Hun ser godt og tjekket ud denne her mørke og kolde vintermorgen, hor hun lyser op hvor man kun kan undre sig: Hvad i himlens navn fik vore forfædre til at slå sig ned på disse kanter i en svunden fortid. Småregn, kulde og det deprimerende, nordiske vintermørke. Det er ubegribeligt, at i ikke for længst er flygtet til en strand i troperne. Hun er fra Sverige, taler tilstræbt dansk med sine omgivelser (og det lyder derefter…) , og hun er forretningskvinde. Med streg under både forretning og kvinde. Hun har overskud nok til at smile – men hun er også lidt af en ekvilibrist i den der disciplin, som kvinder kan være særligt gode til: Den fine balance mellem nærvær og distance. Integritet på den overskudsagtige måde, renset for højrøvethed. Men ovenpå!
Inde i taxaen er der varmt og måske ligefrem tilløb til at være lidt hyggeligt. Og taxamanden har en af sine terapeutisk gode dage, hvor han faktisk er ganske god til at få kunderne til at slappe lidt af. Hygge, siger vi i Danmark. Skuldrene falder lidt og hun ser faktisk både gladere og lidt smukkere ud, når hun lægger noget af den professionelle autoritet og kølighed af sig.
Så begynder vi at snakke – ikke tale – bare snakke, som Peter Sommer synger.
Turen er en af de lidt længere fra ankomst-terminalen, udenrigs til Nordsjælland, hvor kvinden arbejder i en topstilling i en dansk virksomhed. Og hun har prøvet den her tur mange, mange gange i den sidste håndfuld år, for hun pendler mellem Stockholm og København. Ud på den første af ugens dage – og hjem på en af de sidste. Hun snakker frit om at leve den her pendler-tilværelse, som er ganske almindelig for mange mænd – men ALTID skal forklares særligt indgående af kvinder. Ikke bare må forklare. De skal FORSVARE deres livsdisposition at passe et arbejde på en flyrejses afstand fra deres hjem. Så langt borte, at de arbejder og er borte hjemmefra på hverdage – og pendler hjem til weekenderne. Og nej, ikke noget med at hun har valgt børn fra. Hun og hendes mand har været sammen i en snes år og de har et par teenager-sønner derhjemme i ønskehuset i skærgården. Og JA, det kan ære svært at skulle sige farvel her mandag. Og JA, hun savner sine børn. Og JA, det kræver et helt særligt forhold, men børnene har jo også en far…..
..Og hun er allerede inde i noget af et forsvar, uden at jeg selv mener at have bragt nogle anklager på banen.
Vi har snakket os lidt varme med hinanden og jeg kan ikke dy mig for at bruge begrebet.
– har du måttet holde den forsvarstale ofte, siger jeg med et smil, som jeg sikrer mig, at hun kan se i bakspejlet.
Hun griner lidt klukkende, så forretningskvinden fra den højere, stockholmske middelstand i nogle sekunder forvandler sig til en skærgårdskone i en eller anden folkelig tv-serie.
Hun begynder hverken at snakke eller tale. Hun griner lidt klukkende, så forretningskvinden fra den højere, stockholmske middelstand i nogle sekunder forvandler sig til en skærgårdskone i en eller anden folkelig tv-serie. Hun får mig uvilkårligt til at grine med. For det er stadig en kendsgerning trods 68, rødstrømpebevægelse og almindelig, socialdemokratisk ligestilling, – at kvinde SKAL forsvare den situation, hvor HUN er familiens særlige skaffedyr. Også selv om man som hende lever en næsten kedsommeligt almindelig tilværelse med hus, godt arbejde og et par børn, der er i den alder, hvor man skal være særligt tæt på dem, selv om de ikke selv beder om det. Det gør faren så. BØRNENE HAR EN FAR, and that’s it, – eller hvordan man nu siger i Sverige.
Inden hun forlader bilen, fortæller hun, at hun allerede i tidernes morgen, da jobbet i København var en realitet, opgav at forvente særlig søstersolidaritet. F.eks. et berettiget fokus på det afsavn, det ER at skulle undvære sine børn i det hverdaglige. En af hendes mands kvindelige kolleger vendte det helt på hovedet i denne kommentar:
– Hvor er din kone dog heldig, at hun er så langt væk, at du kan komme til at udføre 50 pct. af dine familieforpligtelser.
Vi griner igen lidt og stiller hinanden det retoriske spørgsmål, hvor mange år, der skal gå, før det er OK, at en kvinde gør karriere som en mand. Den dag, hvor det ikke længere er eksotisk eller kræver et særligt forsvar.
Karrierekvinden og hendes afsavn
Hun ser godt og tjekket ud denne her mørke og kolde vintermorgen, hor hun lyser op hvor man kun kan undre sig: Hvad i himlens navn fik vore forfædre til at slå sig ned på disse kanter i en svunden fortid. Småregn, kulde og det deprimerende, nordiske vintermørke. Det er ubegribeligt, at i ikke for længst er flygtet til en strand i troperne. Hun er fra Sverige, taler tilstræbt dansk med sine omgivelser (og det lyder derefter…) , og hun er forretningskvinde. Med streg under både forretning og kvinde. Hun har overskud nok til at smile – men hun er også lidt af en ekvilibrist i den der disciplin, som kvinder kan være særligt gode til: Den fine balance mellem nærvær og distance. Integritet på den overskudsagtige måde, renset for højrøvethed. Men ovenpå!
Inde i taxaen er der varmt og måske ligefrem tilløb til at være lidt hyggeligt. Og taxamanden har en af sine terapeutisk gode dage, hvor han faktisk er ganske god til at få kunderne til at slappe lidt af. Hygge, siger vi i Danmark. Skuldrene falder lidt og hun ser faktisk både gladere og lidt smukkere ud, når hun lægger noget af den professionelle autoritet og kølighed af sig.
Så begynder vi at snakke – ikke tale – bare snakke, som Peter Sommer synger.
Turen er en af de lidt længere fra ankomst-terminalen, udenrigs til Nordsjælland, hvor kvinden arbejder i en topstilling i en dansk virksomhed. Og hun har prøvet den her tur mange, mange gange i den sidste håndfuld år, for hun pendler mellem Stockholm og København. Ud på den første af ugens dage – og hjem på en af de sidste. Hun snakker frit om at leve den her pendler-tilværelse, som er ganske almindelig for mange mænd – men ALTID skal forklares særligt indgående af kvinder. Ikke bare må forklare. De skal FORSVARE deres livsdisposition at passe et arbejde på en flyrejses afstand fra deres hjem. Så langt borte, at de arbejder og er borte hjemmefra på hverdage – og pendler hjem til weekenderne. Og nej, ikke noget med at hun har valgt børn fra. Hun og hendes mand har været sammen i en snes år og de har et par teenager-sønner derhjemme i ønskehuset i skærgården. Og JA, det kan ære svært at skulle sige farvel her mandag. Og JA, hun savner sine børn. Og JA, det kræver et helt særligt forhold, men børnene har jo også en far…..
..Og hun er allerede inde i noget af et forsvar, uden at jeg selv mener at have bragt nogle anklager på banen.
Vi har snakket os lidt varme med hinanden og jeg kan ikke dy mig for at bruge begrebet.
– har du måttet holde den forsvarstale ofte, siger jeg med et smil, som jeg sikrer mig, at hun kan se i bakspejlet.
Hun begynder hverken at snakke eller tale. Hun griner lidt klukkende, så forretningskvinden fra den højere, stockholmske middelstand i nogle sekunder forvandler sig til en skærgårdskone i en eller anden folkelig tv-serie. Hun får mig uvilkårligt til at grine med. For det er stadig en kendsgerning trods 68, rødstrømpebevægelse og almindelig, socialdemokratisk ligestilling, – at kvinde SKAL forsvare den situation, hvor HUN er familiens særlige skaffedyr. Også selv om man som hende lever en næsten kedsommeligt almindelig tilværelse med hus, godt arbejde og et par børn, der er i den alder, hvor man skal være særligt tæt på dem, selv om de ikke selv beder om det. Det gør faren så. BØRNENE HAR EN FAR, and that’s it, – eller hvordan man nu siger i Sverige.Inden hun forlader bilen, fortæller hun, at hun allerede i tidernes morgen, da jobbet i København var en realitet, opgav at forvente særlig søstersolidaritet. F.eks. et berettiget fokus på det afsavn, det ER at skulle undvære sine børn i det hverdaglige. En af hendes mands kvindelige kolleger vendte det helt på hovedet i denne kommentar:
– Hvor er din kone dog heldig, at hun er så langt væk, at du kan komme til at udføre 50 pct. af dine familieforpligtelser.
Vi griner igen lidt og stiller hinanden det retoriske spørgsmål, hvor mange år, der skal gå, før det er OK, at en kvinde gør karriere som en mand. Den dag, hvor det ikke længere er eksotisk eller kræver et særligt forsvar.
Bliver det i vores børns tid?
Eller i børnebørnenes?
God Morgen Danmark af begge køn…..
Taxamand
Next ArticleDa de gamle tog flugten