provinsboere, der vil passe på København – og selvfølgelig på deres vellønnede, politiske mandater og jobs.

Rygterne vil vide, at der blev talt mere jysk end arabisk den dag på Nørrebro.

Uanset betydningen og manglen på samme – dækket af medierne lige så tæt som maskinsaksen i krøllerne på en puddelhund og lige så fladt, underlagt som tæpperne på et stuegulv.

 

Og der er masser af eksempler på den ureflekterede, iscenesatte medievirkelighed fra de satans, tyvagtige sigøjnere, der burde sendes hjem uanset grundlovens snærende bånd- til de velskabte unge, der knalder diskret under et lagen for at vinde en halv million – eller ungdomsreporteren, der sendes ud i verden for at finde ud af, hvordan man dater globalt.

 

Så er det jeg er selvfed nok til at synes, at der også er brug for mine beretninger fra et ganske lille hjørne af den uredigerede virkelighed.

Egentlig de samme historier om håb, kærlighed, mismod, angst, kamp, skuffelse, misundelse og uendelig livskraft, – men renset for hele denne armé af ukritiske lakajer, der OGSÅ skal tjene på episoderne.

I den grad uden de mange millioner i baglommen.

 

Og så – allervigtigst – men en beskeden men meget trofast garde af rare og livskloge mennesker fra DF-segmentet til den humanistiske venstrefløj, – som klapper mig på skulderen og siger:

 

– Godt kørt og godt skrevet, Taxamand!

 

Det får mig op af lænestolen.

Det gi’r mig mening.

Det er skide sjovt,

– og det er mig, der takker!

 

God morgen, Danmark