Det lyder måske som lidt af et råd fra terapeuter:

” … Bare lad den komme, – dagen …”

Jeg er ikke terapeut, bare helvedes nysgerrig – og måske født under en heldig stjerne, når det handler om oplevelser. Nogle gange kommer de stille og roligt til mig, bare jeg slapper af i Mercerens lædersæde og venter på at ingenting sker

 

Dan Turèll, den fantastiske digter og mit store ord-forbillede – skulle have været taxichauffør. Han har jo skrevet det selv.

Jeg drømte måske om at være digter, det indrømme jeg i forordet til min bog.

Men én ting har jeg til fælles med onkel Danny: Jeg holder noget så forbandet af hverdagen – som han skriver i sit digt, – med digterens evne til at gøre det tilfældige – storladent:

… Jeg holder af hverdagen

Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera

Det skal til med alle sine efterladte slagger

Så meget usagt og tilnærmelsesvist vævende og hængende i luften bagefter Som en art psykiske tømmermænd Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere – Fint nok med fester! Al plads for euforien!

Lad de tusinde perler boble! Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen

Jeg er vild med den

Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen

Jeg holder stinkende meget af hverdagen.

 (uddrag)

 

 

– Det er sgu da løgn.

Jeg hopper ud af bilen på en af vejene i forstaden. Har fået en tur til skadestuen på det lokale sygehus. Og der står hun så, smukke Katja! En smilende, feminin og skarp natur, som jeg mødte i en helt, helt anden rolle end dette scenarie: Den gråsprængte taxichauffør versus radiojournalisten og dokumentaristen – bl.a. på film. Jeg var chef for hende en kort periode, da DR-systemet kortvarigt gjorde mig til ”menneskechef” (jeg hader det ord!) – på min fødeø. Jeg ansatte hende til et job, hvor hun sammen med hele holdet skulle lave regional radio på alle platforme. Den ene dag radio, den næste tv – og hele tiden noget på nettet.

Anledningen til vores møde er for vildt. Hun skulle tage et billede til Instagram af nogle åkander. Damen træder helt forkert og nu mener hendes læge, at foden er brækket. Hun skal akut på skadestuen. Vi kan ikke lade være med at smile. Der var god kemi mellem chefen og medarbejderen – og det er der stadigvæk. Også hendes liv har forandret sig. Hun har bevidst fået mere ro på – og det var nødvendigt. Dels fordi hun reelt var ramt af stress. Og dels fordi hun ”kort før lukketid” – mødte den rette mand og fik datteren, som jeg har fulgt i billeder på Facebook. En vidunderlig prinsesse

Hun smiler og humper, mens hun vinker farvel

Vi griner og snakker hektisk for at nå det hele på den korte tur til skadestuen. Det nåede vi selvfølgelig ikke og måtte lave en ny aftale, nu hvor hun har krænget det usunde karriereræs af sig og jeg – ja vel stort set har gjort det samme.

Hun smiler og humper, mens hun vinker farvel.

 

Det er sjældent at jeg bliver overhalet indenom af en el-scooter. Men sådan er det med Steen, som jeg efterhånden har mødt flere gange – og skrevet om på bloggen og i min klumme i Ekstrabladet. Han er en af mine ”oplevelser”, som kender Taxamanden og min skrivekløe – og som har min signerede bog stående derhjemme på værelset i den beskyttede bolig.

Han er stolt af at kende mig – og jeg er stolt af at kende ham. Han er nordjyde og jeg er bornholmer – og en ting har vi de to etniske grupper til fælles: Vi kan vel ikke påstå, at vi er bedre end andre mennesker.

 

– Men det er godt nok tæt på, siger vi begge og griner.

 

Det er ham der genkender mig. Trods spruttens angreb på hjernen, trykker han gashåndtaget i bund og når mig inden jeg når krydset

Steen har været hård ved sig selv. Rigtig, rigtig hård. Opvokset som adoptivbarn i en præstefamilier, der i virkeligheden var skuffet over hans manglende intellektualitet. Han blev ansat i marinen og drak med tiden alt for megen alkohol. Nu tager systemet vare på ham. Alkoholen har givet ham en hjerneskade og  hans tidligere, ekstreme frobrug af tobak har givet ham en solid KOL-sygdom. Derfor må manden, der blot er først i 50’erne, bevæge sig rundt på sin el-scooter. At gå bare få hundrede meter kræver al for megen luft.

Der er ikke for meget sagt, at han er en af de rareste mennesker, jeg har mødt.

Det er ham der genkender mig. Trods spruttens angreb på hjernen, trykker han gashåndtaget i bund og når mig inden jeg når krydset.

 

– Jeg har fulgt dit råd, siger han og viser sin el-cigaret frem. Nul smøger bare den her! Og så har jeg holdt mig fra druk siden du mødte mig første gang.

 

Dengang var jeg noget sur på ham. Han sendte mig ud i byen på en umulig opgave kl. 8,30 om morgenen. Jeg skulle finde en grillkylling midt i Shawarma- og Sushi-land. Det tog evigheder og blev den dyreste grillkylling i hans liv. Han var stinkende beruset og var endnu engang ved at drikke sig ihjel på en  druktur, der bare ikke ville stoppe.

Med personalets hjælp BLEV han stoppet. Han var ”clean”, da jeg mødte ham anden gang og vi havde den hyggeligste indkøbstur. Han havde fået en bunke penge udbetalt, og nu handlede det om at få købt det hamrende dyre ur, han har ønsket sig hele livet.

Den tur glemmer ingen af os -. Og jeg vovede at fortælle ham, at jeg faktisk havde mødt ham tidligere – mens han var ved at drikke hjernen ud. Jeg blev SÅ flov, da jeg så hvor flov han blev. Men i virkeligheden blev det starten på en slags venskab, hvor livets sorteste sider også kan italesættes.

– Du ved, der er altid kaffe på kanden, siger han og de to storby-bønder smiler farvel til hinanden.

 

Den ældre frue kender jeg på duften. Jeg ved ikke, hvad det er for en slags eau de parfume, – men hun dufter fantastisk. Og jeg genkender både hende og duften. Hun kender ikke mig, men dagen i dag er heller ikke ret sjov. Hun skal indlægges, fordi hun har vejrtrækningsproblemer. Hun er først og sidst en lady – formentlig tæt på de firs – der har overskud. Hun beder mig vente, så hun kan få hængt vasketøjet op og ordnet, når hun ikke er hjemme de næste dage.

Jeg husker hende på noget ganske særligt: En tatovering af et bogstav på hendes højre ankel! En kærligheds- og fødselsdagsgave fra en af de elskede børnebørn på hendes – min kundes 70-års fødselsdag. Hun er stolt af den og viser den igen frem trods hendes noget sløje tilstand.

 

Også i dag bliver hun et lyspunkt i min hverdag.

Hun forsøger at beroliger sin søn i mobiltelefonen. Omsorgsfuld mor – bekymret søn. En af livets grundlæggende dramaturgier. Da han bliver ved med sin bekymring, bliver hun lidt stram og beder sønnike tage det roligt – og bruger ”min skat” gentagende gange. Og så slår den aldrende kvindes indre, unge kvinde igennem. Endnu engang tager hun fusen på mig – denne gang med et ret ungdommeligt sprogbrug.

 

– Tag det bare roligt skat, siger hun til sønnen. Jeg er i gode hænder Jeg er på vej til skadestuen i en taxi. Jeg er ude de køre med en pisse-sød chauffør!

 

God morgen Danmark.

– Jeg tror det bliver en skide god dag!