Solen skinnede så smukt på den bornholmske nordkyst under folkemødet.
Også i overført betydning. Jeg var inviteret med som ”natmand” af vognmand Henrik fra Dantaxi i Slagelse. Fik dispensation af mit eget selskab 4×48 i Hovedstaden og fik fire dages skoling i respekt for det danske demokrati og folkestyre. Masser af diskussioner ved Folkemødet – og for mit vedkommende også i den gule Volvo, som var mit arbejdssted i de fire dage.
Jeg tog mig selv i at bekende kulør – og at folk, kunderne gjorde det samme. Kørte flere gange med unge fra Liberal Alliances Ungdom. De fleste af dem havde deres første, politiske sympati for De Konservative – men har fundet dynamikken i det fremadstormende borgerlige parti. Jeg kunne bede dem sende et kram videre til folketingsmedlem Mette Bock, som er et menneske, jeg sætter stor pris på. Vi er rundet af den grundtvigske folkelighed og deler en aktiv interesse for folkekirken.
Om vi er politisk enige?
Svaret er ret ubetinget NEJ. Hun er parlamentariker for liberalismens nye politiske samlingspunkt – LA. Jeg er ikke socialist men betragter mig selv som en slags venstreorienteret. Hun ønsker en tydelig reduktion af staten og ønsker at ”civilsamfundet” tager over. Jeg ønsker en videre-udvikling af velfærdssamfundet om fornødent oggså uden nulvækst i det offentlige.
Vi er uenige.
Men det er da lige meget – i den forstand, at vi begge er rundet af en politisk kultur, der har sin styrke i at omsætte revolter til debat og dialog.
Modbilledet er konflikterne og perfiditeterne i det offentlige rum. Eller endnu værre: volden lige uden for døren. Den hang også i havluften over klippeøen. En hollandsk højrefløjs-nationalist satte klippeøen på den anden ende. En slikket nazi-yngling fra det såkaldte Danskernes Parti fik mindre opmærksomhed. Det er 70 år siden vi tog afsked med den rendyrkede nazi-racisme, og kun få danskere under og efter krigen hoppede på den der med racernes rendyrkning og separering fra hinanden. Fra det spidsborgerlige samfund på klippeøen til de røde, hørte jeg hele vejen igennem det samme budskab: Overse, luk ørerne – glem det: De skal usynliggøres. Selvfølelig må de ytre sig. I et demokrati må også idioterne ytre sig. Men de skal ikke profilere og markedsføre sig på os og vores politiske festival var budskabet fra højre til venstre.
Tilbage til den særlige stemning ved Folkemødet. Man kunne kalde det en slags workshop i demokrati. Organisationer, lobbyister, embedsmænd – og politikere havde lagt sig i selen for at sætte forståeligheden i fokus. – Noget med at få tal og strategier helt ud til folket. Der blev sågar grinet – også når folk blev sat til noget så usexet som at tænke på en ny fordeling af finanslovens poster. Intet er principielt umuligt i folkets styre. Vi kan vælge at gå en helt anden vej. Der er plads til de store ord og et tro på de gode hensigter. For selv en små-venstreorienteret taxamand kan se, at der er noget fascinerende og sandt i de liberales ønske om mindre kontrol og mere personlig frihed. Hvor langt kan vi egentlig være solidariske af frivillighedens vej. Det er sgu da også interessant for selv den mest fuldautomatiske socialdemokrat?
Vi flytter os, når vi mødes i det private ”rum”.
Men hvorfor bliver vi afstumpede i det offentlige.
Jeg er kommet tilbage til den højaktuelle virkelighed. Charterrejsen til drømmen om folkets styre er overstået.
Virkeligheden er indtrådt.
– Vi er godt nok ikke vante til de mange billeder af politikerne. Det ligner jo en amerikansk valgkamp, siger tre norske forretningsfolk, mens vi iler gennem trafikken og forbi plakaterne på vej mod lufthavnen.
Men reaktionen er indimellem afstumpet og sexistisk på det Facebook, som når ud til næsten alle.
De er sådan set lidt fascinerede af den danske ”personlighed” i politik. Men de forstår ikke nødvendigheden af alle disse budskaber i pap – fra Mads Holger, der er fotograferet så meget i modlys, at tænksomheden er forvandlet til et akut behov for solbriller. Eller Helle Thorning, der har fået så meget ”silkefilter”, at hun hele tiden fremstår som naboens søøøøde svigerdatter. Så grundlægende foretrækker de deres egen tradition for at sætte fokus på partier frem for fokus på enkeltpartier.
Selv får jeg virkeligt nok af den danske ”personlighed”, da jeg surfer på Facebook. Jeg ser reaktionen på valgklampens sidste døgn, hvor socialdemokraterne fyrer formuer af på at sende borgmestrene i byen og statsministeren skriver direkte ud til over til over en million vælgere. Synes egentlig heller ikke det er særligt originalt, selv om jeg er enig i hovedbudskabet.
Men reaktionen er indimellem afstumpet og sexistisk på det Facebook, som når ud til næsten alle.
Eksempelvis krevet af en mand på knap 30. En hyggelig familiefar, der leger med ungerne på de familiebilleder, han selv har lagt ud på sin profil
Han skriver:
” … Vi har i dag modtaget brev fra den største skøge, der endnu er set i Danmark. Det ryger lige direkte i skraldespanden. Magen til inkompetent lystløgner skal man lede længe efter …”
Statsministeren er en luder. Og hun er fuld af løgn.
Budskabet fra en borer, der lige om lidt skal lære sine unger at opføre sig ordentligt
I hans bagland er der masser af sympati for det LA, jeg selv talte pænt om for lidt siden.
– Det er lige fedt, siger min radioveninde. Hun har svært ved at se forskellene på en rød regering, der solgte Dong til underpris og en blå regering, der bryster sig af, hvor mange offentligt ansatte, de kan holde beskæftigede.
– Tager jeg fejl eller er valgkampen denne gang præget af uhørte personangreb, spørger min ven, udenrigskorrespondenten, der arbejder i det nok så uhæmmede USA.
Men her i taxien opfører vi os ordentligt. Måske fordi vi er tvunget til at være så fysisk tæt på hinanden. Måske fordi de har ret, de forskere som i disse dage konkluderer, at den offentlige valgkamps tone i sig selv skaber lede mod politik mod ledere.
Tæt på hinanden udholder vi ikke den medieskabte valgkamp.
To kunder har taget den politiske konsekvens af deres ubehag ved valgkampen.
Den slags var aldrig gået i den medieskabte virkelighed
Den ene, der stemmer konservativt i lokalpolitik, meddelte sin lokale borgmester, da de traf hinanden forleden, at han stemmer rødt, fordi de konservative ukritisk anbefaler en statsminister, som ikke er den rette profil til jobbet.
Den anden har stemt borgerligt hele sit liv – gennem valgkampe i mere end 25 år. Lokalt, nationalt og til EU. Hun har firma i to europæiske lande og vedstår i ”præsidentvalgets” ånd – at hun stemmer på Helle.
Hvis nu de to er et udtryk for en tendens i gruppen af dem, der træffer deres beslutning i sidste øjeblik, venter der en overraskelse. At Statsministeren kan fortsætte på bagrund den sidsteopbakning fra solidt borgerlige vælgere.
Den slags var aldrig gået i den medieskabte virkelighed.
Til helvede med politik i det offentlige rum
Solen skinnede så smukt på den bornholmske nordkyst under folkemødet.
Også i overført betydning. Jeg var inviteret med som ”natmand” af vognmand Henrik fra Dantaxi i Slagelse. Fik dispensation af mit eget selskab 4×48 i Hovedstaden og fik fire dages skoling i respekt for det danske demokrati og folkestyre. Masser af diskussioner ved Folkemødet – og for mit vedkommende også i den gule Volvo, som var mit arbejdssted i de fire dage.
Jeg tog mig selv i at bekende kulør – og at folk, kunderne gjorde det samme. Kørte flere gange med unge fra Liberal Alliances Ungdom. De fleste af dem havde deres første, politiske sympati for De Konservative – men har fundet dynamikken i det fremadstormende borgerlige parti. Jeg kunne bede dem sende et kram videre til folketingsmedlem Mette Bock, som er et menneske, jeg sætter stor pris på. Vi er rundet af den grundtvigske folkelighed og deler en aktiv interesse for folkekirken.
Om vi er politisk enige?
Svaret er ret ubetinget NEJ. Hun er parlamentariker for liberalismens nye politiske samlingspunkt – LA. Jeg er ikke socialist men betragter mig selv som en slags venstreorienteret. Hun ønsker en tydelig reduktion af staten og ønsker at ”civilsamfundet” tager over. Jeg ønsker en videre-udvikling af velfærdssamfundet om fornødent oggså uden nulvækst i det offentlige.
Vi er uenige.
Men det er da lige meget – i den forstand, at vi begge er rundet af en politisk kultur, der har sin styrke i at omsætte revolter til debat og dialog.
Modbilledet er konflikterne og perfiditeterne i det offentlige rum. Eller endnu værre: volden lige uden for døren. Den hang også i havluften over klippeøen. En hollandsk højrefløjs-nationalist satte klippeøen på den anden ende. En slikket nazi-yngling fra det såkaldte Danskernes Parti fik mindre opmærksomhed. Det er 70 år siden vi tog afsked med den rendyrkede nazi-racisme, og kun få danskere under og efter krigen hoppede på den der med racernes rendyrkning og separering fra hinanden. Fra det spidsborgerlige samfund på klippeøen til de røde, hørte jeg hele vejen igennem det samme budskab: Overse, luk ørerne – glem det: De skal usynliggøres. Selvfølelig må de ytre sig. I et demokrati må også idioterne ytre sig. Men de skal ikke profilere og markedsføre sig på os og vores politiske festival var budskabet fra højre til venstre.
Tilbage til den særlige stemning ved Folkemødet. Man kunne kalde det en slags workshop i demokrati. Organisationer, lobbyister, embedsmænd – og politikere havde lagt sig i selen for at sætte forståeligheden i fokus. – Noget med at få tal og strategier helt ud til folket. Der blev sågar grinet – også når folk blev sat til noget så usexet som at tænke på en ny fordeling af finanslovens poster. Intet er principielt umuligt i folkets styre. Vi kan vælge at gå en helt anden vej. Der er plads til de store ord og et tro på de gode hensigter. For selv en små-venstreorienteret taxamand kan se, at der er noget fascinerende og sandt i de liberales ønske om mindre kontrol og mere personlig frihed. Hvor langt kan vi egentlig være solidariske af frivillighedens vej. Det er sgu da også interessant for selv den mest fuldautomatiske socialdemokrat?
Vi flytter os, når vi mødes i det private ”rum”.
Men hvorfor bliver vi afstumpede i det offentlige.
Jeg er kommet tilbage til den højaktuelle virkelighed. Charterrejsen til drømmen om folkets styre er overstået.
Virkeligheden er indtrådt.
– Vi er godt nok ikke vante til de mange billeder af politikerne. Det ligner jo en amerikansk valgkamp, siger tre norske forretningsfolk, mens vi iler gennem trafikken og forbi plakaterne på vej mod lufthavnen.
Selv får jeg virkeligt nok af den danske ”personlighed”, da jeg surfer på Facebook. Jeg ser reaktionen på valgklampens sidste døgn, hvor socialdemokraterne fyrer formuer af på at sende borgmestrene i byen og statsministeren skriver direkte ud til over til over en million vælgere. Synes egentlig heller ikke det er særligt originalt, selv om jeg er enig i hovedbudskabet.
Men reaktionen er indimellem afstumpet og sexistisk på det Facebook, som når ud til næsten alle.
Eksempelvis krevet af en mand på knap 30. En hyggelig familiefar, der leger med ungerne på de familiebilleder, han selv har lagt ud på sin profil
Han skriver:
” … Vi har i dag modtaget brev fra den største skøge, der endnu er set i Danmark. Det ryger lige direkte i skraldespanden. Magen til inkompetent lystløgner skal man lede længe efter …”
Statsministeren er en luder. Og hun er fuld af løgn.
Budskabet fra en borer, der lige om lidt skal lære sine unger at opføre sig ordentligt
I hans bagland er der masser af sympati for det LA, jeg selv talte pænt om for lidt siden.
– Det er lige fedt, siger min radioveninde. Hun har svært ved at se forskellene på en rød regering, der solgte Dong til underpris og en blå regering, der bryster sig af, hvor mange offentligt ansatte, de kan holde beskæftigede.
– Tager jeg fejl eller er valgkampen denne gang præget af uhørte personangreb, spørger min ven, udenrigskorrespondenten, der arbejder i det nok så uhæmmede USA.
Men her i taxien opfører vi os ordentligt. Måske fordi vi er tvunget til at være så fysisk tæt på hinanden. Måske fordi de har ret, de forskere som i disse dage konkluderer, at den offentlige valgkamps tone i sig selv skaber lede mod politik mod ledere.
Tæt på hinanden udholder vi ikke den medieskabte valgkamp.
To kunder har taget den politiske konsekvens af deres ubehag ved valgkampen.
Den anden har stemt borgerligt hele sit liv – gennem valgkampe i mere end 25 år. Lokalt, nationalt og til EU. Hun har firma i to europæiske lande og vedstår i ”præsidentvalgets” ånd – at hun stemmer på Helle.
Hvis nu de to er et udtryk for en tendens i gruppen af dem, der træffer deres beslutning i sidste øjeblik, venter der en overraskelse. At Statsministeren kan fortsætte på bagrund den sidsteopbakning fra solidt borgerlige vælgere.
Den slags var aldrig gået i den medieskabte virkelighed.
Taxamand
Next ArticleGiv et kram mod kræften