Det ligner fuldstændigt slutfrekvensen i den forgangne uges nationale kerne-nedsmeltning.

SAS-reklamen, der fik DF-Søren til at udstede en fatwa over vores landsforræderiske luftfartsselskab. Vi er alle rejsende, der bringer verden med hjem. Men der er en grænse – og den er DANSK.

Ankomstterminalen.

Levende snapshots af kærlige hjemkomster og nye og kendte ansigter.

Jeg står sammen med en håndfuld taxi- og limousinechauffører bag det høje gelænder, med udfoldede navneskilte og venter på kunder til forudbestilte ture. Det er voyeuren få legitime minutter. Nysgerrighed og arbejde i symbiose. Jeg er ligefrem ansat til at få øjenkontakt med min kunde, – grundigt og søgende.

”We are travelers”. Vi er rejsende. Vi har verden med os, når vi vender hjem.

Mormor med tårer i øjnene, – det er Alt for længe siden.

Den høflige asiatiske bukken, selv om man kender hinanden. Den tækkelige, mellemøstlige kærlighed, hvor ægtefæller gemmer kyssene til hjemmefronten. Kvinden med det blågrå hår, der lader sig kysse på den velduftende kind. Det uforbederlige københavnske tungekys.

Jeg kører for rejseforsikringsselskabet og har det i Vinterferien som en transportbranchens bedemand. Det er tiden for skirejser, og der er kunder i afrevne korsbånd og brækkede ankler lige nu. Men ikke på denne tur, gætter jeg på kundernes navne. Om det er kurdisk, arabisk, tyrkisk, farsi – er ikke god nok til at skelne

Men fremmed, det er det, og bestilleren har angivet samtalesproget – engelsk!

Så møder jeg et par sorte kvindeøjne. Ikke i kørestol eller med gips – men lidt bleg om næbet med en nydelig sorthåret mand lige bag med en bagagevogn, der er proppet med tasker, som ligner starten på et permanent ophold.

Vi er ikke alene. Som med et fingerknips samler en hel familie sig om det unge par. Ældre, unge – i en dialog på et sprog, jeg ikke forstår.

Jeg har hele dagen tygget på raseriet over SAS-reklamen, fordi det eksploderer i radio og på tv.

Den virker ellers glat, bredt kommerciel, lyrisk og kærlig, både ydmyg og selvbevidst. – Men jeg ved jo godt, hvad det er, der trykker: Hovedbudskabet: Vores danskhed, vore traditioner, ja selv vores mad bygger på noget, vi har overtaget fra andre. Det er ok med romerske mønter i den danske muld. Men at rugmelet skulle komme fra Tyrkiet? Det budskab finder vi os fanneme ikke i. At store dele af vores egenart og forbrug bygger på lån og kreativt tyveri.

Og så er vi der igen.

Der er nogle, der vælter ind over vores grænser og tager danskheden fra os. Espersen er helt tydelig og præcis i sin nationalkonservatisme. Det handler ikke om at forsvare det nordiske, selv om SAS er skandinavisk. Det handler om en ulækker reklamefilm, ” … der spytter på alt, der er nægte norsk, ægte svensk og ægte dansk … ”  Rugbrød fra Danmark, Yes! Og her blander vi ikke kornsorterne.

Jeg trækker mine kunder og deres selskab med ud foran terminal 3. Ingen ødelagte korsbånd her. De unge er kommet akut til Danmark efter pludselig sygdom, som nu er under kontrol.

Jeg forstår stadig ikke deres indbyrdes sprog og må henholde mig til det engelsk på køreordren.

– Let me handle your luggage, please.

Hun skal ikke slæbe efter den dramatiske rejse.

Først fylder mændene taxien med kufferter – og nogle indkøb på rejsen puttes ind i farens bil. Han kigger på mig under vejs. Vagtsomt? Eller snarere skælmsk? Kunder og de øvrige, unge familiemedlemmer svarer mig på formfuldendt engelsk med en svag accent, der bare lige antyder en anden nationalitet end den britiske.

Jeg er selv erklæret globalist og dybt bekymret for tidens nationalistiske fetichisme fra Washington over Moskva til Kina. Og fra Ankara til København. Men alligevel kører min indre, nysgerrige harddisk med nogle spørgsmål. At bringe danskere det sidste stykke hjem fra en rejse, der ikke gik efter planen – det kan jeg forstå. Men gælder rejseforsikringer også herboende udlændinge? Eller ligefrem flygtninge?

– Please take a seat, Mrs. “Y”

Jeg åbner døren til Mercerens forsæde.

Den får hele armen I venlighed, og det er ok, ser jeg i øjnene på den unge kvinde, der aldersmæssigt kunne være min datter. En smule overbærende, er blikket i hendes øjne. – Men OK, hvis det er sådan, den gamle TAXAMAND vil have det.

Så er taxien pakket til bristepunktet. Og jeg har vist verden og mig selv, at her i landet tager vil god imod ”travelers”. Vi er jo selv travelers, indrømmer vi i videoen fra SAS. ”Travelers” – et ord, der på engelsk ikke bare betyder rejsende – men i en anden, forståelses-nuance: En slags sigøjnere. Nogle der hele tiden er på farten.

Så står han overfor mig, faren. En lille tæt mand af anden etnisk herkomst. Måske fra den anatolske slette? Eller Teheran. Jeg synes ikke, han lød rigtigt arabisk?

Han går lidt tættere på og må sådan helt fysisk tale OP til mig.

– Sig mig, kan du ikke tale rigtigt dansk, Taxamand, siger han med en let accent men med et sprog, der afslører at han har levet her i landet i mange årtier.

Hans blik er faderligt overbærende. Han har prøvet det igen og igen: Hvilken krigszone kommer du fra?

Jeg sætter mig ind i taxien til det unge par og en søster til kvinden, der har lagt mærke til farens pinlige afsløring af min forudindtagethed.

Familien stammer fra Afghanistan.

Nej, ikke flygtninge, – han kom hertil for at arbejde for årtier siden.

Hans børn er født i Danmark og er danske statsborgere.

Nej, de er ikke socialt udsatte på grund af deres etniske baggrund. Den unge kvinde på forsædet er blot en eksamen fra at afslutte medicinstudiet. Om lidt er hun læge – og om nogle måneder mor til barn nummer to. Søsteren på bagsædet er sygeplejerske.

– Om jeg er storesøster. Nej, jeg er den yngste og smukkeste, siger hun københavner-flabet og lyver sig otte år yngre med det flabet grin i ansigtet.

Og så er de travelers.

Altså i SAS-betydningen, – de kan lide at rejse.

Turen gik til Indien.

Og nu er de hjemme igen.

Hjemme i Danmark

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele Taxamandens rejseoplevelser.