Det regner let denne morgen kl. 4 på Østerbro i København.
En melankolsk støvregn, hvor radioen burde spille blues.
En af de morgener, hvor jeg bare savner en smøg – en synd jeg ikke har begået i halvandet år. Det er nærmest småperverst, at trangen kan få mig til at savne en ægte natteravn – en af dem, der oser af tobaksrøg fra et af de små værtshuse
Hun lugter overhovedet ikke af tobak, da jeg åbner døren for hende og sørger for, at hendes lette, tomatfarvede sommerkjole ikke kommer i klemme. Hun smiler forsigtigt til mig. Det vemodigt smil – ligesom støvregnen. Og lugter slet ikke – hun dufter af Nacisco Rodriguez parfume.
Jeg er sikker, for hun dufter som min kone og jeg smiler indvendigt i en stille fryd
Min kunde er en smuk, voksen kvinde af asiatisk afstamning.
Og da hun har forvisset sig om, at taxamanden er både levende og ufarlig, vil hun MEGET gerne snakke
Hun er klædt i en flot, silkeagtig kjole, som hører mere hjemme i en salig, sommernat på langt sydligere breddegrader. Men hun er hverken til gest eller beruset – bare lidt vemodig efter en lang samtalende nat med en god veninde fra sit eget hjemland.
Veninden – også hun er klædt i en let, men sort sag – følger hende helt ned til taxien og de vinker omsorgsfuldt til hinanden, mens jeg lige nu føler mig som privatchaufføren, der kører prinsessen hjem til residensen. Merceren burde være sort, cylindertallet den dobbelte – og jeg i sort jakkesæt.
Min kunde vil gerne snakke.
Og da hun har forvisset sig om, at taxamanden er både levende og ufarlig, vil hun MEGET gerne snakke.
Hun kom til Danmark som 13-årig med sin mor, der havde fundet en dansk mand. Så hendes accent er meget svag og hun taler ikke bare dansk – men et korrekt og langt smukkere sprog end mange indfødte danskere i hendes alder. Hun indrømmer, at det kulturskift sidder i hende resten af livet. – Nogle gange som et savn, der ikke kan bruges til noget. For det er heroppe, hun blev voksen og hun vil ikke tilbage til hverken varmen eller fattigdommen. Og hun ER dansk statsborger.
Hun er uddannet kosmetolog og udtrykker sit fag i en dyb forfængelighed med sit ydre. Jeg ser flygtigt hendes smukke ansigt i spejlet. Jeg har gengivet duften og ved turen slutning giver hun mig sit dankort med den smukkeste hånd uden tidens kinky negle i flere farver og rovdyrslængde. Bare dybt-røde og umådeligt velplejede.
Men på forskellig måder har hun fundet ud af, at han har løbende, romantiske korrespondancer med andre kvinder
– Jeg ved det er for meget, taxamand, men jeg har brug for et svar på, om jeg er for dum. Du har levet livet længere. Du må vide det. Hvordan kan man dog elske en mand, som måske er en bedrager og i hvert fald ikke fortjener det?
Hun fortæller mig om et kærlighedsliv, der har slået knuder. Indimellem snøfter hun med særdeles kontrollerede tårer. Sidst i sine tyverne fik hun en datter. Hun VILLE ha barnet – kæresten ville ikke. Men hun er buddhist og nægtede at få abort. Hun fik sit elskede barn, men hun måtte ret hurtigt bryde med faren. Nu har hun den lille det meste af tiden – og faren jævnligt. Og forholdet mellem de tre er sådan set ok.
Men så forelsker hun sig hovedkulds og meget voldsomt i en mand, som har siddet i fængsel for alvorlig berigelseskriminalitet. En mand hun ALDRIG burde have rørt med en ildtang. Nu er han flyttet ud af landet og hun har besøgt ham og mødt familien. Men på forskellig måder har hun fundet ud af, at han har løbende, romantiske korrespondancer med andre kvinder. Og det agter han ikke at ændre.
– Jeg føler mig så uendelig dum. Hvorfor i al verden kan jeg ikke få ham ud af mit system.
Hun slår sine hænder ned i sit skød er for første og eneste gang på turen ved at komme ud af fatning. Så kigger hun med sin sorte, orientalske øjne in i mine i bakspejlet og stiller det spørgsmål, som er umuligt at svare på lige nu:
– Hvad skal jeg gøre?
Vi er fremme ved hendes bopæl og jeg kan jo for fanden ikke svare hende seriøst. Jeg aner det ikke. Men da hun rækker den smukke, velplejede hånd frem med kortet, går jeg lidt uden for taxi-kodeks og lægger min hånd oven på hendes. Og siger noget, som bare kommer ud af munden uden voldsom forberedelse i hjernen.
– Jeg ved ikke, hvad du skal. Men jeg ved af egen erfaring, at nogle gange skal man gøre det, man synes er sværest.
Kan taxamanden fjerne kærlighedssorgen?
Klumme til EB, EKSTRA lørdag den 20 september.
Det regner let denne morgen kl. 4 på Østerbro i København.
En melankolsk støvregn, hvor radioen burde spille blues.
En af de morgener, hvor jeg bare savner en smøg – en synd jeg ikke har begået i halvandet år. Det er nærmest småperverst, at trangen kan få mig til at savne en ægte natteravn – en af dem, der oser af tobaksrøg fra et af de små værtshuse
Hun lugter overhovedet ikke af tobak, da jeg åbner døren for hende og sørger for, at hendes lette, tomatfarvede sommerkjole ikke kommer i klemme. Hun smiler forsigtigt til mig. Det vemodigt smil – ligesom støvregnen. Og lugter slet ikke – hun dufter af Nacisco Rodriguez parfume.
Jeg er sikker, for hun dufter som min kone og jeg smiler indvendigt i en stille fryd
Min kunde er en smuk, voksen kvinde af asiatisk afstamning.
Hun er klædt i en flot, silkeagtig kjole, som hører mere hjemme i en salig, sommernat på langt sydligere breddegrader. Men hun er hverken til gest eller beruset – bare lidt vemodig efter en lang samtalende nat med en god veninde fra sit eget hjemland.
Veninden – også hun er klædt i en let, men sort sag – følger hende helt ned til taxien og de vinker omsorgsfuldt til hinanden, mens jeg lige nu føler mig som privatchaufføren, der kører prinsessen hjem til residensen. Merceren burde være sort, cylindertallet den dobbelte – og jeg i sort jakkesæt.
Min kunde vil gerne snakke.
Og da hun har forvisset sig om, at taxamanden er både levende og ufarlig, vil hun MEGET gerne snakke.
Hun kom til Danmark som 13-årig med sin mor, der havde fundet en dansk mand. Så hendes accent er meget svag og hun taler ikke bare dansk – men et korrekt og langt smukkere sprog end mange indfødte danskere i hendes alder. Hun indrømmer, at det kulturskift sidder i hende resten af livet. – Nogle gange som et savn, der ikke kan bruges til noget. For det er heroppe, hun blev voksen og hun vil ikke tilbage til hverken varmen eller fattigdommen. Og hun ER dansk statsborger.
Hun er uddannet kosmetolog og udtrykker sit fag i en dyb forfængelighed med sit ydre. Jeg ser flygtigt hendes smukke ansigt i spejlet. Jeg har gengivet duften og ved turen slutning giver hun mig sit dankort med den smukkeste hånd uden tidens kinky negle i flere farver og rovdyrslængde. Bare dybt-røde og umådeligt velplejede.
– Jeg ved det er for meget, taxamand, men jeg har brug for et svar på, om jeg er for dum. Du har levet livet længere. Du må vide det. Hvordan kan man dog elske en mand, som måske er en bedrager og i hvert fald ikke fortjener det?Hun fortæller mig om et kærlighedsliv, der har slået knuder. Indimellem snøfter hun med særdeles kontrollerede tårer. Sidst i sine tyverne fik hun en datter. Hun VILLE ha barnet – kæresten ville ikke. Men hun er buddhist og nægtede at få abort. Hun fik sit elskede barn, men hun måtte ret hurtigt bryde med faren. Nu har hun den lille det meste af tiden – og faren jævnligt. Og forholdet mellem de tre er sådan set ok.
Men så forelsker hun sig hovedkulds og meget voldsomt i en mand, som har siddet i fængsel for alvorlig berigelseskriminalitet. En mand hun ALDRIG burde have rørt med en ildtang. Nu er han flyttet ud af landet og hun har besøgt ham og mødt familien. Men på forskellig måder har hun fundet ud af, at han har løbende, romantiske korrespondancer med andre kvinder. Og det agter han ikke at ændre.
– Jeg føler mig så uendelig dum. Hvorfor i al verden kan jeg ikke få ham ud af mit system.
Hun slår sine hænder ned i sit skød er for første og eneste gang på turen ved at komme ud af fatning. Så kigger hun med sin sorte, orientalske øjne in i mine i bakspejlet og stiller det spørgsmål, som er umuligt at svare på lige nu:
– Hvad skal jeg gøre?
Vi er fremme ved hendes bopæl og jeg kan jo for fanden ikke svare hende seriøst. Jeg aner det ikke. Men da hun rækker den smukke, velplejede hånd frem med kortet, går jeg lidt uden for taxi-kodeks og lægger min hånd oven på hendes. Og siger noget, som bare kommer ud af munden uden voldsom forberedelse i hjernen.
– Jeg ved ikke, hvad du skal. Men jeg ved af egen erfaring, at nogle gange skal man gøre det, man synes er sværest.
Der er totalt stille i taxien.
Hun rynker panden lidt og så siger hun…
-Tak – og undskyld!
God dag Danmark
– også til de knuste hjerter
Taxamand
Next ArticleEn duft af kvinde