Godt nytår!

Nu starter Taxamandens univers igen efter en decemberpause, når det handler om indlæggene fra min taxikørsel.

 

Min plan er at fortsætte i sporet fra 2015.

 

• Mandag bringer jeg en af mine klummer fra Ekstrabladet
• Tirsdag en eksklusiv beretning fra 2282
• Onsdag mit blogindlæg i avisen.dk
• Torsdag eksklusivt igen-
• Fredag den ugentlige Videohilsen

 

Derudover holder jeg foredrag over hele landet, ligesom jeg af og til er oplægsholder om innovation og den nye medieverden i meget forskellige virksomheder.

Jeg kan kontaktes via oplysningerne her på siden-

Men allerførst en historie fra taxiens intime univers

 

 

 

 

Et ”god morgen” – og så et suk.

Lid trivielt, måske, men hvordan skal man ellers starte dagen, når klokken er omkring 4 og man burde lægge helt tæt med den smukke derhjemme. Det er kunden der sukker – jeg har et par timers forspring og gør klar til at scanne kundens behov. Og disse ukristeligt tidlige morgener er behovet som oftest stilhed. Mest radikalt for et par morgener siden, hvor en udenlandsk kunde satte ørepropper i og ”søvnmasken” fra flyet ind over øjnene. Jeg kiggede i spejlet og grinede indvendigt. Bort set fra habitten, lignede jeg en, der var ude at køre med Batman.

Nu kigger jeg i bakspejlet og morgenens kunde hverken sover eller har åbnet mobilkontoret med smartphone og tablet, som er det almindeligste. Han kigger ud over Øresund – vel nærmest lidt vemodigt – mens Merceren er på cruise ind og ud ad Strandvejen.

Så begynder han at snakke. Uvidende kvinder og nervøse mandfolk tror ikke, at mænd kan tale følelser med hinanden. Taxamanden kan bekræfte, at det er noget fordomsfuldt sludder. Vi tager en hurtig tur rundt om almindelighederne og stopper op ved overgangstiden, hvor børnene er halvstore og ægteskabet kører lige vel meget på autopilot. Kunden holder en pause. Først fanger han mine øjne i bakspejlet. En nærværende tilfældighed. Han sukker en gang til og kigger ud over vandet igen, hvor den røde sol hænger smukt over svenskekysten

– Lige nu oplever jeg det hele som en af de der socialrealistiske, britiske film, hvor den daglige trummerum med et fingerknips forvandles til et drama. Det er en måneds tid siden. Min kone var vågen og lå og kiggede op i loftet – sagde bare: ”… Jeg vil ikke mere!”

Det var li’som indgangsreplikken til en fuldstændig venden op og ned på vores liv. Vi er jo standard-udgaven af den pæne middelstand, hvor konen arbejder og hvor jeg arbejder rigtigt meget. Det er nødvendigt, hvis vi vil have den velfærd, som vi har nu. Man lever sådan lidt på forventet efterbevilling. Lige om lidt, til sommer, -næste år – måske om et par år, bliver det hele måske lidt sjovere. Og så kommer det der meget beslutsomme: – Jeg vil ikke mere!

 

… for 20 år siden, da det var mig, der lå der, kiggede op i loftet – og ikke ville mere.

Han stopper lidt op og få nogle sekunders skrubler. Det er måske også lidt underligt at tage privatlivet op nu. Jeg løfter skuldrene og siger ”næh, ikke for min skyld”. Fortæller lidt om mine tanker for 20 år siden, da det var mig, der lå der, kiggede op i loftet – og ikke ville mere.

Så fortætter han mere trygt;

 

– Det mærkeligste var, at min reaktion var helt anderledes, end jeg forestillede mig. Jeg troede, jeg ville blive rasende. At jeg ville råbe og smadre porcelæn. At jeg i hvert fald ville gennemforhøre hende om, hvad det var for et saftigt sidespring hun var ude i nu.

 

Sådan bliver det ikke. Måske fordi han kan mærke, at han heller ikke selv lever det liv, han virkeligt har lyst til. Han beslutter sig for at være rolig og siger det til hende: At hendes problem også er hans. Familien arbejder vildt i forvejen, så ungerne har faktisk ikke opdaget, at de reelt oftest er ude af huset, når ægtefælden er hjemme. Og så mødes de af og til og taler sammen, som de ikke har gjort det i mange år. Man mener ikke, at der er en ”anden”. Men han går faktisk ikke så meget op i det, for det er deres liv sammen, der er det vigtigste. Så går de ind i lange snakker om deres drømme fremover om stress og arbejde og praktisk livsførelse, som fylder alt for meget i deres liv. De samtaler har de heller ikke haft før

 

– Det lyder både absurd og lidt pinligt, men det er mange år siden, at vi har haft det så god med hinanden som nu.

 

Han smiler til mig i bakspejlet og ryster lidt på hovedet af sig selv og åbenheden, tror jeg.

 

Lige nu vader vi rundt i tvivlen

 

– Det er godt og fint, men vi er jo også kattene, der sniger sig rundt og rundt igen om den varme grød. Lige nu vader vi rundt i tvivlen. Konen vil gerne en helt anden vej – og så vil hun ikke alligevel. Og så er jeg på vej ind i min egen sværeste fase. Jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg selv er helt sikker på, om jeg selv vil det her. Jeg trækker svaret i langdrag.

 

Jakkemændene ved terminal 3 trækker søvnigt kabinekufferterne henover taxapladsen. Lidt mod sædvaner giver jeg hånd til kunden og mumler et eller andet om ”held og lykke”.

Så svært.

Og så uendeligt trivielt.

 

God dag, Danmark

– vil du mere?