Det der med krigskunst og soldaterliv har aldrig rigtig fungeret for mig.

Men man kan ellers roligt sige, at jeg genetisk og historisk bærer rundt på alle forudsætninger.

Min oldefar var soldaterkammerat med Christian den 10. Min farfar var tysk soldat på Vestfronten under første verdenskrig.

Og min gamle far, der endte sin militære karriere som major og infanterist i hæren, har dybest set været soldat i hele sit liv, også i sin tid som bonde.

I sine helt unge år boede han i USA og var på nippet til at melde sig som frivillig i Korea-krigen. Og så må jeg ikke glemme, at han i 60’erne var FN-officer i Mellemøsten.

Det var under Vietnam-krigen, at vore militære ambitioner delte sig.

Lige som han var en del af den særlige militære forsvar af Bornholm under den kolde krig (noget af det måtte vi ikke tale højt om), ville han med garanti havde kæmpet mod det kommunistiske regime i Nord Vietnam, hvis det var nødvendigt. Men jeg var en del af en generation, som netop definerede sig som anti-militarister på grund af den krig. Så da en god skæbne og en underlig hjertelyd kasserede mig ved sessionen i 1975, forhindrede det en gigant-konflikt mellem far og søn. Systemet af støvler, krudt og kanoner ville hverken eje eller have mig. Far så det i øjnene med følgende kølige kommentar:

– Det er du vist ikke særlig ked af.

Og så talte vi ikke mere om det.

Jeg sendte den gamle major på 85 en tanke i morges.

Min kunde er tydeligt af asiatisk baggrund. Nok et tiår eller to yngre  end jeg – men som så ofte med asiatiske mænd og kvinder – set med min, bleghvide baggrund: De er unge hele tiden, indtil de pludselig er gamle.

Han taler uden asiatisk accent men et angelsaksisk, som er svært at bestemme. Til sidst MÅ jeg spørge og gåden VILLE være at tyde uden hjælp.

Han er vokset op taget uddannelse i Vietnam.

Han har studeret videre i Australien (og ja, han taler virkeligt med australsk accent).

Og nu bor han i en af staterne på den amerikanske vestkyst og er specialist i alternativ energi.

Jeg gør mig klar til at tage snakken om bådflygtninge og politiske afvigere – og afslører, at jeg også selv er blevet påvirket af det landsby-univers som MIT fædreland har udviklet sig til. Et land, hvor forstadsfruen fra landets mest velbjergede kommune, blev folketingets formand og som tegner et billede af den utålelige danske elite, der ikke forstår folkets angst for det fremmede.

Der er speltsegmentet, der vil sælge Danmark. Sælge ud, forstås. Og så er der patrioterne, der elsker fædrelandet.

Så enkelt er det, mener Madam Blå, der tilhører eliteenheden i kampen mod eliten.

Min gæst i taxien er vokset op i i det tidligere Nordvietnam som søn af en arbejder – en tidligere kommunistisk partisan i Viet Cong, vestens nedsættende udtryk for FNL, den vietnamesiske frihedsbevægelse. Faren er såmænd stadig medlem af kommunistpartiet og bor i Hanoi. Hans søn – min kunde – er en del af det moderne Vietnam og arbejder med grøn energi over hele kloden.

Han er ikke flygtning eller offer.

Han er bare veluddannet verdensborger.

Jeg spørger ham – dybest set meget uhøfligt påtrængende – om han selv er kommunist i dag.

– nej, nej, siger han, det er en ny verden, vi lever i dag. Vietnam er stadig et et-parti-system som Kina. Men også det vil sikkert ændre sig en dag. Landet har bare brug for tid til en rolig udvikling. Det skal nok komme. Politisk er jeg selv vist det, vi i USA kalder ”a liberal”. Jeg er meget mere Sanders eller Clinton end jeg er Trump!

Den griner vi begge af.

Men jeg mærker en nærmest barnlig solidaritetsfornemmelse fra 70’erne – men også et vemod. Og kan fortælle kunden, at min bonus-datter har arbejdet på et børnehjem i Hanoi for børn, der er ofre for amerikanernes grusomme Agent Orange-projekt, der sprøjtede gift over Vietnams skove så bladene faldt af træerne – så hær og luftvåben bedre kunne få øje på Viet Cong’erne og udslette dem. Senere fødtes titusindvis af børn med kromosom-skader. Børnene i Hanoi er åndssvage og ofre i en krig, som blev udkæmpet mellem deres forfædre og Vestens demokratiske korsriddere.

Vietnam-krigen var absurd i sine konsekvenser.

Man regner med at i hvert fald 2 millioner vietnamesiske soldater og civilpersoner mistede livet. 60.000 amerikanske soldater blev dræbt og krigen har siden været et dybt, dybt sår i den amerikanske historie og selvopfattelse. Den skabte protestbevægelser og prægede kulturen for min generation i politik, musik, film og digtning. Og langt ind i den nuværende valgkamp mærker man forbitrelsen over de tab, som USA har lidt i deres bestræbelserne for at bevare deres egen frihedskultur. De er vores allierede.

Og det var så her, jeg kom til at mærke værdi-afgrunden mellem mig og min far i 70’erne.

Men jeg må ikke glemme det mest absurde i de ryggesløse tab af menneskeliv i Vietnam-krigen. Det var det mindste folk med de største tab og afsavn, – der vandt krigen. Så mens amerikanerne pisker sig selv i en valgkamp, som undertiden minder mest om en satirisk Film af Mel Brooks (Silent Movie, Frankenstein Jr, Springtime for Hitler …) – er Vietnam fortsat et af de få kommunistiske samfund på kloden.

– Har din far det svært med, at du nu arbejder for hans tidligere fjende i den vietnamesiske jungle.

– Nej, nej, nej, smiler han igen. Jeg tror han er stolt af mig. Og jeg bor jo også i det fredelige, grønne USA, hvor vi arbejder for at udnytte de naturlige og grønne energikilder. Vi må slippe de gamle fjendebilleder og så arbejde for bedre vilkår, end vore forældre havde. Sådan er det. Er det ikke en evig og tilbagevendende cyklus? Jeg kan sagtens havde respekt for min far – den gamle kommunist – og så selv være mere i pagt med den moderne tid.

Krigersønnerne siger farvel til hinanden foran det internationale hotel. Han får mit kort og vil sende mig en mail. Så kan jeg kontakte ham, hvis jeg en dag vil besøge landet, der delte vandene mellem mig og min far for mere end 40 år siden.

– Så vil min familie vise dig et Hanoi, som du ikke vil glemme, siger han og smiler.

–

 

 

 

 

 

–