Vi var lidt trætte, min kollega og jeg. Var ankommet til Toronto, Ontario provinsen i Canada sent om aftenen den 10. september efter nogle spændende konferencedage i New Orleans, Louisiana i USA. Rigtig trætte. For ud over radiokonferencen i NAB (National Association og Broadcasters), havde vi natten inden oplevet det livskraftige og musikalske natteliv på Bourbon Street.
Og denne nat var det måske kun blevet til 6 timers søvn.
Gruppen fra Danmarks havde delt sig efter konferencen. En tog ferie og var på vej til Cuba. En anden var rejst for at tage et par dage ”off” hos nogle venner i New York. Og jeg, chef for DR Radioens Chefredaktion, var sammen med DR Radios tekniske chef, Per, taget til Canada for at besøge CBC – den canadiske søsterorganisation til DR.
Nu handlede det så om fokus på digital radio.
Underligt for mig i dag at tænke på, de næste minutter netop udspandt sig i en taxi. Dengang dog med mig på bagsædet.
Klokken var blot lidt før 9, morgen, canadisk tid (Eastern), og det var bare blevet til lidt hvid brød og kaffe på hotellet, inden vi satte os ind i taxien og bad den om at køre os til Front Street West, hvor vi skulle mødes 9,30. Jeg husker, at jeg røg på det tidspunkt og glædede mig over, at vi ville komme til CBC’s hovedkvarter i god tid inden mødet kl, så vi kunne nå at få en smøg på gaden over for dem moderne mediebygning. Jeg husker også tydeligt, at Per sad træt og stille, mens jeg sædvanen tro talte og talte. Indimellem afbrød han med nogle korte, tekniske oplysninger, mens han kiggede ud af vinduet på taxaen og iagttog morgentravlheden. Han ville givetvis helst have været helt i fred efter få dage i USA og Canada og et jet lag,. Der ikke havde nået at fortage sig. Han kendte byen en smule fra et familiebesøg. Jeg havde aldrig været der før.
Det var i en af de sjældne pauser i min talestrøm, at jeg ureflekteret lyttede til nyhedsstemmen i radioen. Første gang uden at reagere.
Ofre 9/11
Men næste gang fornemmede jeg, at et eller andet var helt galt i New York som i den nordeuropæiske geografis målestok nærmest er en naboby til Toronto.
– Hvad sker der, spurgte jeg taxachaufføren, der helt klart var mere optaget af bilradioen end af vores tilstedeværelse.
Han var en af de græske indvandrere her i den totalt multietniske by med en befolkningsstørrelse på godt 5 millioner – samme antal som i hele Danmark. Byen har udover grækere og andre europæiske lande store befolkningsgrupper fra Afrika og Asien, især Kina, Pakistan og Indien. Ingen etnisk gruppe har flertal, så byen kan bedre end de fleste storbyer leve op til at være total international.
Her er alle mennesker både indvandrere og gode canadiere.
– Der sker et eller andet ”totally crazy” i New York city. Det brænder i World Trade Center, siger grækeren med bekymring, mens hans trækker i sin buskede, grå moustache.
Han virker mere græsk end taxamanden i Athen og kører rundt med sit omvendte, ortodokse kors i en kæde fra bakspejlet.
– Totally Crazy, sir. They are totally crazy.
Og han skruer op for bilradioen, hvor vi hører brudstykker af reportagen fra det øjeblik, hvor nabobyen blot en kort flyrejse herfra holdt vejret i angst, uvidenhed og usikkerhed. Hvad sker der lige?
Jeg fulgte den amerikanske nyhedsstrøm i de fælgende timer og det mest præcise adjektiv er nok – panik!
Den 11. september, 2001 lige før kl. 9 om morgenen.
Vi takkede af for turen uden smil og tog nogle dybe sug af cigaretterne på pladsen foran mediehovedkvarteret. Så skoddede vi hurtigere end planlagt og trådte ind i den høje, moderne bygning. Da vi var kommet helt indenfor kiggede vi op på et par – efter datidens målestok – gigantiske tv-skærme. Det er i hvert fald sådan billederne sidder fast i os i dag. Motiverne er der ingen tvivl om. Den globalt kendte profil af verdenskapitalismens symbol nummer 1: World Trade Center i New York. Med sort røg ud af begge tårne.
Nu begyndte man at mærke og lidt senere forstå, at der ikke bare var noget galt i den amerikanske storby – men i hele verden.
Det blev et af mit livs på en gang mest meningsløse og betydningsfulde møder, da jeg sad der med chefer fra den canadiske public service organisation.
…En halv time efter besluttede vi at slutte vores møde. Det gav ingen mening at diskutere digital radio og bits og bytes, mens verden var ved at gå i stykker…
Meningsløs i det forberedte indhold. Og grænseløst bekymrende i realiteten. Vi var næppe kommet i gang det lyse lokale, havde lige sat os i læderstolene med de høje rygge, før mødet blev afbrudt. Det var direktørens mandlige, Personal Assistant. Han havde vist planlagt bare at give en hviskende besked til sin chef. Men han vidst jo, at vi var mediefolk og valgte at give et par korte beskeder ud i lokalet:
– Nu er tårnene kollapsede. Mange nåede slet ikke ud. Måske er flere tusinder døde.
Han kunne ikke holde en professionel distance og snappede lidt efter vejret som om han var ved at hyperventilere.
En halv time efter besluttede vi at slutte vores møde. Det gav ingen mening at diskutere digital radio og bits og bytes, mens verden var ved at gå i stykker
Efter 9/11
I få øjeblikke oplevede jeg verdensbegiveheden transformere sig til en personlig bekymring. Det kan lyde patetisk og totalt overdramatisk i dag, men jeg følte, at jeg stod overfor en stor slutning.
Ville jeg komme hjem til familien? Hvad med mine børn – som dengang næppe vidste, om jeg var i Canada eller USA? – Jeg plejede jo oftest at være i netop New York, når jeg var på vej hjem. Min ældste, bonusdatter var i Prag på skolerejse. Var hun bange? – Vidste de, hvad der foregik?
De to yngste på 10 og 13 var hos deres mor. Jeg fik en ubændig lyst til at se dem. Og min kone, der var på kursus i Jylland. Vidste HUN, hvad der skete – og kunne jeg få fat på hende?
9/11 – ændrede verden
Tusindvis og atter tusindvis af mennesker er døde som en funktion af dette angreb på det vi kalder civilisationen.
Og den religiøse fascisme er grovere og alvorligere nu end inden angrebet den 11. september.
Dengang i september 2001 strandede jeg en halv snes dage i Canada.
Per og jeg kunne simpelthen ikke komme hjem og kunne slet ikke holde den kollektivt, deprimerede stemning i Toronto ud. Vi lejede en bil og kørte nordpå til en rigtig ”redneck” provinsby – Parry Sound ude ved skovene og søerne. Lige der, hvor man skal være, når verden går under, fordi alt her foregår med dages forsinkelse
Vi lejede et hotelværelse, købte six-packs og drak øl, så tv det meste af døgnet om den her sindssyge verden – og talte med vore familier flere gange dagligt. Vi har nok aldrig savnet dem som dengang og så meget før eller siden.
Vi – Per og Jeg – har ikke set hinanden i efterhånden mange år. Men vi oplevede i de dage et skæbnefællesskab, som aldrig helt vil forsvinde.
Kan du huske, hvor du var?
Kan du huske, hvor du var?
Jeg glemmer det aldrig!
Vi var lidt trætte, min kollega og jeg. Var ankommet til Toronto, Ontario provinsen i Canada sent om aftenen den 10. september efter nogle spændende konferencedage i New Orleans, Louisiana i USA. Rigtig trætte. For ud over radiokonferencen i NAB (National Association og Broadcasters), havde vi natten inden oplevet det livskraftige og musikalske natteliv på Bourbon Street.
Og denne nat var det måske kun blevet til 6 timers søvn.
Gruppen fra Danmarks havde delt sig efter konferencen. En tog ferie og var på vej til Cuba. En anden var rejst for at tage et par dage ”off” hos nogle venner i New York. Og jeg, chef for DR Radioens Chefredaktion, var sammen med DR Radios tekniske chef, Per, taget til Canada for at besøge CBC – den canadiske søsterorganisation til DR.
Nu handlede det så om fokus på digital radio.
Underligt for mig i dag at tænke på, de næste minutter netop udspandt sig i en taxi. Dengang dog med mig på bagsædet.
Klokken var blot lidt før 9, morgen, canadisk tid (Eastern), og det var bare blevet til lidt hvid brød og kaffe på hotellet, inden vi satte os ind i taxien og bad den om at køre os til Front Street West, hvor vi skulle mødes 9,30. Jeg husker, at jeg røg på det tidspunkt og glædede mig over, at vi ville komme til CBC’s hovedkvarter i god tid inden mødet kl, så vi kunne nå at få en smøg på gaden over for dem moderne mediebygning. Jeg husker også tydeligt, at Per sad træt og stille, mens jeg sædvanen tro talte og talte. Indimellem afbrød han med nogle korte, tekniske oplysninger, mens han kiggede ud af vinduet på taxaen og iagttog morgentravlheden. Han ville givetvis helst have været helt i fred efter få dage i USA og Canada og et jet lag,. Der ikke havde nået at fortage sig. Han kendte byen en smule fra et familiebesøg. Jeg havde aldrig været der før.
Det var i en af de sjældne pauser i min talestrøm, at jeg ureflekteret lyttede til nyhedsstemmen i radioen. Første gang uden at reagere.
Ofre 9/11
Men næste gang fornemmede jeg, at et eller andet var helt galt i New York som i den nordeuropæiske geografis målestok nærmest er en naboby til Toronto.
– Hvad sker der, spurgte jeg taxachaufføren, der helt klart var mere optaget af bilradioen end af vores tilstedeværelse.
Han var en af de græske indvandrere her i den totalt multietniske by med en befolkningsstørrelse på godt 5 millioner – samme antal som i hele Danmark. Byen har udover grækere og andre europæiske lande store befolkningsgrupper fra Afrika og Asien, især Kina, Pakistan og Indien. Ingen etnisk gruppe har flertal, så byen kan bedre end de fleste storbyer leve op til at være total international.
Her er alle mennesker både indvandrere og gode canadiere.
– Der sker et eller andet ”totally crazy” i New York city. Det brænder i World Trade Center, siger grækeren med bekymring, mens hans trækker i sin buskede, grå moustache.
Han virker mere græsk end taxamanden i Athen og kører rundt med sit omvendte, ortodokse kors i en kæde fra bakspejlet.
– Totally Crazy, sir. They are totally crazy.
Og han skruer op for bilradioen, hvor vi hører brudstykker af reportagen fra det øjeblik, hvor nabobyen blot en kort flyrejse herfra holdt vejret i angst, uvidenhed og usikkerhed. Hvad sker der lige?
Jeg fulgte den amerikanske nyhedsstrøm i de fælgende timer og det mest præcise adjektiv er nok – panik!
Den 11. september, 2001 lige før kl. 9 om morgenen.
Vi takkede af for turen uden smil og tog nogle dybe sug af cigaretterne på pladsen foran mediehovedkvarteret. Så skoddede vi hurtigere end planlagt og trådte ind i den høje, moderne bygning. Da vi var kommet helt indenfor kiggede vi op på et par – efter datidens målestok – gigantiske tv-skærme. Det er i hvert fald sådan billederne sidder fast i os i dag. Motiverne er der ingen tvivl om. Den globalt kendte profil af verdenskapitalismens symbol nummer 1: World Trade Center i New York. Med sort røg ud af begge tårne.
Nu begyndte man at mærke og lidt senere forstå, at der ikke bare var noget galt i den amerikanske storby – men i hele verden.
Det blev et af mit livs på en gang mest meningsløse og betydningsfulde møder, da jeg sad der med chefer fra den canadiske public service organisation.
Meningsløs i det forberedte indhold. Og grænseløst bekymrende i realiteten. Vi var næppe kommet i gang det lyse lokale, havde lige sat os i læderstolene med de høje rygge, før mødet blev afbrudt. Det var direktørens mandlige, Personal Assistant. Han havde vist planlagt bare at give en hviskende besked til sin chef. Men han vidst jo, at vi var mediefolk og valgte at give et par korte beskeder ud i lokalet:
– Nu er tårnene kollapsede. Mange nåede slet ikke ud. Måske er flere tusinder døde.
Han kunne ikke holde en professionel distance og snappede lidt efter vejret som om han var ved at hyperventilere.
En halv time efter besluttede vi at slutte vores møde. Det gav ingen mening at diskutere digital radio og bits og bytes, mens verden var ved at gå i stykker
Efter 9/11
I få øjeblikke oplevede jeg verdensbegiveheden transformere sig til en personlig bekymring. Det kan lyde patetisk og totalt overdramatisk i dag, men jeg følte, at jeg stod overfor en stor slutning.
Ville jeg komme hjem til familien? Hvad med mine børn – som dengang næppe vidste, om jeg var i Canada eller USA? – Jeg plejede jo oftest at være i netop New York, når jeg var på vej hjem. Min ældste, bonusdatter var i Prag på skolerejse. Var hun bange? – Vidste de, hvad der foregik?
De to yngste på 10 og 13 var hos deres mor. Jeg fik en ubændig lyst til at se dem. Og min kone, der var på kursus i Jylland. Vidste HUN, hvad der skete – og kunne jeg få fat på hende?
9/11 – ændrede verden
Og den religiøse fascisme er grovere og alvorligere nu end inden angrebet den 11. september.
Dengang i september 2001 strandede jeg en halv snes dage i Canada.
Per og jeg kunne simpelthen ikke komme hjem og kunne slet ikke holde den kollektivt, deprimerede stemning i Toronto ud. Vi lejede en bil og kørte nordpå til en rigtig ”redneck” provinsby – Parry Sound ude ved skovene og søerne. Lige der, hvor man skal være, når verden går under, fordi alt her foregår med dages forsinkelse
Vi lejede et hotelværelse, købte six-packs og drak øl, så tv det meste af døgnet om den her sindssyge verden – og talte med vore familier flere gange dagligt. Vi har nok aldrig savnet dem som dengang og så meget før eller siden.
Vi – Per og Jeg – har ikke set hinanden i efterhånden mange år. Men vi oplevede i de dage et skæbnefællesskab, som aldrig helt vil forsvinde.
Det HAR vi fået talt om.
God morgen Danmark
– Hvor var du – og hvor er du nu?
Taxamand
Next ArticleEn hyldest til Alex Nyborg - 30 år i radioen