Ferien er slut og taxamandens arbejdsliv er tilbage.

Skæbnen skænker mig overraskelser, begivenheder, dagligdagshistorier i sorg og fryd. Nogle gange sådan en lykkefølelse, at jeg kan blive i tvivl om, om jeg fortjener den. Andre gange en menneskelig sorg, som jeg måske nok kan genfortælle med et spinkelt håb om at andre kan lære noget eller genkende sig selv i – men som jeg slet, slet ikke har mentale muskler eller kompetence til at fjerne eller dulme. Altså bort set fra, at den talelystne, – snakkehovedet, (Det er en medfødt lidelse) kan åbne hjørner af virkeligheden, som høflighed og blufærdighed ellers ikke lukker inde.

Det sidste er Taxamandens alibi og eksistensberettigelse. Også når slagskyggen fra livet er mest sort.

Datoen i går – den 10. august – er er en særlig i mit liv. En begivenhed – en tragedie, som jeg har omtalt om i en af mine udsendelser med Gertrud Højlund, hvor vi talte om angsten for døden: Vores kulturs paniske frygt for at leve med den kendsgerning, at en dag er livet slut. Og her i min blog har jeg fortalt om Emilie, som var min datter Sofies allernærmeste veninde og forældrene Mogens og Anna Kløvedal mine venner. Det var Annas eneste barn og hun har siden skrevet bogen Ingenmandsland om sin egen store livstragedie, tabet af datteren.

Emilie døde af følgevirkninger af og behandlingen mod blodkræft – i går for 11 år siden, kort før sin 16 års fødselsdag.

”Det smukkeste menneske, som jeg har kendt – både indeni og udenpå. Jeg tænker på hende hver dag ..” skrev min datter på mor Annas FB-side.

Den dag i august 2004 ændrede hendes og vores liv for evigt.

– Men så har vi vel lært at leve med det?

Svaret er NEJ. Aldrig nogensinde kan Emilies død imødegås af en læring eller forståelse, som kan dulme sorgen. En kendsgerning, ja. Men aldrig en accept af denne kendsgerning.

Mor Anna skriver det HVERT år, inden vi mødes med graven, forældre, bofæller, nye ægtefæller, skolekammerater, venner: Min smerte er 100 pct. intakt.

 

Folk tror, at de automatisk handler om hygge og småsnak. Men der tager I fejl.

Hun er gangbesværet, min kunde denne tidlige formiddag på den første vagt efter ferien.

Mine første hurtige indtryk er ofte min vigtigste guide i snakken med kunderne. Folk tror, at de automatisk handler om hygge og småsnak. Men der tager I fejl.

Det er også lige på og hårdt, når livet gør ondt.

Hun er egentlig en ungdommelig kvinde, hvor alderen er ubestemmeligt over de 70. Ja, hun er bevægelsesbesværet, men det er ikke bentøjet, der er noget galt med. Det er meget værre. Hendes bryst-cancer er brudt ud igen. For 25 år siden blev hun helbredt første gang. Det ene bryst blev fjernet og hun var hele behandlingen igennem, indtil hun blev erklæret rask.

Hun arbejdede sig ud af den fysiske og psykiske smerte. Det er travlt – det er godt for sjælen, – den tendens genkender de fleste. Undervejs mister hun sin mand men lever videre med og for sin datter.

Canceren vender efter en del år tilbage med nye angreb i kroppen. Nu er hun på vej til lægen, som skal hjælpe hende med at få det bedre – måske en anden vejrtrækningsteknik

 

Hun taler direkte til mig i taxien. Jeg er skabt af en meget blød, bornholmsk granit og må nødtvungent indrømme, at jeg er blevet mere grådlabil med alderen. Jeg samler mig sammen og kigger ikke på hende, for en taxamand i uniform, en far og bedstefar – det holder jo ikke med våde øjne. Jeg aner hende i øjenkrogen. Og så kommer jeg til at stille et spørgsmål, hvor jeg med det samme kunne have revet tungen ud af mig selv.

 

– Du må føle dig meget alene i den her situation?

 

Jeg ønsker jo ikke at være hendes veninde – den kræftsyge kvinde, – der så for øvrigt er hendes mor

Men hun slår ikke ned på mig for mit konstaterende, nedslående spørgsmål, som jeg lige nu synes bare at føje endnu mere elendighed til elendigheden. Hun bakker mig op!

 

– Du har fuldstændig ret! I kampen mod kræften er jeg meget ensom. Min mand er her ikke mere. Det e r sørgeligt, og det har jeg måttet lære at tackle. Men du kan som far sikker forestille dig det selv: Med min datter, er det noget andet. Jeg er og jeg vil altid være hendes mor. Jeg ønsker at give hende håb. Eller bare være en helt almindelig mor, som snakker om fuldstændigt almindelige emner. Jeg ønsker jo ikke at være hendes veninde – den kræftsyge kvinde, – der så for øvrigt er hendes mor. Jeg ønsker ikke at være hovedpersonen i alle vore samtaler.

 

Jeg nikker og er meget stille. Det er vi begge.

Vi kan godt klare det halve minuts tavshed, selv om det føles som en halv time.

 

Så rammer 11 år gamle minder mig så klare, at oplevelsen kunne være fra i går. En Samtale på en af de høje etager på Herlev Hospital mellem min datter Sofie og Emilie. To piger på 16 og 15 år. Mor Anna og jeg sidder udenfor og fryder os over, at de to tøser holder sig fuldstændigt borte fra emner som kræft og død og overlevelse. Det er det, vi alle tænker på hele tiden i de 11 måneder, sygdommen tærer på det une menneske. Nej, de snakker om drenge, og det er helt ned på konkret personniveau. Nogle gange griner de. Andre gange taler de lavt, for at vi ikke skal høre, hvad de siger. Det her er ikke et overlevelseskursus. De to tøser er bare veninder og lever lige nu. Og de fastholder retten til bare at være Sofie på 16 og Emilie på 15

Fire dage efter dør Emilie!

Det sidste jeg husker fra deres fælles liv er samtalen mellem de to veninder.

Kræften er djævelsk og nådesløs. Emilie var bare 15 år. Hun holdt hele tiden fast på denne ret til at skubbe den fra sig for at kunne være – bare en almindelig pige på 15. Tilværelsens almindelige drama – det er det, der giver mening for de to – ikke tragedien, som nærmest er det modsatte af livets mening.

 

Som min veninde og selv kræft-behandlede Garbi Schmidt skriver på Facebook i går, i sin irritation over en journalist der endnu engang stiller spørgsmålet – denne gang til en kvinde, som mistede sin mand af kræft:

 

– Kan du ikke nikke genkendende til, at en livskrise kan være en gave?

 

Garbi, der til dagligt er professor på RUC og valgte at lægge hele sit sygdomsforløb frem på Facebook, svarer på sine og andre kræftramtes vegne:

 

– For at sige det som det er: Det (overvældende) meningsløse er og forbliver det meningsløse. Som andre ting i livet kan det forme og ændre, på godt – og på ondt. Det kan få en til at leve på trods. Men en gave – det bliver det aldrig.

 

God morgen Danmark

– særlig til smertebærerne.