Et eventyrer-par på togt! Det er nok det sidste, jeg kunne forestille mig.

Men det er et af Taxamandens frynsegoder: At tage noget så grueligt fejl. Oh hvilken fryd, at verden tager sig anderledes ud, end man troede

På afstand tror jeg, at det er den midaldrende datter, der skal på en sidste ferie med sin gamle far. Jeg har set på dataskærmen, at turen går til lufthavnen. Rullekufferterne er linet op foran opgangen til den smukke etageejendom tæt på Øresund. Hun er den nydelige, omsorgsfulde dame. Han er meget gangbesværet og foroverbøjet – så krumrygget, at han primært holder sig orienteret nogle få meter fremad. Og uden den blålakerede rollator med bremser som kan låses og løsnes, var han meget dårligt stillet.

Den korte sygdoms-historie er, at manden har Parkinson.

Det står han ved, fordi han sikkert er blevet kigget nysgerrigt på alt for ofte. Men nu er DET på plads, og så kan vi gå videre til vigtigere samtaleemner. Arbejdet! – Arbejdet, det er noget vi mænd kan lide at tale om. Og der går da heller ikke mange minutter, før han har fortalt om sin tidligere karriere – og jeg om min.

Vi griner begge af, at vi ikke var HELT så elskede på vores ellers forskellige, store arbejdspladser – ikke helt så succesfulde, som vi ellers fortjente.

 

– Har vi ikke lidt en slags arbejdets martyrer, siger jeg og kigger på den modne herres intelligente og skæmtsomme ansigt. Han nikker. Og han smiler af arbejdsfrihed.

 

Først nu ser jeg hans ansigt, som hele tiden var bøjet over rollatoren og med ansigtet vendt nedad. Hans måde at muliggøre fremdriften med den slæbende gang. Han kan selv – og kvinden holder sig iagttagende i baggrunden. Det er jo det, som det handler om. Fra vi er små drenge til vi er besværede mænd: Vi kan selv. Vær så venlige ikke at kvæle os med jeres hjælpsomhed.

 

Og lad os lige få ét på det rene: Den nydelige kvinde ved siden af manden på bagsædet er IKKE hans datter. Det er hans kone gennem mange år. Hun betragter vores snak med milde og intelligente øjne. De har begge en højere, akademisk uddannelse, det nydeligste sprog, som understreger deres stil og klasse. Han arbejdede oftest ude i verden, og hendes karriere lå som ofte i den generation på stand by. Hun var først og fremmest hans frue. Men så kom det pludselige farvel til arbejdet og hans invaliderende sygdom, og så var det hendes tur. Hun fik et embedsmandsjob i den ydre provins, så de er blot på et kort besøg i deres københavnerlejlighed inden rejsen.

Hans livs rejse. – Deres helt store rejse sammen.

Det startede med et ”hvor kunne det være sjovt” i foråret. Og skiftede til et ubetinget ” … vi gør det sgu!”

 

De skal krydse Atlanten med sejlskib.

Påmønstrer om et par dage et stort sejlskib i Spanien. Sejler først sydover til de canariske øer, og så sætter det hurtigtgående sejlskib over Atlanten. Båret afsted af den vind, som vejrguderne bestemmer og i drømmen om at stå i stævnen til lyden af rigningen og bølgerne. Ikke en lyd fra damp eller motor og bare med direkte kurs mod solnedgangen.

 

– Hold da kæft, det er for vildt, ryger det småproletarisk ud af min mund.

 

– Joe, vi håber det bliver en spændende oplevelse, siger den lidt sammensunkne mand diplomatisk, mens øjnene stråler blå og klare som en skibsdrengs på første togt.

 

Konen lever op til den kvindelige ansvarsfølelse og erkender, at det her jo også er en luksus-tur ud over det sædvanlige. Der bliver ikke tale om at få skørbug af beskøjter og saltet flæsk. Det er snarere leveren, der bliver sat på en prøve, når rejseselskabet bydes på flere-retters-menuer med de bedste vine, – Inden de kan trække sig tilbage til luksus-kahytten med hjemmebar og eget bad.

Men hvorfor trods alt gøre det besværligt med gangbesvær på et rullende dæk over det store hav?

 

Jeg har selv elsket at rejse hele livet. Men jeg stod aldrig til søs. Så nu skal det være

– Det er ikke helt tilfældigt, siger manden med matrosøjne, som var de skåret ud af en drengebog. Jeg kommer oprindelig fra en af de jyske øer. Min var var skibskaptajn. Min bedstefar var skibskaptajn. Jeg har selv elsket at rejse hele livet. Men jeg stod aldrig til søs. Så nu skal det være.

Vi er enige og griner igen. Han nåede det lige, – at blive tredje generation, der stævnede ud. Der bliver nikket og råbt deroppe fra det evigt åbne, blå hav

 

Ship-O-Høj Danmark

– lad os styre misundelsen.

 

PS: Dette indlæg blev bragt i Taxamandens klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin EKSTRA