Jeg synes virkelig ikke, at jeg er nogen ”starfucker”.

For det første vil jeg meget nødigt ind under den officielle betydning af begrebet, som jeg slog det op i den danske ordbog:

” …- person der har eller prøver at få et seksuelt forhold til en kendt person for derved selv at blive kendt eller rig … ”.

Jeg tænder virkelig ikke erotisk på berømthederne eller deres status. Selv når det kommer til Bette Midler, ville jeg allerhelst møde hende tilfældigt på en café i downtown New York, mens vi sad ved bardisken. Hun skulle blot rejse sig, række indover mig, tæt på med sin smukke barm for at nå bægeret  , og sige:

—  ”Can I have a toothpick, please ..”.

Alt rigeligt – Hellere det end at blive opstemt over at skrige min grænseløse beundring til hende fra første række i en eller anden overfyldt koncertsal.

For det andet, synes jeg, at jeg har dokumenteret min uimponerethed gennem mødet med de kendte, -altså på det niveau, som jeg har kunnet præstere.

Jeg så ham, Poul McCartney nær Time Square i New York og ville tage et hurtigt snapshot af ham med sin seneste kone. Han vinkede mig af for at kunne gå i fred. Sorry, sagde jeg og sænkede mobilen, inden den var blevet udløst. Så smilede han til mig for min høflighed. Vi ta’r hensyn til hinanden, Poul og jeg.

Jeg har virkeligt festet med landets kendteste mediepersonligheder. Jeg drukket bajere til styrte-grænsen med Jørn Hjorting. Jeg har småsludret med Per Pallesen til en privat fest. Og hvis sandheden skal frem efter snart 30 årtier, så har jeg faktisk drukket dyr taxfree Cognac i badekarret hos en ministerdatter.

Jeg er cool, jeg er taxamanden, – and that’s fucking it!

Og så tillod han sig at gennemkysse min lillesøster, og det har jeg aldrig tilgivet ham.

Sådan havde jeg det også i går, da jeg mødte to berømtheder i den danske førstedivision. Min tavshedspligt forbyder mig at komme det meget tættere på. Men jeg mødte altså den kendte ministerfrue og den gennem årtier kendte tv-journalist og studievært, der splejsede til en taxi ind til byen. Hende havde jeg aldrig mødt før men hun var en rar kvinde af folket. Ham kender jeg fra fortiden – helt tilbage til ungdommen på klippeskæret i Østersøen, hvor manden startede sin journalistiske karriere. Og så tillod han sig at gennemkysse min lillesøster, og det har jeg aldrig tilgivet ham.

Spillemand.

Fandens til bandit.

Det synes jeg også nu, hvor han – selv om han faktisk er ældre end mig – gir den på racercykel rundt i ind-og udland og har den der skide, trænede krop, som jeg ikke kan matche. Slank og hurtig og med trænede lårmuskler. I min smålige misundelse håber jeg på, at hele denne fitness-skønbillede bare er bedrag og Botox.

Så jeg var ret cool, da jeg åbnede dørene til den sølvfarvede Mercer med det grønne logo.

Jeg er jo bare taxamanden og vi er alle bare mennesker.

Men jeg kunne næsten ikke bære, da ham studieværten og journalisten drillede mig:

– Der gik du sgu glip af noget, Grunwald!

– Glip af?

– Ja, hvis du var kommet som den første taxi – ikke som den anden – havde du fået en fornem kunde i bilen.

 

 

Jeg kiggede spørgende i bakspejlet og fik svaret prompte:

– Kris Kristofferson!

Det slog mig nærmest ud.

For jeg læser jo også Tabloidaviser og ugeblade og ved, han er i byen.

Jeg ved, at ham der skrev ”Me and Bobby McGee” til Janis Joplin. Det var ham der spillede ”Rubberduck” i den amerikanske roadmovie fra 70’erne, Convoy. Ham med det let arrede ansigt og de dybtliggende øjne. Ham der forlod en militærkarriere som Kaptajn og helikopterpilot (han blev tilbudt at undervise i engelsk på verdens mest kendte militærakademi, Westpoint) – Men sagde nej, selv om hans far var topofficer i det amerikanske luftvåben. Ham der i stedet valgte friheden og country-musikken …

Kris Kristoffersen er på turné. Og jeg kunne være den taxichauffør, der fik lov til at køre med en af de helt store hippie-forfædre

– Fandens også, tænkte jeg uhørligt, mens jeg kiggede til bagsædepassagererne – ministerfruen og studieværten i vogn 2282.

– Nå, men det er da en ære at køre med jer.

Studieværten grinede jysk og kunne se, at jeg løj.

Han, der havde plantet misundelsens frø i mig.

Drømmen om at møde Kris Kristofferson man-to-man. Ham, der også blev filmskuespiller. Ham der spillede sammen med Ali MacGraw i truckerfilmen Convoy. Vist nok en kunstnerisk lorte-film, sådan set fra parnasset. En film om det amerikanske chaufførproletariatet i deres gigantiske MAC trucks – anført af Kris ”Rubberduck” Kristoffersen. De tager kampen op mod ærkefjenderne i det halvfascistiske færdselspoliti og kører i protest mod chikane og latterlig fartkontrol, gennem de amerikanske ørkenstater. I Konvoj, ja. Indtil Rubberduck ofrer sig i et inferno af en eksploderende tankvogn. Brændende, udover broens kant og ned til sin våde grav i floden.

Eller er det hans endeligt?

Det fortoner sig i New Mexicos ørkensand.

 

Og nu er Kris Kristofferson ”on the road again”, som Willie Nelson synger det.

På landevejen med sin musik.

I en alder af blot 80 år!

Det er SÅ fedt!

Og så kunne jeg have kørt med ham.

Det er næsten ikke til at bære.

 

Jeg har sat mine kendte gæster af i det indre København.

Der er ikke noget musik i radioen, som jeg gider lytte til.

Her er ikke noget ørkensand men bare lidt støv fra Metro-byggeriet.

Ingen Ali MacGraw – min egen babe tager sig af børnehaveklassebørnene på friskolen.

Her er ingen fascistiske færdselsbetjente. Kun nogle slapsvanse-politikere og så de blegfjæsede Uber-pirater.

Men der er sangen, selvfølgeligt. Frihedssangen som hans veninde Janis udødeliggjorde på plade, inden hun døde af junk.

Den udkom først, da hun var borte.

 

Bare sentimentalt alene i vogn 2282.

Småsyngende, her hvor ingen kan høre det

 

Freedom’s just another word for nothin’ left to lose.

Nothin’, don’t mean nothing, honey, if it ain’t free,

 

Godmorgen Danmark

– og Kris!