Det havde den meget unge Karl Friederich nok ikke regne med skulle få betydning i både Tyskland og Danmark, da familien i det østprøjsiske skiftede efternavn til moderens. De gik fra det polsk-klingende Dzinuda til det mere germanske Grunwald.

Han kom heller aldrig til at vide, at det ældste barnebarn blev født i en den del af Danmark, der lå tættest på hjembyen Königsberg (Det nuværende Kaliningrad). For billedskæreren fra Königsberger Kunsthochshule, døde, inden hans fem børn i Danmark var giftemodne.

Det er mig, Taxamanden, der er barnebarnet.

Jeg er perker og stolt af at være det i det nationalistiske Danmark. Granitperker, som den storgrinende nøglebar-ejer på Nørrebro døbte mig med min halv-svenske dialekt.

 

Og kvartprøjser som mit efternavn antyder. Så tysk, at min onkel, skuespilleren, efter et velment råd valgte at skifte fra fornavnet Walter til det ægte fynske Morten, da han skulle gøre karriere.

Det der Walter Grunwald, lød sgu for nazi-agtigt i 1950’erne

Jeg leger en leg, når jeg kører med tyske kunder. Jeg er med på en lytter. Den moderne tysker taler fremragende engelsk. Jeg skjuler den kendsgerning, at jeg faktisk taler flydende tysk som en slags honnør for den farfar, jeg aldrig mødte. Hans internering i 1945 umiddelbart efter befrielsen, kastede en sådan mørk skygge over familien, at tyskkundskaberne blev ringe. Min farfar blev renset for falske anklager, men det satte et evigt kainsmærke på den gamle veteran fra skyttegravene i Flandern i første verdenskrig. Her taler vi DANSK! Her er vi danske med Dannebrog, gudstjeneste, højskolesangbog ”og hele svineriet”. Efternavnet var rigeligt.

Men af kærlighed til tysk kultur og den venstreorienterede efterkrigskunst lærte jeg sproget – nærmest i protest. Jeg har forhandlet på tysk. Jeg har holdt konference-foredrag på tysk.

Den ene – den ældste af kunderne – nåede faktisk at aftjene værnepligt i den østtyske folkerarmé

Mine to kunder denne eftermiddag er gemytlige og jeg slår over i det tyske. Det viser sig, at de kommer fra det tidligere DDR, hvor jeg også havde familie i det nuværende Sachsen. Den ene – den ældste af kunderne – nåede faktisk at aftjene værnepligt i den østtyske folkerarmé. Og vi griner af den lattervækkende, national-kommunistiske kultur, der faktisk ikke var noget at grine af. Det kostede død og fængsel af være modstander af regimet.

 

At være en Grunwald på Bornholm i tresserne var en guds gave til bondedrengen, der elsker at være midtpunkt. Onkel Morten gæstespillede på det lille Teater og hans stjerne steg højt på himlen med gennembrudsfilmene ”Slå Først Frede” og ”Fem mand og Rosa”. Når jeg selv spillede dilletant, kunne de lokale anmeldere ikke dy sig for at nævne familieskabet med den næsten 2 meter høje filmhelt – og jeg solede mig. For slet ikke at tale om køreturene gennem København, når han hentede mig ved færgen på storebrors ordre. Morten kørte som død og helvede for at slippe for de unge beundrere, der vinkede ved stoplysene, når de genkendte filmhelten.

– Halløj, han er min onkel, sagde jeg stumt gennem sideruden med et gigant smil, så mundvigene var ved at mødes i nakken.

 

Her i taxaen spørger de til mit navn, da jeg nu har fortalt, at jeg er af tysk – af østprøjsisk æt. Og så sker miraklet. Selvom mit efternavn er mere almindeligt syd for grænsen.

 

– Sjovt siger den ældre. Samme efternavn som skuespilleren bag mit livs danske filmhelt – Benny i Olsen. ”Der Morten” – Morten Grunwald.

 

Når vi så EU, tænkte de kommunistpartiet

Så er det jeg ikke kan holde min kæft og igen kaster mig ind i slagskyggen af min berømte ”Onkel Benny” – Kjelds og Egons makker i en filmrække, som blev solgt til det østtyske stats-tv og blev en så stor succes, at Morten stadig inviteres til kulturkonferencer og udstillinger dernede i det tidligere DDR. For dem var Olsenbanden en sjælden legal satire over den bureaukratiske magts komplette latterlighed. Når vi så EU, tænkte de kommunistpartiet.

 

Mine kunder bliver totalt vilde. Da jeg sætter dem af foran den store multinationale salgsvirksomhed, kræver de mig ud af bilen. Vi skal foreviges. Nu skal der tages billeder. Selfies på kryds og tværs Lidt flov bliver jeg dog, da en kollega passerer med taleboblen: ”Hvad foregår der lige her ?”

– Ro på, svarer jeg uden ord!

Det er bare Taxamanden. Bennys nevø!

 

God dag, Danmark.

– Må der også drysse stjernestøv på dig!

 

 

Dette blogindlæg har været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA