”Rasmus skal hjælpes”, står der i køreordren til et af forstædernes store byggemarkeder.
Det viser sig i en hvis forstand ikke at være helt rigtigt.
En hånd, måske. Men skal nogen hjælpes her, så er det mest ham, der har lyst til at hjælpe andre. Måske er det netop det at kunne indse sin menneske-betydning, der holder livet levende. Også når noget er gået helt galt.
Det er en af den slags samtaler, der giver Taxamanden en mening med livet.
Vores møde starter som sagt med meddelelsen om ”hjælp”. Det er rigtigt nok, kan jeg se i bakspejlet på vej mod Merceren. Et lidt besværligt venstreben og en ubevægelig venstrearm. Jeg er jo ikke læge men en slags barfodsdiagnostiker, der har al min viden fra at kigge på verden op lære af den. Så jeg kender sådan nogenlunde ”udseendet” af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Rasmus er et af ofrene – og så sætter jeg den etikette på ham for sidste gang. For selv om han er ”ramt” virker han som alt andet end et offer.
Han har f.eks. en hukommelse som klisteret på et stykke Gaffa tape:
– Det var den 14 september 2009 kl. 11,15. Jeg var på vej ned ad trappen fra min lejlighed, fordi jeg skulle på ferie på Bornholm med mine forældre. Så tabte jeg pludselig tasken ud af venstre hånd og undrede mig over, hvad pokker der var galt. Det var så den dag, jeg pludselig og helt uden varsel fik min blodprop i hjernen. Med et fingerknips gik jeg fra at være en fri og røring ung mand på 29 til at være en hårdt ramt, hjerneskadet patient.
Han havde et lykkeligt liv, men han havde haft sine kampe i livet. Først og fremmest fordi det med skolebænken overhovedet ikke var ham. Han hadede skolen og dens metode, men han fik faktisk stor hjælp af sin mor, der er talepædagog. På den ene side kunne han sidde der op lytte til noget snak i klasselokalet uden at det overhovedet kom ind i hovedet på ham. Omvendt kunne det, der virkeligt interesserede ham fæste sig som hos de færreste.
– Ja, det er nok en slags autistisk evne, som mine kammerater også kunne bruge mig til. Manglede de en eller anden lidt nørdet oplysning, kunne det meget vel være mig, der havde den. Jeg havde det sådan set godt med vennerne. Men resten var gråt og sort, – indtil jeg kom på efterskole og senere højskole et par gange og fik gjort noget ved nederlagsfølelsen
Rasmus tog ikke den lige vej mellem punkterne i sine unge leveår. Men da han kom i arbejde i den store byggemarkedskæde, var der noget, der faldt på plads. Det var igen det der med at være noget for andre. Et arbejde i handel og service. At være meningsfuld og læse glæden i andre menneskers ansigt, når de var tilfredse kunder
Og så kom blodproppen.
Ferieturen blev aldrig til noget, men han måtte i stedet kæmpe for livet. Han var totalt lammet i venstre side. Men Gud ske tak og lov havde han talens brug.
Det var en af de der seancer, der ligner en B-film. Han havde statussamtale med overlægen og fortalte, at han ikke var i tvivl.
– Min plan er, at om et halvt år er jeg oppe at gå igen.
Rasmus læste tvivlen i lægens ansigt. Den kunne ikke skjules
– Det er nok ikke særligt sandsynligt, sagde den venlige mand i den hvide kittel.
Men så begyndte Rasmus at træne – og først og fremmest begyndte han at gå.
Og han gik og han gik.
– Jeg ville bare. Jeg ville vise mig selv og mine opgivelser, at jeg kunne komme tilbage og i gang igen. Det lyder måske lidt sært, men jeg brugte noget af energien fra skolen. Er den ene del lidt svær, så må jeg præstere på den anden. Til sidst var jeg oppe at gå mellem 7 og 11 kilometer – om dagen. Min arm er slap, – men jeg kæmpede for benet og min førlighed. Og jeg siger dig, at lægen, der tvivlede, var ved at tabe underkæben, da jeg en dag mødte ham igen. Der har været nedture og en brækket lårben efter et fald. Men jeg kæmpede og vandt nogle sejre. Og så var det, min gamle chef i byggemarkedet gav mig mulighed for nogle timers arbejde i branchen. Det blevet en slags livs-medicin. Den gamle trang til at møde kunder og opleve at have en betydning for andre.
Jeg hjælpen ham ud med tasker og habengut.
Vi giver hånd, som jeg sagde.
Den højre virker.
– Jeg si’r dig, jeg er træt som en klud efter sådan en dag. Men det er helt ok, for det har en mening.
God dag, Danmark
– giv en hånd
PS:
Dette blogindlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA i foråret 2016
Kampen tilbage til livet
”Rasmus skal hjælpes”, står der i køreordren til et af forstædernes store byggemarkeder.
Det viser sig i en hvis forstand ikke at være helt rigtigt.
En hånd, måske. Men skal nogen hjælpes her, så er det mest ham, der har lyst til at hjælpe andre. Måske er det netop det at kunne indse sin menneske-betydning, der holder livet levende. Også når noget er gået helt galt.
Det er en af den slags samtaler, der giver Taxamanden en mening med livet.
Vores møde starter som sagt med meddelelsen om ”hjælp”. Det er rigtigt nok, kan jeg se i bakspejlet på vej mod Merceren. Et lidt besværligt venstreben og en ubevægelig venstrearm. Jeg er jo ikke læge men en slags barfodsdiagnostiker, der har al min viden fra at kigge på verden op lære af den. Så jeg kender sådan nogenlunde ”udseendet” af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Rasmus er et af ofrene – og så sætter jeg den etikette på ham for sidste gang. For selv om han er ”ramt” virker han som alt andet end et offer.
Han har f.eks. en hukommelse som klisteret på et stykke Gaffa tape:
Han havde et lykkeligt liv, men han havde haft sine kampe i livet. Først og fremmest fordi det med skolebænken overhovedet ikke var ham. Han hadede skolen og dens metode, men han fik faktisk stor hjælp af sin mor, der er talepædagog. På den ene side kunne han sidde der op lytte til noget snak i klasselokalet uden at det overhovedet kom ind i hovedet på ham. Omvendt kunne det, der virkeligt interesserede ham fæste sig som hos de færreste.
– Ja, det er nok en slags autistisk evne, som mine kammerater også kunne bruge mig til. Manglede de en eller anden lidt nørdet oplysning, kunne det meget vel være mig, der havde den. Jeg havde det sådan set godt med vennerne. Men resten var gråt og sort, – indtil jeg kom på efterskole og senere højskole et par gange og fik gjort noget ved nederlagsfølelsen
Rasmus tog ikke den lige vej mellem punkterne i sine unge leveår. Men da han kom i arbejde i den store byggemarkedskæde, var der noget, der faldt på plads. Det var igen det der med at være noget for andre. Et arbejde i handel og service. At være meningsfuld og læse glæden i andre menneskers ansigt, når de var tilfredse kunder
Og så kom blodproppen.
Ferieturen blev aldrig til noget, men han måtte i stedet kæmpe for livet. Han var totalt lammet i venstre side. Men Gud ske tak og lov havde han talens brug.
Det var en af de der seancer, der ligner en B-film. Han havde statussamtale med overlægen og fortalte, at han ikke var i tvivl.
– Min plan er, at om et halvt år er jeg oppe at gå igen.
Rasmus læste tvivlen i lægens ansigt. Den kunne ikke skjules
– Det er nok ikke særligt sandsynligt, sagde den venlige mand i den hvide kittel.
Men så begyndte Rasmus at træne – og først og fremmest begyndte han at gå.
Og han gik og han gik.
– Jeg ville bare. Jeg ville vise mig selv og mine opgivelser, at jeg kunne komme tilbage og i gang igen. Det lyder måske lidt sært, men jeg brugte noget af energien fra skolen. Er den ene del lidt svær, så må jeg præstere på den anden. Til sidst var jeg oppe at gå mellem 7 og 11 kilometer – om dagen. Min arm er slap, – men jeg kæmpede for benet og min førlighed. Og jeg siger dig, at lægen, der tvivlede, var ved at tabe underkæben, da jeg en dag mødte ham igen. Der har været nedture og en brækket lårben efter et fald. Men jeg kæmpede og vandt nogle sejre. Og så var det, min gamle chef i byggemarkedet gav mig mulighed for nogle timers arbejde i branchen. Det blevet en slags livs-medicin. Den gamle trang til at møde kunder og opleve at have en betydning for andre.
Jeg hjælpen ham ud med tasker og habengut.
Vi giver hånd, som jeg sagde.
Den højre virker.
– Jeg si’r dig, jeg er træt som en klud efter sådan en dag. Men det er helt ok, for det har en mening.
God dag, Danmark
– giv en hånd
PS:
Dette blogindlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA i foråret 2016
Taxamand
Next ArticleOg så er det ikke engang løgn