Det er mere interessant, hvem taxamanden møder på sine ture gennem natten og dagen end hele tiden at få fyldt på, hvad han mener om dette og hint. Den er jeg helt med på. Men mine skriverier her på Facebook – og om ganske kort tid på min nye blog – må indimellem give mig plads til at få luft. Bar’ en gang imellem!
Jeg havde skide travlt i går og tjente gode penge. Så det var en glad og træt taxamand, der kørte hjem efter sin 12-timers vagt. Men jeg var også lettere forgiftet efter dagens journalistiske æterbårne dækning af medisterrouladen, – sorry, ministerrokaden.
Regeringen Helle Thorning, version 2.0 – (onde tunger kalde de foregående to år for BETA-versionen).
Jeg er nyheds- og taleradio-junkie ,og når jeg så kommer hjem, sætter jeg mig gudhjælpemig foran de bløde nyhedsflader på de brede kanaler for at få lidt oplysning til frikadellerne.
Og nu gør jeg mig så klar til at få en på hatten af mine tidligere journalist-kolleger. Den der med at når fanden bliver gammel, går han i kloster. Men det er vel ikke det værste. Jeg har engang spillet løjtnant Gustave i Frøken Nitouche i Svaneke Amatørerne, så jeg ved om nogen, at der kan være ganske hyggeligt i et kloster -et nonnekloster.
Min kone hader min fortvivlede sukken over Mazarin-journalistikken fra tossekassen:
Hun kigger kærligt på mig – og råber:
“SÅ SLUK DOG!!!!!”
But I stay tuned.
Der er alt, alt for mange selvfølgeligheder og alt, alt for megen ”privatiseret” nyhedsjournalistik. Det første forklarer vist sig selv. Med det andet tænker jeg på disse passiar-agtige interviews – li’som at komme ind på personen bag ministeren, li’som. 5 minutters løs snak, hvis der altså er god tid. Jeg må tage fantasien og humoren til hjælp for at kunne bære dagens klicheer.
Så, jeg lover hermed højtideligt, at når jeg ved et snarligt kommende rokade udnævnes til minister, vil jeg smadre det der rituelle spil mellem journalist og minister.
I dag lød det:
– Hvad tænkte du, da Helle Thorning ringede? hvad sagde hun?
– Hun sagde: Jeg har en opgave til dig!. Og jeg blev naturligvis glad, meget glad.Men også meget ydmyg. Og jeg sagde ja uden betænkningstid. Det er simpelthen mit yndlings-resort-område, jeg nu skal være minister for og bla bla bla bla bla…..
Sådan kommer det ikke til at lyde, når jeg tiltræder:
– Ok, sagde Helle. Nu er det gået ad helvede til de sidste to år, så nu begynder jeg bare at skyde helt vildt. Og så faldt valget på dig. Og jeg vil fortsætte:Jeg risikerer godt nok at ryge med, når finansministeren falder. Men man ville sgu da være en idiot, hvis ikke man sagde ja til noget magt, når nu kyllingerne fra SF ikke tør noget som helst. Og ved du hvad: Den efterfølgende ministerpension – kortere eller længere – taler sig eget sprog. For slet ikke at tale om ministerbil og middagene på Amalienborg. Jeg kan godt sige dig. Hvis ikke jeg havde fået en post denne gang, var jeg skiftet til de radikale. Hvorfor de radikale? – Fordi der altid er plads til en til fra gelé-laget i rød blok.
Og så den ”privatiserede” vinkel – mennesket-bag-ministeren-interviewet – som det tog sig ud i gårsdagens Go’ aften (økseskaft!) Danmark:
Journalsten:
– Nu ikke så meget om alt det du gerne vil, sundhedsminister Hækkerup. Hvordan har du det selv med sundhedsprincipperne i dit eget liv?
Nick:
– Ho, ho, jeg er nok som alle andre. Har et princip om ikke at drikke ugens første tre dage, får lidt motion. Og spiser nogenlunde sundt. Min værste last? (Og her gyser hele danmark. Hvad vil denne pæne mand NU finde på…..?) – Jeg er festryger. Men så tager min kone og jeg fri en weekend om måneden for at være mand og kone og bla bla bla bla bla……
Tonen bliver en anden, når jeg bli’r minister:
– Jeg er mest til chips og osterejer. Jeg ryger indimellem – helst en hjemmerullet joint. Og så, når vi rigtigt skal koble af, har fruen og jeg vore hemmelige lege med smæk i numsen, frottehåndjern og hele svineriet. Jeg si’r dig. Så glemmer man ALT om politik og de radikale sataner, der ta’r æren for det hele. Og alkohol? – Tror du man kunne holde det her politiker-liv ud uden en kodyl brandert engang imellem? Ku’ du?
– – –
Kære nyhedsjournalister på de elektroniske medier. Gi’ os dog noget mindre volumen og nogle færre forudsigelige vinkler, når der går rundhyl i det politiske Danmark.
Please!
Så lover jeg at tale pænt, når det bli’r min tur
Godmorgen , Danmark.
Til jer allesammen. Til Nick i ministerbilen og til lange Hansen i vogn 21xx – og hans irriterende evne til at køre flere penge ind end jeg.
Indrømmet!
Det er mere interessant, hvem taxamanden møder på sine ture gennem natten og dagen end hele tiden at få fyldt på, hvad han mener om dette og hint. Den er jeg helt med på. Men mine skriverier her på Facebook – og om ganske kort tid på min nye blog – må indimellem give mig plads til at få luft. Bar’ en gang imellem!
Jeg havde skide travlt i går og tjente gode penge. Så det var en glad og træt taxamand, der kørte hjem efter sin 12-timers vagt. Men jeg var også lettere forgiftet efter dagens journalistiske æterbårne dækning af medisterrouladen, – sorry, ministerrokaden.
Regeringen Helle Thorning, version 2.0 – (onde tunger kalde de foregående to år for BETA-versionen).
Jeg er nyheds- og taleradio-junkie ,og når jeg så kommer hjem, sætter jeg mig gudhjælpemig foran de bløde nyhedsflader på de brede kanaler for at få lidt oplysning til frikadellerne.
Og nu gør jeg mig så klar til at få en på hatten af mine tidligere journalist-kolleger. Den der med at når fanden bliver gammel, går han i kloster. Men det er vel ikke det værste. Jeg har engang spillet løjtnant Gustave i Frøken Nitouche i Svaneke Amatørerne, så jeg ved om nogen, at der kan være ganske hyggeligt i et kloster -et nonnekloster.
Min kone hader min fortvivlede sukken over Mazarin-journalistikken fra tossekassen:
Hun kigger kærligt på mig – og råber:
“SÅ SLUK DOG!!!!!”
But I stay tuned.
Der er alt, alt for mange selvfølgeligheder og alt, alt for megen ”privatiseret” nyhedsjournalistik. Det første forklarer vist sig selv. Med det andet tænker jeg på disse passiar-agtige interviews – li’som at komme ind på personen bag ministeren, li’som. 5 minutters løs snak, hvis der altså er god tid. Jeg må tage fantasien og humoren til hjælp for at kunne bære dagens klicheer.
Så, jeg lover hermed højtideligt, at når jeg ved et snarligt kommende rokade udnævnes til minister, vil jeg smadre det der rituelle spil mellem journalist og minister.
I dag lød det:
– Hvad tænkte du, da Helle Thorning ringede? hvad sagde hun?
– Hun sagde: Jeg har en opgave til dig!. Og jeg blev naturligvis glad, meget glad.Men også meget ydmyg. Og jeg sagde ja uden betænkningstid. Det er simpelthen mit yndlings-resort-område, jeg nu skal være minister for og bla bla bla bla bla…..
Sådan kommer det ikke til at lyde, når jeg tiltræder:
– Ok, sagde Helle. Nu er det gået ad helvede til de sidste to år, så nu begynder jeg bare at skyde helt vildt. Og så faldt valget på dig. Og jeg vil fortsætte:Jeg risikerer godt nok at ryge med, når finansministeren falder. Men man ville sgu da være en idiot, hvis ikke man sagde ja til noget magt, når nu kyllingerne fra SF ikke tør noget som helst. Og ved du hvad: Den efterfølgende ministerpension – kortere eller længere – taler sig eget sprog. For slet ikke at tale om ministerbil og middagene på Amalienborg. Jeg kan godt sige dig. Hvis ikke jeg havde fået en post denne gang, var jeg skiftet til de radikale. Hvorfor de radikale? – Fordi der altid er plads til en til fra gelé-laget i rød blok.
Og så den ”privatiserede” vinkel – mennesket-bag-ministeren-interviewet – som det tog sig ud i gårsdagens Go’ aften (økseskaft!) Danmark:
Journalsten:
– Nu ikke så meget om alt det du gerne vil, sundhedsminister Hækkerup. Hvordan har du det selv med sundhedsprincipperne i dit eget liv?
Nick:
– Ho, ho, jeg er nok som alle andre. Har et princip om ikke at drikke ugens første tre dage, får lidt motion. Og spiser nogenlunde sundt. Min værste last? (Og her gyser hele danmark. Hvad vil denne pæne mand NU finde på…..?) – Jeg er festryger. Men så tager min kone og jeg fri en weekend om måneden for at være mand og kone og bla bla bla bla bla……
Tonen bliver en anden, når jeg bli’r minister:
– Jeg er mest til chips og osterejer. Jeg ryger indimellem – helst en hjemmerullet joint. Og så, når vi rigtigt skal koble af, har fruen og jeg vore hemmelige lege med smæk i numsen, frottehåndjern og hele svineriet. Jeg si’r dig. Så glemmer man ALT om politik og de radikale sataner, der ta’r æren for det hele. Og alkohol? – Tror du man kunne holde det her politiker-liv ud uden en kodyl brandert engang imellem? Ku’ du?
– – –
Kære nyhedsjournalister på de elektroniske medier. Gi’ os dog noget mindre volumen og nogle færre forudsigelige vinkler, når der går rundhyl i det politiske Danmark.
Please!
Så lover jeg at tale pænt, når det bli’r min tur
Godmorgen , Danmark.
Til jer allesammen. Til Nick i ministerbilen og til lange Hansen i vogn 21xx – og hans irriterende evne til at køre flere penge ind end jeg.
Taxamand
Next ArticleMin syngende kunde