Dagens blogindlæg bringes også i et af landets store nyhedssites – avisen.dk

 

Det er en god uge for danske skolebørn.

Nu er der kommet endnu et redskab, som gør det muligt for forældrene at følge med. Fra kl. 12,00, middag, tirsdag den anden februar, kan forældre sammenligne deres barns skoles status på landsniveau og i de enkelte kommuner. Det handler ikke blandt andet om elevernes valg efter 9.klasse, trivsel og fravær, antal elever med udenlandsk baggrund, antal elever i specialklasser – og så naturligvis karaktergennemsnit. (Både de konkret og så noget, der kaldes socioøkonomisk reference- eller på dansk: Målt på baggrund af forældrenes sociale og økonomiske baggrund).

 

Nu kan forældre så sidde med panderynker og shoppe ind til podernes bedste: Hvor er mine børn sikret den bedste standard, når jeg skal vælge skole? – Og hvis jeg allerede er far eller mor til et skolebarn: Har jeg nu også valgt rigtigt.

Denne lyst til ”tryghed via kontrol” har floreret lige siden borgerligheden holdt sit indtog på alle niveauer under Fogh-regeringen. Fra ranglister, Pisa-undersøgelser  til det nye Internet-system, som du kan opleve på undervisningsministeriets hjemmeside – https://www.uddannelsesstatistik.dk/grundskolen/overblik?smarturl404=true.

– Og på den tvangsgennemførte lærer-overenskomst for et par år siden, Nu handler det også om at sikre, at lærerne sidder på deres plads fra 8-16 ligesom alle andre lønmodtagere. Det sidste blev gennemført med lockout under og med accept fra den såkaldt røde regering – lige på og hårdt gennemført med en konservativ forstads-minister i spidsen.

 

Det sidste nye initiativ er en del af en titel, der sprogligt  i den djøfiserede tidsalder (”fællesskabets finanslov”, ”den nødvendige politik”, etc) – er en klon mellem klam propaganda og noget ingen kan være uenige i: ÅBENHEDSINITIATIVET. Et begreb, som ligger meget smukt på niveau med George Orwells Sandhedsministeriet i den verdenskendte roman 1984 – en skrækvision om et moderne fremtidsdiktatur med ”Big Brother”, der holder øje med alt og alle.

 

Hele denne kamp om skole og uddannelse er jo på ingen vis ny. Man kan vel nærmest sige, at hvis det er socialdemokraterne og fagbevægelsen der kæmpede sig frem til velfærdssamfundet, så er det Venstre og hele den grundtvigske kultur, som skabte tanken om en skole og uddannelse for almuen – den almindelige befolkning.

 

Det er mig umuligt at undgå et enkelt vers fra en af Grundtvigs sange i højskolesangbogen – Er lyset for de lærde blot. (der som hovedregel synges ved indledning til mine foredrag rundt i landet)

 

Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave? Nej, himlen under flere godt, og lys er himlens gave, og solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde

 

Der er ingen tvivl – oplysning og skole er for hele folket.

 

Det var en kamp mod latinskolens forældede terperi og ekskludering af børn fra de ikke-privilegerede klasser

Og dette fantastiske livssyn, som er et grundstof i vores demokrati og folkestyre opstod  ikke med et fingerknips i midten af 1800-tallet. Næh, det var ikke mindst Venstres jernhårde kamp mod enevælde og borgerskabets magt over ikke bare økonomi – men om kirke, kultur og skole. Det var en kamp mod latinskolens forældede terperi og ekskludering af børn fra de ikke-privilegerede klasser.

Svaret har vi brystes os kollektivt af siden: Folkehøjskolen uden rigide eksaminer, friskolerne uden karakterer – og en folkeskole, som på mange måder har klare rødder tilbage til oprørets dage i 1800-tallet – og fornyet under fagbevægelsen og velfærdssamfundet i 1900-tallet.

 

Men tiden er gået.

De røde har mistet slagkraft, socialdemokraterne er uddannet i New Public Management – og Venstre var indtil sidste valg borgerlighedens politiske holdkaptajn. (Valget blev et kæmpe-nederlag men Lars Løkke & Co. insisterer på førertrøjen).

Kulturminister Bertel Haarder har fået sine kulturkanoner (Hvilke værker og kunstnere skal MAN kende for at være et dannet menneske). – Og som undervisningsminister i Fogh-regeringen fik han sat fokus på karakterer og kontrol. Selvsamme Haarder, som er vokset op på en højskole midt i den grundvig-koldske smeltedigel. Men tiden er gået og modernitetens regnemodeller rammer også den statskundskabsramte Haarder, – hvor liberalt hans hjerte engang var. Historien sletter alle spor – selv hos begavede venstremænd.

Og hvis nogle gamle surmulere kan huske noget om lyset, der ikke kun er for de lærde, om karaktersystemer, der i virkeligheden burde afskaffes – om nej til den sorte skole, latinskolen, – så finder vi på nye begrundelser i konkurrence- og globaliseringsuniverset. Vi har hygget os for længe i Grundtvigs slagskygge – og lige om lidt kommer kineserne og slår os på alle felter.

” … Nysprog er det eneste sprog i verden, hvis gloseforråd bliver mindre hvert år… “.

Hvis nogle påstår, vi er ved at give afkald på gamle principper, er svaret – et ÅBENHEDSPRINCIP, og så er den hykleriske ged barberet.

Også her kan vi lære noget af George Orwell. I sin fremtids-rædsel 1984 taler han om NEWSPEAK – altså Nysprog – om hvilket forfatteren skriver: ” … Nysprog er det eneste sprog i verden, hvis gloseforråd bliver mindre hvert år… “.

 

Men fortidens principper lever og udvikles hist og her.

Miner egne børn er gået på en grundtvig-koldsk friskole, hvor der ikke gives karakterer før i 9. klasse. For så banker realiteterne så meget på døren, at selv frisindede forældre ikke kan bære princippet længere.

Jeg husker endnu skolelederens gode svar på et forældremøde, da der netop blev spurgt til det der ikke-karakter-princippet ved min ældste datters indskrivning for mere end 20 år siden.

 

– Næh, så let slipper du ikke!

 

I den gode skole er det ikke nok bare at udstede et tal på præstationen. Den skal forklares og forstås! Du skal ikke bare holde øje med dit Barns skoleliv. Du skal deltage!

 

Og forleden hørte jeg en lærer fortælle i radioen om et forsøg på vel nok borgerskabets stærkeste gymnasie-institution i Danmark – Øregård Gymnasium i Hellerup. Hold jer nu fast: Nu prøver man sig frem med karakter-frihed i én af gymnasieklasserne på én af linjerne. Selvfølgelig permanent fulgt af en ”parallelklasse”, hvor man – Oh, Gud ske lov! – følger princippet om at sætte tal på præstationen.

 

Og så kan I jo selv gætte på, hvilken klasse der på nuværende tidspunkt klarer sig bedst? (Grundtvig og Kold levede ikke forgæves, kan jeg røbe!).

 

Hvor er hun så, hende pigen, der blev indskrevet på skolen uden karakterer og med masser af historiefortælling og musik?

Hun er i den grads trådt ind i den moderne verden med både ÅBENHEDSPRINCIPPER og solide nedskæringerne på læreranstalterne.

Ved aflevering af sit speciale i sidste uge fik hun en kop med bolsjer og en god kuglepen (Ikke et eneste ondt ord til Universitetet, der gør, hvad de kan ud fra de reducerede ressourcer. Materielt og opmærksomhedsmæssigt tilhører Sofie og hendes generation den mest privilegerede generation!). Det er ikke synd for vore børn, de nye akademikere. Nej det er netop det med at gøre dem lige så dygtige, som deres folk er lykkeligt.

 

Når censor om 6 uger, har kigget på dette speciale i retorik, er der ikke råd til hverken det traditionelle kandidat-forsvar  – eller skriftlig respons på specialet.

Men en ting står fast for den nye kandidat i sproglig formidling: Hun får en karakter.’

Et Tal!

 

God dag, Danmark.

Og tillykke!