Han ser virkeligt ud til at have det skidt, men jeg har lært at styre mine forud indtagelser efter et par rigtigt dumme fejltagelser.

– Som dengang jeg henkastet kommenterede en kundes småhalten, og så viste det sig at være en kronisk, alvorlig sygdom.

– Som dengang jeg kærlig udbrød noget om en kvindelig kundes kommende, glædelige begivenhed, og det så miste sig at være et ganske almindeligt udtryk for topmave.

Så, ja, jeg har meget mod min medfødte natur lært at holde min kæft.

Også denne tidlige morgen, hvor en ung mand venter på mig for lejligheden i det pæne, københavnske brokvarter. Han står der i sit trendy, grå jakkesæt med den sorte arbejdsmappe. Meget ung, synes jeg, men det viser sig, at selv om han blot er sidst i tyverne har an allerede arbejdet tre år som ingeniør i et internationalt konsulentfirma. Eller rettere i to firmaer. For han er en gut, der har styr på karrieren. Og med sine særlige kompetence inden for komplicerede strategier og produktionsprocesser, er der ”run” på hans kunnen. Så for et halvt år siden skiftede han til det nye firma, der headhuntede ham i konkurrence med flere.

Ambitiøs, ja. En næsten forfængelig lyst til at udlægge en linje og forfølge sine mål.Men lige nu halter han, så han nærmest må slæbe sig de få meter hen til den ene bagdør på vogn 2282 – den sølvfarvede Mercer med den grønne logo.

Jeg springer ud af vognen og styrter hen for at holde døren, som han når at åbne inden. Hanh kaster den sorte mappe ind i bilen og lader sig falde ned i lædersædet, mens han stønner højlydt. Men bege hænder løfter han først det ene ben – og så det andet ind over panelet i bunden af døråbningen. På grund af smerterne og hans pinefulde lyde, tør jeg slet ikke røre ved den værkbrudne, unge forretningsmand. Og jeg skal ikke have spurt om noget og indskrive endnu en pinlig episode i mit liv, hvor jeg fejldiagnosticerer et menneskes lidelser.

Han hvisler stikordet ud mellem tænderne.

Hører det ikke præcist fra hans lidende læber og kommer bare med et lidt dumt:

 – Hva’bar?

 – Marathon, sukker han. Jeg har løbet min første Marathon!

 

Han kigger på mig som ville øjnene bare sige – undskyld. Men jeg agter ikke at give ham morgenens anden skideballe. Den første har han netop fået denne morgen – dagen derpå – af sin kæreste, der ikke anede en pind om projektet, indtil hun fik ham hjem i denne misserable tilstand.

 

Han elsker at dyrke motion, han elsker konkurrence – og han løber flere gange ugentligt – men på langt kortere distancer. Aldrig på de fatale 42,195 kilometer, som i weekenden sled han helt ned til sokkeholderne og hvor han måtte gennemføre de sidste kilometer på den berømte blanding af ambitioner, stædighed – og så en skide pace-løber, som med lette, fjedrende løbe-hop gennemførte løbet med en ballon i hånden. En fire-timers-ballon, som indikerede en gennemførelsestid på fire timer. De der kom ind før ham, havde gennemført løbet på under fire timer. – Den efter ham var således udnævnte til nogle langsomme tabere.

Sådan er vilkårene i erhvervslivet. Selv synes jeg at mentaliteten svarer til tankesættet blandt vagterne i en KZ lejr.

Hans øjne kigger ind i mine via bakspejlet i en underlig blanding af flovhed og stolthed

Min kunde kvikker op i takt med, at hans krop slapper mere og mere af i de parformede sæder.

– Jeg siger dig. Den skide ballon-løber er skyld i at jeg gennemførte. Det lyder måske lidt primitivt. Men jeg ville hellere falde bevidstløst sammen på ruten end at komme ind senere end ham.

Jeg ville gennemføre. Og det skulle være på en kortere løbetid end de fire kilometer. Sådan var det bare. Sådan er det bare.

Hans øjne kigger ind i mine via bakspejlet i en underlig blanding af flovhed og stolthed.

 

Som sagt er min kunde til sund, fysisk udøvelse og ikke mindste konkurrence. Og det var såmænd hans seneste chef, der tændte præstationsflammen i hans bryst. Ligesom den, der brændte i Phidippedes, da han i år 490 før Kristi fødsel blev sendt af sted fra Marathon sletten, hvor grækerne havde nakket perserne. Han løb de forbandede godt 42 kilometer ind til det bekvemme aristokrati inde i Athen by for at fortælle, at sejren var hjemme.

 

– Vi vandt, stønnede Phidippedes.

Og så faldt verdens første marathonløber død om.

 

Min kunde i taxaen er levende – altså bort set fra de smertefulde bevægelser, der får ham til at ligne en olding i livets allersidste fase.

 

 Kom nu, Kom nu – kom nu Mik, råbte de. Det var for vildt

– Jeg ved jo godt, at det er for sindssygt det her. Godt nok løber jeg. Men midt speciale er 10 kilometer distancen. Så var det bare min chef spurgte, om jeg var frisk til min første Marathon. Bare en måneds tid inden han selv skulle deltage i Liverpool Marathon 2015. Jeg øvede og øvede og var oppe på at kunne løbe 20 kilometer. Men I Liverpool løb jeg for første gang de godt 42 kilometer.

 

– Vi var til møde i organisationen i London – og så tog vi lige weekenden i Liverpool. Det var helt fantastisk. Hele vejen på ruten var der musik fra alle mulige forskellige bands. De spillede og sang og var med til at bringe os gennem ruten. Og den var ikke så nem. For der var et par alvorlige stigninger under vejs. Det gik OK den længste del af turen. Men 8 kilometer før mål, løb jeg ind i en krise. – Det var mit ene knæ, der gjorde mere og mere ondt. Jeg blev mere og mere smadret og kunne næsten ikke klare det. Men jeg VILLE. fandengaleme, jeg ville. Jeg havde ikke gennemført uden min stædighed, musikken fra de mange bands. Jeg havde min FCK-trøje på og havde skrevet min navn uden på.

– Kom nu, Kom nu – kom nu Mik, råbte de. Det var for vildt. Uden dem ingen gennemførsel. Jo, og så lige ham der 4-kilometer-manden med ballonen. Jeg gennemførte på 3 timer, 59 minutter – og 50 sekunder!

 

Kæresten anede intet. Han havde intet fortalt om sin Marathon-projekt. Så nu skal der lappes på hjemmefronten. Og på knæet, der ikke har det for godt. Nu afløses hans flove blik af vemodig ydmyghed

 

– Det siger jeg dig. Jeg skal ikke ud at løbe for alvor det næste halve år.