Jeg kan lige så godt være helt ærlig fra begyndelsen. Hvis du synes det er for sentimentalt at tale om døden,,, og for svulstigt at savne den højtelskede, – så skal du holde dig fra taxamanden i dag.

Men du er hjerteligt velkommen tilbage i morgen, når jeg er helt nede på jorden igen og taler om noget mere jordnært. Måske noget om diesel, taxabon’er og uregulerede vejkryds.

Vi ses!

 

Jeg blev ramt af den sentimentale åre de sidste to døgn. Allerførst, da jeg mandag holdt foredrag for mere end 300 mennesker i Vejle. Jeg er jo selv en halvgammel sølvræv på 60 år, der har brugt mange timer siden april på at tænke over dyrebarheden i at leve. Kunne godt have holdt et politisk korrekt foredrag over alderens ligegyldighed i forhold til livet og dets lykketilstande, Eller sige som min gode Veninde Lone Kühlmann gør det i titlen på bestsellerbogen AFSKAF ALDERDOMMEN (skrevet sammen med alderdomsforskeren Henning Kirk): Bliv i de voksnes rækker!

Jeg er fuldstændig enig: Afskaf aldersfascismen. Sagsøg de lorte-virksomheder, der fyrer efter dåbsattest. Angrib den kultur, der gør seniorer til nogle u-erotiske hylstre, der først og fremmest ligger vandret for at dø. Og jeg vil hellere bo i kollektiv og ryge hjemmerullede joints end jeg vil forlade i verden i døgnpleje i mit eget hus.

Men det har en ende på et eller andet tidspunkt. Og indtil da skal der kæmpes for at blive klogere

Det tænkte jeg sødmefyldt på, at jeg i kaffepausen kiggede ud over publikum på Kultur- og Kunsthøjskolen i Vejle. De er seniorer – og selv var jeg i den yngre ende. En del af dem var enlige, kunne jeg forstå. Men hvordan lever man op til at have den gnist, der får én til at opsøge en taxamands fortællinger fra den virkelige virkelighed?

Jeg ville lyve for mig selv, hvis ikke jeg indrømmede, at mine tanker om seniorlivet også er angstbetonede.

Jeg genkender min formiddagskunde på afstand. Kører med hende jævnligt. Hun skal ordne banksager men i dag er der en særlig vemod i hendes aura. Husker i grove træk de sidste ord til mig, da vi mødtes sidst for 3-4 uger siden. Jeg fortalte om vores møde – her på bloggen.

Hun sagde:

 

Han fik fred, og hvad man ellers siger. Det er ikke længere noget, hun forestiller sig

– Det er så underligt, at det med at sige farvel både er sørgeligt og fuld af noget kærligt. Det er svært at forestille sig tiden uden ham. Men det er jo smukt at se, at det bringer os nærmere. Også jeg og min halvsøster.

 I dag fortæller hun, at faren er borte. Han fik fred, og hvad man ellers siger. Det er ikke længere noget, hun forestiller sig. Hun var sammen med ham de sidste dage, hvor han forsvandt mere og mere.

 

– Til sidst nærmest sov han med lukkede øjne, mens de pumpede ham morfin for at holde smerten nede. Og det virkede. Vi var fulde af fred. Jeg talte hele tiden til ham, og man siger jo, at det sidste, der forsvinder er hørelsen. Et øjeblik var der så lang en pause i hans vejrtrækning, at jeg troede, det var slut. Men så kom han igen, og det er meget almindeligt, sagde sygeplejersken.

Han døde natten efter.

– Det har sgu vejret hårdt, siger hun, og når jeg drejer hovedet lidt kan jeg se, at hendes øjne er blanke. Det har været helt som det skulle. Jeg fik fortalt ham masser af gange, at jeg elskede ham, så han kunne tro på det. Han troede kan kunne bekæmpe alle nederlag og holdt ud til det sidste. Men da han en måned før de sidste kamp sagde farvel til sine børnebørn, der bor i udlandet, skete det med nogle ord, der viste, at han vidste, hvor det bar hen:

– Kan I nu ha’ et godt liv!

 

Jo han vidste det var slut, og jeg tror, at han havde forliget sig med det.

En af mine sidste kunder er en livskraftig kvinde – en lille håndfuld år ældre end taxamanden. En kvinde med kunstneriske årer – og et selvstændigt arbejdsliv i den kreative ende. Hun halter ind og senere ud af bilen og fniser, når hun fortæller hvorfor: Hun er på vej hjem fra lægen, fordi hun skvattede og har brækket en tå.

– Og hvad kan man så gøre ved det, spørger hun retorisk. – Ikke en skid, svarer hun og fniser videre som en tøs, der lige så godt kunne være sig selv som teenager for 50 år siden.

 

Og nogle gange har jeg glemt alle realiteter og hørt, at han var på vej op ad trappen

Hun bygger videre på taxamandens lidt sentimentale dag og fortæller om livets pludselighed i hendes univers. Hun levede med sin mand, der var en smule ældre og havde sat gang i arbejdet med at gå tidligt på pension. De var mand og kone, som vi alle drømmer om. Elskede hinanden uden at skulle sige det hele tiden eller hænge fortabte på hinanden som hjælpeløse fugleunger. De bedste venner i verden. Været sammen gennem det meste af livet. Ingen børn – men der kom bare andre i lejligheden, hvor de elskede at bo. Bare en kort spadseretur far skov og Øresund.

Datid!

For et par år siden faldt han pludselig omkuld med en blodprop i hjernen efter at have været rask hele livet bort set fra en let diabetes2. Hun holdt ham forsigtigt på gulvet. Ambulancen hentede ham og kørte ham på sygehuset. Her døde han om natten af en efterfølgende hjerneblødning.

Min eftermiddagskunde brugte næste de samme ord som hende om formiddagen, der havde mistet sin far:

– Ja, det var hårdt, det kan jeg godt sige dig. Jeg var jo netop ved at gå på pension, så vi kunne være der endnu mere for hinanden.

Jeg spørger ikke, om hun savner ham. Det ville være lige så upassende som at spørge til den amputeredes fantom-smerter.

Hun giver selv svaret på det indlysende og upassende spørgsmål om savn:

– I den første tid kunne jeg finde på at tale til ham, selv om han var borte. Og nogle gange har jeg glemt alle realiteter og hørt, at han var på vej op ad trappen.

Underligt.

Og vi taler videre om lidt lysere emner og lidt om taxamandens bog, som hun glæder sig til at læse. For hun giver ikke bruge et sekund på internettet.

Hun læser bøger. Basta!

 

Og min dag ender lidt underligt dobbelttydigt.

Vemodigt, fordi det var de sørgmodige historier, der trængte sig på i dag.

Men i en moden kvindes store, tabte kærlighed – solstråler, masser af solstråler i hendes øjne.

Det er hævet over enhver tvivl: Han vidste med sikkerhed, at han var elsket, da han levede.

Og meget højere, kan man vel ikke nå?

 

God Morgen Danmark

– og lev, så det batter noget