Dette blogindlæg har været bragt i Ekstrabladets søndags-magasin EKSTRA

 

 

Kan man forestille sig noget meget mere dansk end en hyggelig tur i byen med kollegerne. Den berømte med at ”… en lille én … ” bliver til nogle flere?

Klokken er fire om morgenen. Vi griner og fortæller historier til hinanden på turen fra minefeltet og så bare hjem. Dejligt langt denne tidlige morgen. Taxamandens kræmmer-hjerte banker. Og det ægte – det med blodet så rødt som i Dannebrog – slår også ægte taktfast. En broget buket af Vorherres blandede yngel. Tre af mine fire kunder arbejder ”på gulvet” i en stor, international forretning. Den fjerde er kæreste med den ene. Han arbejder så tæt sammen med en svensker, har sprogøre og lyder indimellem som om han har arvet dialekten. En af pigerne er færing og taler smukt rigsdansk tilsat hendes medfødte, atlantiske sprogtone. Taxamanden er som bekendt granitperker og evigt kendt på sit krøllebøllede modersmål. Og ud over en enkelt københavnersnude, er der så den mørkøjede kunde med et formfuldendt dansk tilsat et sprog fra et eller andet sydeuropæisk land.

Det er en af de stunder, hvor jeg, trods det ugudelige arbejdstidspunkt, elsker mit job måske mere, end jeg fort alvor har elsket noget andet. Jeg får et frisk pust af ganske almindelige mennesker og deres tilværelse. Ikke iscenesat af kvaksalver-formaterne i de såkaldte reality-programmer. Ikke voldtaget af det politiske univers, som i netop disse valg-tider fylder os med grænseløs partipropaganda og manipulerede problemer, som vi ikke anede vi havde. Ikke henkogt i blomme-sirup, markedsført med stråtækte storkebesatte huse og små ællinger, der lodses over den trafikerede landevej af en kærlig panserbasse.

Bare et snapshot fra det Danmark … – åh nej, nu er det ordvalgt også stjålet …

 

Her elsker vi bare hinanden. Eller ved at holde op med det. Vi arbejder lidt for lidt, har drukket lidt for meget – og kommer lidt for sent i seng.

Men i morgen går det sgu meget godt

Den sidste lange del af turen er vi blot to. Kvinden med den sydeuropæiske sprogtone og taxamanden.

Sproget er spansk og kvinden er oprindelig født i Chile. Hendes far var kommunist og tilhænger af præsident Allende, som blev styrtet ved et højreorienteret kup i 1973, god hjulpet på vej af amerikanerne.

Hun taler blot klart og usentimentalt på sit dansk-spanske i mørket lige bag mig.

Hun fortæller mig om hjemlandet, der ikke længere er hendes – og om Danmark, som aldrig rigtigt bliver det. Solen er endnu ikke stået op. Ingen iscenesættelser eller intellektuelle bagtanker. Hun taler blot klart og usentimentalt på sit dansk-spanske i mørket lige bag mig.

– Vi kommer ikke fra noget akademisk eller sofistikeret miljø. Ikke i Chile og ikke herhjemme. Vi måtte bare ud og væk for at kunne beholde livet. Jeg var blot en ung pige og egentlig er min far aldrig gået i detaljer om livet i Chile. Han vil have, at det er her, vi skal høre hjemme. Kun det usagte fortæller om hans umådelige savn. Inden han tager turen hjem til Chile – så ofte som det nu klan lade sig gøre for den ældre enkemand – ligner han en træt, slidt og meget gammel mand. Men han glæder sig så inderligt, kan jeg se i hans øjne. Når han så vender tilbage er det som en genfødt. Med et kæmpe smil. 1000 gange gladere. Men stadigvæk uden de mange ord.

 

– Selv lever jeg i princippet et totalt, dansk liv. Vi taler kun dansk derhjemme og mine fire, store sønner taler stort set ikke spansk. Vi bor dansk. Vi lever dansk. Vi har ingen hemmelige ønsker om at være en blandet kultur, men helt dansk får jeg aldrig lov til at blive. Når drengene er ude med min mand, er han blot en far med nogle mørkhårede børn. Sammen med mig, bliver jeg ofte spurgt om vi er tyrkere eller om jeg er grønlænder. Dansk kan de ikke forestille sig jeg er. Og så med accent, – hvor korrekt dansk jeg end taler. Selv velviljen skiller mig fra Danmark. Jeg kan ikke invitere gæster uden et – ”…. Naaaiiii, så må du lave noget rigtig chilensk mad… ” Jamen, for pokker, jeg har boet her og er vokset op her i 42 år!

 

Det er bare så vigtigt, hvem der er ”jer” og hvem der er ”os”.

Turen er slut. Jeg ser hendes rare ansigt i kabinelyset.

– Mit Danmark er ikke groft og fjendtligt. – Men det er bare så vigtigt, hvem der er ”jer” og hvem der er ”os”.

Så nikker vi kærligt til hinanden. Granitperkeren og chileneren. Vi kommer fra udkanten. Og der har vi bare at blive!

 

God dag, Danmark

– fra København til Santiago!