Det lyder givetvis både selv-overvurderende og nørdet, når jeg kalder mødet under taxi-halvtaget i lufthavnen for – de magiske sekunder!

Jeg har trykket på knappen i min nye Mercer. Så kigger jeg på servicemedarbejderen, der fordeler kunderne til de enkelte vogne. Forsøger at få øjenkontakt med den travle rejsende. – Og så har jeg 1-2-3 sekunder til at vurdere stress, kundeprofil – måske destination.

Rent gætværk, der stimulerer den provisionslønnedes indre drømme om guld og grønne landeveje.

Der er meget lidt magi den anden vej, – når køreordren går til en af hovedstadens hoteller, og terminalen melder taxiturens mål: Cph – Københavns lufthavn!

Jeg kigger på receptionisten, han nikker køligt, professionelt mod sofaarrangementet i hjørnet, hvor min kunde venter. Nu har vi øjenkontakt – ouverturen til et menneske-møde på bare 15-20 minutter. H

Hun er en kvinde først i fyrrerne og rejsevant, ser jeg. Hendes bagage er en tung rejsekuffert i stærkt, vævet kunststof, så den kan holde til alverdens hensynsløse bagagefolk.

Tasken er tung som rejsemontørens værktøj og digitale apparater.

Hun smiler til mig, da jeg har smækket bagklappen og er småløber rundt om Merceren for at holde døren. Jeg er gennemskuet. Den tog røven på mig, tasken! Tung som ind i helvede.

Ind i helvede.

Det skal vise sig nærmest profetisk.

Meget feminin og synligt beslutsom. Intelligente øjne. Jeg gætter på, at hun er på vej hjem til en velfortjent ferie i det smukke land, som Taxamanden har et uforløst kærlighedsforhold til, siden en 10-ugers orlov i en spartansk hytte engang i 70’erne.

Alle mine norske kunder får historien.

Og så starter min navnkundige skydeautomat af en nysgerrighed med en konstatering.

– Du skal hjem på ferie?

– Nej, jeg rejser ud!

– Ned i varmen?

– Njaaa, – jeg skal til Asien!

Det svar har jeg faktisk aldrig fået i min taxi.

Kunderne skal til Thailand, Kina eller Vietnam – ikke til det massebetegnede – Asien. Det lyder nærmest som en hemmelig mission, og min ydre taxichauffør får hjælp af min indre journalist. Nu er der kun et af hv-spørgsmålene tilbage.

Hvorhen?

– Afghanistan, svarer hun med et blik i bakspejlet, som både indeholder almindelig, militær diskretion og en træthed over IGEN at skulle genfortælle sin militære historie. Måske ligefrem forsvare sit levebrød

Jeg er født med moderne tiders dialektiske forhold til det krigeriske håndværk. Min farfar, den tyske emigrant, var soldat på østfronten og vestfronten under første verdenskrig. Den ene bror døde på Østfronten – lillebroren var krigsfange i Sibirien under og efter anden verdenskrig. Og min far var soldat og officer i både Danmark og Mellemøsten. Selv er jeg et pacifistisk skvat, der undgik værnepligten via en bilyd i hjertet. Så jeg undgik militærnægteriet og en potentiel konflikt med mit fædrene ophav – men kunne frit passe ind i 70’ernes tidsånd og modstanden mod USA’s katastrofale af en krig i Vietnam. Men – I guder, hvor har jeg forsvaret soldaten, fordi jeg mødte ham blandt min

 fars officersvenner, der jo var rare mennesker, som folk nu er, og ikke passede ind i min ungdoms stereotype gengivelse af den voldsliderlige kriger. Jeg dyrker det ikke i stolthed. Men jeg kan ikke – trods mit ønske om kærlighed og fred – skjule respekten for de mennesker, der i virkelighedens verden sætter livet på spil, når krigen er en realitet. Trods dette blodige i disse dages Irak, Syrien, Centralafrika – og Afghanistan – hvor soldaterne flyttes som brikker, styret af politikere der agerer på en skala fra frihedselskende til binde-gale.

Og lige nu er han – soldaten – en ”hun”.

Diskret – men venlig. En del af en lille gruppe i det krigshærgede land i det centrale asien – muligvis i den såkaldte Rescue Support Mission, som træner det afghanske militær. Muligvis, siger jeg, for jeg spørger ikke i respekt for hendes og mit eget arbejde. Hun har givetvis sine hemmeligheder – jeg SKAL yde fortrolighed.

Men hun fortæller mig om sin professionelle officerskarriere. Hun er major i den norske hær og har været i Afghanistan en håndfuld gange.  

Det er voldsomt.

Men det er hendes job og hun ville naturligvis ikke udføre det, hvis ikke hun kunne holde til det mentalt. Hun har ingen børn og derfor ingen særlige hensyn at tage i den private sammenhæng.

Vi taler om det sønderskudte og smadrede Afghanistan, der i 60’erne var på vej til at blive en moderne, sekulær stat. Frihedsrettigheder for mænd og kvinder. Et liberalt kongedømme, der i 70’erne kom i klemme mellem to meget forskellige bevægelser. En kommunistisk og en islamistisk.  Først vandt kommunisterne, så kom de i vanskeligheder og bad om hjælp der førte til den sovjetiske invasion. Det gav de islamistiske frihedskæmpere vind i sejlene – og resten er historien om et lands forvandling til en sump af fattigdom, fanatisme, – og den vestlige indgriben anført af USA i oktober 2001 efter angrebene på Wold Trade Center 11. september, måneden før.

Vi taler om soldatens ultimative krav om fællesskab. Ikke blot en metafor i det blodige management, men helt konkret at agere som en slags familie, hvor ingen er hjemme før alle er hjemme.

Om det er sentimentalitet? Om det er min faderlige omsorg for den kvindelige major, der med lidt god vilje kunne være min datter? Jeg ved det ikke. Men jeg leder efter udgangsreplikker, mens vi nærmer os udenrigsterminalen. I nogle sekunder tænker jeg på klichéen, replikken fra en film eller en sang, jeg ikke husker: ”It’s a dirty job, but somebody´s gotta do it”. Det beskidte job, som nogen jo MÅ tage på sig.

Totalt upassende ville det være.

Det ender med en kluntet bemærkning, mens computeren behandler betalingen.

– Og så vil jeg bare sige – så vil jeg ønske dig..  Pas nu godt på dig selv, får jeg fremstammet med et nervøst tilføjet – og hinanden.

Hun svarer ikke i første omgang men rejser sin højre hånd op banker på sideruden, som den overtroiske banken under bordet. Jeg ser for mig den samme bevægelse på panserruden i det camouflagefarvede køretøj i Kabul.

Hun er synligt glad for mit ønske – og siger bare:

–  Tak! Sådan gør vi altid derude!

Og så banker hun på ruden igen.

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele Taxamandens frontberetninger.