Ejendomsvurderingerne på husene langs min vej stiger, mens jeg nærmer mig min næste kunde på en af ikke bare Storkøbenhavns men landets dyreste adresser. Jeg kører fysisk set temmeligt vandret, men jeg kører opad den sociale rangstige. Det starter med almindelige, pæne parcelhuse. Så glider vi over i en mere individuel byggestil, Og næsten fremme ligner det mere domiciler. Her begynder de tykkere hegn og mure – og ikke mindst de elektrisk kæmpe-låger at gøre sig gældende. Dørtelefoner allerede ved hegnet- og med video, for Guds skyld.

Taxamanden kører også med landets øverste klasser. Og så er jeg fremme ved noget, der kunne ligne en slags ringmur. Det store hus ligger lidt dybt i baggrunden, men der er ingen, der svarer, når jeg ringer på. Alt er helt stille sådan en formiddag i landets bedste kvarter. Jeg hæver mig på spidserne af mine Ecco-sko, som hører med til taxamandens sorte uniform. Heller intet svar, da jeg prøver mobiltelefonen-

Da jeg vender mig om ser jeg en lille, moden, asiatisk kvinde kommende løbende mod mig fra den anden ende af vejen, mens hun angiveligt råber noget og i hvert fald fægter med armene. Hun vil have kontakt og er faktisk løbet mig i møde mod den anden ende af vejen. Hun skal bruge mig, og det skal være NU!

– Sit down and stop crying! I’ll drive you back to Netto!

Hun  kaster sig ind i bilen og taler, smågrædende så hurtigt, at hun med sin filippinske accent – på engelsk – er uforståelig. Jeg må stoppe bilen for at spørge, hvad der er galt.

Det hele er galt lige nu. Hun har ingen mobiltelefon (bestilte via husets fastnettelefon) og ingen penge og kan derfor principielt ikke køre i taxa. På vejen hjem fra netto efter dagens storindkøb på cykel, har hun tabt en pose med alt sit personlige habengut. Herunder husets husholdnings-kreditkort og mellem 4 og 6000 kr. I kontanter.

– it’s a catastrophe, its a catastrophe, gentager hun. Og nu græder hun højlydt. Jeg ser for mig en slags senior aupaire pige, der nu bliver smidt på porten for at have kastet en mindre formue ud på gaden. Først rammes jeg af koldsved på hendes vegne.  Så går der livredder i taxamanden.

 

– Sit down and stop crying! I’ll drive you back to Netto!

 

På den noget forkerte side af færdselsreglerne (hvis jeg bliver spurgt formelt, er der tale om en stilistisk overdrivelse.,.) – fræser vi gennem villavejene. En grædende, philipinsk kvinde, en blødgjort granitperker af en taxamand – og alt hvad den sølvegrå Mercer med det grønne Logo kan overkomme inden for fornuftens rammer

 

Men helt kort: Historien ender lykkeligt. Jeg holder – ulovligt parkeret  på fortovet – foran netto, da hun, efter et panikløb ind i butikken endnu inden taxaen holder helt stille, glædesstrålende kommer løbende med den tabte, fyldte pose men penge, kreditkort og telefon. Hun næsten falder mig om halsen for så vidt det er muligt i en bil.

 

På vejen tilbage til overklassekvarteret fortæller hun sin egen historie, . Hun ER en moden kogekone – muligvis over 60 år -, der hjemme i Manila på Filippinerne har både børn og børnebørn. I næsten 20 år har hun været kogekone for en af Danmarks store forretningsfolk. Da han døde besluttede de efterladte at lade hende fortsætte i familiens tjeneste. Da den gamle forretningsmand levede, rejste hun med ham overalt i verden, så der findes snart sagt ikke det hjørne i verden, hun ikke har besøgt. Hele tiden med den hovedrolle, at kunne tjene sin arbejdsgiver med den mad, han ønskede.

Så kunne jeg holde et standard-foredrag om den levendegjorte imperialisme eller …hvad fik hun mon i løn..? Men jeg vælger at se hende som den en filippinsk Laura i det globale Korsbæk. Og sandheden er jo også, at hun kan holde livet oppe for sine pårørende derhjemme i Manila sådan som millioner af filippinere gør det over hele verden.

 

Og endelig: Det er vel ikke værre end taxamanden, der strengt taget burde være blevet ved sin mikrofon, frem for at tage arbejde fra andre, der kunne have mere brug for en sølvgrå arbejdsplads på fire hjul?

 

God morgen Danmark

Fra gildesal til kælderværelse, godmorgen