Lad mig begynde bagfra.

Jeg er hamrende irriteret over tanken om, at vi skal diskutere med nutidens forskellige konger om deres kanoner.

Kulturkanon.

Litteraturkanon. Det handler om en kànon – altså med tryk på første stavelse. Der hvor kanonen ikke er et dræbervåben men har betydningen – en ”rettesnor”.

Og nu skal vi så diskutere en DANMARKSKANON. Hvilke værdier, begreber, tanker, institutioner samler os som folk. Statsmagten sætter den folkelige egenart i system.

Bertel Haarder er kanonkongen og han er efter min mening ikke bare den ældste men også den mest dannede af vore ministre. Men jeg får altså ubændig trang til at trække min vandpistol, når magthaverne skal opdrage og danne os – og alle kan se, at det i den grad handler om moralsk oprustning midt i diskussionen om ”de fremmede”.

Jeg bryder mig ikke om hverken national eller kulturel tvangsfodring!

Endnu engang er det en af mine kunder, der gør mit sind blidere og får mig til at bære over med den elitære politiske kultur, som tager folket i ed, hver gang lokummet brænder.

Jeg kører med ham anden gang i denne uge. Den særligt klædte pensionist, som har boet i København i en menneskealder. Men den tydelige jyske dialekt afslører hans baggrund langt derude på landet. Der er intet særligt storbyagtigt over ham, der har levet et helt liv som lagerarbejder i diverse virksomheder. Altså lige bort set fra tøjet. Første gang var det de høj-blå jeans, jeg lagde mærke til. Og så en skjorte så grøn, at den mest lignede farven på ”Kermit the Frog”. I dag – midt i den tidlige sommervarme, fremstår hans korte bukser særligt kakifarvede i kontrasten til han snevinter-hvide ben. Tøjet – lysten til at adskille sig er givetvis ikke tilfældig. Han har alle tider ledt efter sig selv og sit eget. Han er født ind i provinsens arbejderklasse, hvor det ikke er en dyd at gå uden for normen. Og måske lige netop derfor sender han dette signal om ikke at ville være som de andre.

Han har slidt på sig selv og sin sundhedstilstand, men nu går turen frem og tilbage i nogle dage mellem bopælen og proteseteknikeren.

Han skal have nye tænder og det er en proces, der ikke er hverken nem eller billig.

 

– Kommunen støtter med 6.000, men jeg bruger mindst det dobbelte af de penge, jeg har sparet sammen. Så der røg overskuddet, men det har jeg det fint med. Jeg vil være ordentlig og se ordentlig ud, selv om jeg er en gammel mand.

 

Først taler vi om Barndommen:

 

– Jamen jeg var nok kommet til at læse noget mere, hvis jeg var vokset op i den nye tid og under nogle bedre sociale kår. Jeg har altid været vild med at læse, især Steen Steensen Blicher og hans historier om almuens liv derude på heden. Han var min indgang til bøgerne og lærerne kunne mærke, at det var sådan, jeg havde det. Nogle af dem mente, at jeg skulle videre til preliminæreksamen eller realeksamen. Men det lå ikke i kortene – heller ikke at få en faguddannelse. Lige så glad jeg var for litteraturen – lige så galt gik det, når jeg skulle bare det mindste med tal og matematik. Der følte jeg mig dum og uden for rækkevidde

 

Så taler vi om troen.

 

– Jeg er meget optaget af filosofi og religion. I dag er jeg tilknyttet Jesu Kristi Kirke af sidste dages Hellige – Mormonkirken. Ikke den mest aktive. Men det er der, hvor jeg er med og det er det rigtige for mig.

 

Vorherre skulle nok sørge for, at det blev høstvejr en anden dag.

Jeg fortæller ham om min opvækst i den liberale del af folkekirken – den grundtvigske. Lige midt i en bornholmsk kultur, hvor nærmest hver eneste flække have sit eget missionshus – oftest på den kirkelige højrefløj. Luthersk Missionsforening, Evangelisk Luthers Missionsforening. Indre Mission. Om dogmerne, som knækkede nogle af de unge – og som hos andre gav et enestående sammenhold, som bedst kan sammenlignes med Muslimernes her ved Ramadanens – fastens begyndelse. Jeg husker endnu min fars respekt for folkene på en af nabogårdene, som var urokkelige i deres holden hviledagen hellig. Det kunne styrtregne under frøhøsten, klare op før weekenden med udsigt til regn igen om mandagen. Lige netop søndag skulle Rødkløveren, Hvidkløveren eller Rajgræsset i hus. – Men ikke hos naboen. Søndagen blev levet i Guds tjeneste. Vorherre skulle nok sørge for, at det blev høstvejr en anden dag.

Og min fars respekt var ikke uden grund. For naboens landbrug var forbilledligt, veldrevet og succesfuldt.

 

Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud.

 

Så fortæller min kunde:

Det med kristentroen har fulgt mig særligt efter en oplevelse i min barndom. Min lillebror, som jeg faktisk bor hos og passer i dag, hvor han igen er blevet svag, fik som barn fat i noget ætsnatron på en flaske som han fandt under håndvasken. Han drak af den og fik ætsninger i halsen og lå faktisk for døden. Vi var sikre på, at han ville forsvinde fra os på sygehuset, hvor vi besøgte ham. Han kunne ikke sige et ord. Kunne næsten ikke trække vejret. Min søster var med og hun lagde sig ned på sine knæ og bad til Gud om, at lillebror dog måtte overleve. I det samme kom der et dybt suk fra drengen i sengen. Og ikke så lang tid efter begyndte han at tale. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt og barnligt. Men for os var det et mirakel. Fra den dag havde jeg en eller anden form for gudstro.

 

Vi taler resten af turen om denne mærkelige tro på et liv udover det jordiske. Han er overbevist om, at der findes en himmel og han afviser ikke helt en tanken om en slags reinkarnation. I det hele taget hopper han ikke på limpinden, når det handler om kritikken af andre religiøse samfund.

 

– Jeg synes io virkeligheden ikke forskellene er så store. Det kan godt være vi vesterlændinge griner af tanken om genfødsel. Men er forskellen så stor mellem drømmen om paradis og troen på reinkarnation – sådan inderst inde? – Sådan helt inderst inde handler troen jo om, at livet fortsætter efter døden, hvis vi opfører os ordentligt. Aner jo ikke, om det er sandt – men det er min tro. Det er vilkåret. Troen kan ikke eksistere uden tvivl.

Den grunder vi over

 

Han giver mig hånden. Da jeg kører op foran proteseklinikken, som er målet for den ret lange tur

Oven i fire hundrede kroner, giver han mig 40 kroner i drikkepenge og af en eller anden grund har jeg svært ved at tage imod dem. For pokker, manden er jo tæt på at være blanket af på grund af tandbehandlingen og de lange taxiture, som jeg og min vognmand tjener penge på

 

– Det behøver du altså ikke, undskylder jeg lidt kejtet.

 

– Jo, da. Da vi kørte i sidste uge manglede jeg lidt til hele rejsen og du slukkede for taxameteret den sidste kilometer. Nu skal du have dine penge.

Det havde jeg glemt.

Det havde han ikke.

 

Han har ikke været nogen stor kanon i sit eget liv, men han kan god nok det der med hjertets dannelse.

 

God morgen Danmark

– Og lad livet været en højskole – ikke en latinskole.