Umiddelbart svarer manden ikke til omgivelserne.

Her er jeg vant til at hente mennesker fra det, som jeg i medkarriere lærte at kende som ”det blå segment”. De moderne individorienterede, som det hedder på det sprog. Modsat de ”grønne”, – hvor de røde, 68’erne, hører hjemme.

 Han er under uddannelse – men han er langt fra gået den lige vej.

Det er så forenklet og kommercielt-videnskabeligt, at det er til at brække sig over. Sagen er bare den forbandede, at den der inddeling i farver og livsstile har et stort moment af kynisk sandhed i sig. Det er ikke lige her på havnefronten – i det i alle henseender blå Danmark – , at jeg pleje at møde en med meget brune øjne og hætten oppe om ørerne. Og ikke en oprørsk teenager men en voksen mand.

Der findes faktisk ungdomsboliger her i oasen for den driftige middelstand. Det vidste jeg ikke før nu! Her er i princippet ingen social sorteringsmekanisme – altså bort set fra huslejen, som en SU dårligt nok kan dække. Så her bor de unge, som slår sig sammen, mindst to-og-to og som har arbejde ved siden af deres studier.

Sådan en er han, den unge mand med det sorte hår, de brune øjne og hætten trukket op om ørerne. Han er sidst i tyverne, deler lejlighed med sin kæreste midt i det blå kvarter. Han er under uddannelse – men han er langt fra gået den lige vej.

Han har kæmpet sig ud af den sociale arvs skygge. Efter nogle hårde år med meningsløshed og misbrug har fundet meningen med sit arbejdsliv. Og det var faktisk et ultimativt krav fra chefen, som har tvunget ham ind i en formel uddannelse: Vi du være her, må du tage en uddannelse. Allerhelst ville han bare fortsætte sit arbejde som medhjælper herberget, hvor han møder samfundets allerhårdest ramte. Misbrugere, udsatte – tabere! Jeg siger det ikke til ham , men jeg tænker fuldstændigt som han chef har gjort: Den mand hare den styrke og baggrund, som kan gøre ham til en fremragende medarbejder i arbejdet for de udstødte.

Han er en krystalklar rapportør fra livet fra et liv, hvor folk drikker, ryger snuser og junker sig ihjel. Jeg sidder uvant stille, mens han fortæller, hvordan det føles, når et menneske udånder i ens arme. Jeg har aldrig prøvet det. Jeg ved ikke, om jeg kunne bære det.

– Måske lyder det underligt. Jeg har ALDRIG kunnet acceptere et arbejde, hvor jeg vidste, at andre skulle tjene på min indsats. Da jeg efter mange fiaskoer fik jobbet på herberget, vidst jeg fra første dag, at det var det rigtige. Også selv om det kan være absurd hårdt. En af de hårdest ramte beboere fald pludselig sammen den anden dag. Jeg var over ham med det samme. Prøvede at holde ham ved bevidsthed, som jeg har lært det. Nev ham forsigtigt i armen. Slog ham forsigtigt på kinderne. Men samtidig sad jeg bare og kunne mærke og se, at livet sivede ud af ham. Det skete lige nu. Hans krop var nedslidt, og det kunne være sket for 5 eller 10 år siden. Jeg holdt om ham til ambulancen var der på et øjeblik. Men han var slappere og der var blod i hans mund. Jeg tror han døde, mens redderne fik ham det sidste stykke ud i ambulancen.

Der er stille i vogn 2282 i nogle sekunder, inden han fortæller om sin vej ind i arbejdet med de udstødte – og nu på vej mod en uddannelse.

 

 

– Jeg har selv været for langt ude og kommer fra kår, der var svære. Holdt meget af min far, selv om han ikke var min biologiske far. Men han var misbruger, ligesom min storebror blev det. Og pludselig, da jeg selv var helt ung, mistede jeg dem begge indenfor en uge. Jeg var tom og færdig – og blev selv misbruger på hash og coke. Det er den baggrund jeg trækker på, når jeg selv arbejder med de ramte. Jeg ved det er for dumt med stofferne. Men jeg mærker helt ind i min egen krop, at fortvivlelsen er så stor, at den dårligste vej ud af smerten er den eneste.

Kunden, den unge mand med de brune øjne og hætten op om ørerne prøver også at arbejde i børnehave-praktik i forbindelse med uddannelsen.

– Det lyder måske åndssvagt, men jeg synes, at larmen i en børnehave er hårdere for mig end arbejdet blandt de udsatte.

– Det med ungerne vender du dig til, når du får dine egne, siger jeg og smiler, mens han betaler for turen.

– Ikke ”når” – det sker nu, siger han og smiler tilbage. For få dage siden, fortalte min kæreste mig det. Jeg skal være far.

 

God dag, Danmark

– især til frontkæmperne

 

PS:

Dagens blogindlæg har tidligere i år været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin, EKSTRA