Fra min klumme i Ekstrabladet, EKSTRA lørdag den 6. september 2014

 

Taxichauffører kan være smålige folk.

Taxamanden kan i hvert fald, det må jeg erkende. Selv om jeg som de fleste dødelige sjæle mener, at det har sine grunde.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at jeg har været på denne attraktive adresse før. Ikke fordi selve boligen i denne karré er rent økonomisk overklasse. Men beliggenheden! Og så har jeg som andre taxafolk den denne rest af reptil-hjerne, hvor jeg bare mærker en indre irritation. Sådan en slags gråhaj-hukommelse, hvor jeg kan erindre, at jeg bed – jeg kan bare ikke huske hvorfor.

Da den gamle dame går forsigtigt ud til taxaen – hun har punktligt ventet i nogle minutter, selvom jeg er forudbestilt og faktisk var her nogle minutter før afgang – genkender jeg irritationens årsag. For blot et par dage side kritiserede hun prisen for en kort hjemtur fra hospitalet ved at vifte med kvitteringen for udturen. Ud havde det kostet 76 kr. Retur måtte hun betale 85 til mig.

Jeg var pissed – og kolde som en brøndgravers agterparti

Den ældre kvinde skal ud på en lidt længere tur til bymidten. Under turen ind til Strøget rød vi ind i storbyens trafikkaos og jeg var lige ved at mærke den krybende nervøsitet for, at vi nu IGEN skulle diskutere køreprisen. Men fordi taxamanden er tøsesur, kan kunden jo goldt være storsindet. I dag er det slet ikke rejsers veje og vildveje, der er på dagsordenen. Damen er langt oppe i alderen og derfor kan have svingninger i hukommelsen.

Måske ville hun bare have styr på kontoen. I dag svæver mildheden og eftertankerne over hendes sind og jeg burde have give hende rabat for en spændende livsrejse på under en halv time.

Hun er en af pigerne fra Den Franske Skole

En lidt ustruktureret men farverig tur gennem 70 år af hendes voksne liv. Hun starter sin historie bagfra om de sidste år i lejligheden, hvor hun flyttede ind med sin ikke helt raske mand. Udsigt over Øresund. Lejelejlighed – til en rigtig lav pris ”… med Danmarks smukkeste udsigt”

Vi talte om hende absolut voksne sønner, der har særdeles solide jobs i erhvervslivet. Om børnenes sene skolegang på og studentereksamen fra navnkundige og hyppigt diskuterede Herlufsholm I Næstved. Med det overskud, som den selvbevidste middelklasse kan gøre det: Vi gjorde det for vore børn-. De har elsket det alle dage og har deres tætteste venskaber gennem den skole. Hvad er problemet?

 

Og så sluttede vi med den barndoms-oplevelse, som kom til at sætte sit dybeste præg på min kundes liv og opvækst. Og jo ældre hun er blevet, jo mere har hun måtte erkende, at alt ikke var skønt, nemmere og billigere. Noget var også grundlæggende forkert.

 

Hun var en af pigerne fra den franske skole, der ved en fejltagelse blev bombet af allierede bombefly for 70 år siden i 1944. En maskine fald ned tæt på ved et ulykkeligt uheld. Andre fly troede, det var selve målet og kastede deres bomber på den katolske pigeskole og det kostede mere end 100 børn livet.

 

– Min mor var fra en streng katolske, tysk familie. Og min far havde lovet, at vi skulle opdrages som sådan og derfor gik vi på Den Franske Skole.

 

Efter at have siddet stille lidt tænksomt fortæller hun om selve bombardementet:

 

Og først da jeg mange, mange år senere blev indkaldt til en genforening af os overlevende, kom jeg rigtigt igennem, hvad der egentlig skete

– Det har siddet i mig hele livet. Det var frygteligt. Min lillesøster gik også på skolen. Og i nogle frygtelige minutter kunne jeg ikke finde hende. Først senere fandt jeg ud af, at hun slet ikke kom i skole den dag. Men inden da var det hele opløst i kaos. Det værste var i virkeligheden blev hele denne ulykke mødt med en eneste reaktion i min familie og i vores omgivelser: TOTAL TAVSHED. Der blev aldrig talt om det. Og først da jeg mange, mange år senere blev indkaldt til en genforening af os overlevende, kom jeg rigtigt igennem, hvad der egentlig skete.

Først da blev mit hjerte lidt lettere.

 

– Inden den elegante, gamle dame forlader taxien sidder hun stille endnu et øjeblik, som sikker var kortere end det føltes.

 

– mange år havde jeg en erindring, som jeg endnu den dag i dag ikke er sikker på. Et minde om en tysk soldat, som forhindrede mig i nonnernes ide om, at vi skulle ned i kælderen. Der døde mange af mine skolekammerater. Er det en drøm eller fantasi? Var det en tysker, der reddede mit liv?

 

Goddag, Danmark.

– med de små spørgsmål – og de skæbnesvangre