Der er en forbandet bagside ved at være og tænke som journalist.

Nej, der er snarere risici i alle erhverv. Ikke blot alt det der med arbejdsskader i de mere fysiske erhverv – håndværksfagene, primært. Også faren for nogle stilmæssige eller kulturelle ensretninger og klichéer.

Det kam være psykologen, der snart ser alle dårlige symptomer som fortrængninger. Eller pædagogen, som oplever enhver dårligdom, som et udtryk for sociale belastninger. Der KAN jo også bare være tale om at være en smule genert – eller måske er lille Peter bare en møgunge for tiden?

Og i journalistikken. Jamen, vi er jo kongedygtige til at skabe stereotyper (ensartede mennesker og historier). Her må være basis for en grundig forskning. For kigger man tilbage i den branche, kan man se, hvorledes disse klichéer i den grad er en del af den tidsalder, hvori de skabes. Heltene og de dumme svin bytter roller fra tid til anden.

Jeg var i sin tid i midten af 70’erne i praktik på en venstre-avis (alt andet end venstreorienteret men i mange små detaljer orienteret mod partiet. Jeg var f.eks. som elev udskrevet til et par gange at være sekretær for den lokale vælgerforening, da den arbejdede på et nyt partiprogram. Min redaktør – jo, han var selv venstremand men fra den tid, hvor det betød udogmatisk og frihedselskende – var en gudbenådet, liberal provokatør. Han kunne næsten ikke vente til dagens efter partimødet med at fortælle den lokale partiformand i det nordvestsjællandske, om de var klar over, at det gode sekretærarbejde var gjort af en erklæret SF’er.

Gulerodsavleren blev nærmest hvid i hovedet. Men det måtte han jo finde sig i, når han nu udnyttede muligheden for sat bruge den lokale journalistelev som skriverkarl.

Nu også i Holbæk, i Hashøj, i Gørlev, I Skælskør – og i Sorø: GODT ÅR FOR VENSTRE.

Det var en af disse tider, hvor der ligesom i dag var nærmest fuldautomatisk succes for Danmarks Liberale parti, næsten ligegyldigt, hvor tosset partiet ledelse opførte sig. Politisk succes. Medlemsfremgang – og hver gang en lokal vælgerforening havde generalforsamling, havde den lokale avis den stort set samme rubrik på lokal-historien: GODT ÅR FOR VENSTRE.

Det fik en ironisk redaktionssekretær til at skrive ud til alle lokalredaktionerne, at de sådan set ikke behøvede skrive overskriftsforslag på deres artikler. ”Vi gemmer bare den fra i går”.

Nu også i Holbæk, i Hashøj, i Gørlev, I Skælskør – og i Sorø: GODT ÅR FOR VENSTRE.

 

Sidenhen blev verden lidt mere venstreorienteret på den måde, jeg kunne lide. Nu skiftede de journalistiske klicheer slagside. Jeg jeg var selv med til i den tid af 70’erne og 80’erne at lave nærmest et utal af historier og reportager om nedskæringer på daginstitutionerne. Tillidsmændene ringede – og vi tog ud og reporterede i tidsåndens slagskygge. Og jeg havde nær sagt: Vi havde måske meget mere brug for en ordentlig dækning af nedskæringer og bureaukratisk kannibalisme i dag!

 

Men klicheerne i journalistikken behøver slet ikke at være politisk dogmatiske som i de tilfælde, jeg har nævnt her.

Nu også i Holbæk, i Hashøj, i Gørlev, I Skælskør – og i Sorø: GODT ÅR FOR VENSTRE.

De kan også tage udgangspunkt i tidsåndens fordomme som: Danskerne gider ikke arbejde, de har det meget mere behageligt på ”støtten”. Godt hjulpet på vej af den neoliberalistiske bølge. Eller med modsat politisk fortegn: Chefer og ledere tænker bare på profit og hurtige gevinster. Cool cash – og hold så jeres kæft!

 

Han er er forretningsmand. Det ser man både på hans stilsikre, skarpt skårne habit og alene på den mondæne hjemadresse, hvor jeg samler ham op denne alt, alt for tidlige morgen. Vi bevæger os hurtigt ind i en dannet diskussion. Ikke fordi jeg ”går til ham” eller gennemhegler ham med spørgsmål eller braser ud med min egen fortidshistorie. Det er snarere ham, der interviewer mig, da han hører, at jeg har interesse for nogle af de emneområder, der er hans virkefelt.

 

Vi taler CSR (Corporate Social Sustainability & Responsibility) – virksomheders sociale ansvar. Bæredygtighed. Ikke bare profithensyn – men hvad er det egentlig vi står inde for? Jeg fortæller om nogle projekter, jeg har været med i – og han finder hurtigt ud af, at jeg også har en virkelighed udenfor taxien.

 

Selv er hans nationale og kulturelle udgangspunkt meget forskelligt og broget: Han er nok mest Fransk – som søn af en fransk far og en italiensk mor. Som sådan kommer de fra en primært katolsk baggrund. Men han har læst meget i England, hvor en anden del af familien bor og er tilknyttet det jødiske samfund.

Lige nu ville han jo helst være far og så lade alt det der virksomhedsdyrkelse leve sit eget, selvoptagede liv

Vi taler om ”smeltediglen” om denne fantastiske, globale verden, hvor vi alle sammen er blandinger af kulturer. Og hvordan det er blevet endnu mere udpræget i den moderne tidsalder, hvor vi kan flyttes os hurtigt, uddannelsesmæssigt og geografisk. Selv har han slået sig med børn og dansk kone i Danmark og trives rigtig godt med det. Ville ikke bytte. Slet ikke denne morgen, hvor han kyssede den sidstefødte farvel, mens knægten endnu sov. Lige nu ville han jo helst være far og så lade alt det der virksomhedsdyrkelse leve sit eget, selvoptagede liv uden for hans cirkler.

Men sådan spiller klaveret ikke. Og slet ikke når klaveret er et flygel.

 

Jeg stiller ham et af mine vanlige drille-spørgsmål, som altid sætter tankerne i sving:

 

– Hvis du nu ikke var superkonsulenten – den internationale forretningsmands vellønnede rådgiver – hvor var du så?

 

Der blev ret stille i taxaen. Og jeg har jo indrømmet, at jeg i min fremskredne alder, STADIG har svært ved at klare det store, lydløse rum. For slet ikke at tale om taxiens lille, intime rum. Men denne sorte morgen er jeg god. Jeg holder min kæft og lader som om jeg nyder den næsten lyriske stilhed. Pausen i forestillingen, Indtil mange sekunder er gået som var de minutter eller timer

 

Drømmen om at kunne trække sig helt ud af denne verden for bedre at kunne se og forstå den udefra

– Jeg er ikke noget specielt, religiøst menneske, det er jeg ikke. Men jeg er nok meget inspireret af de asketiske tanker i f.eks. dele af kristendommen. Drømmen om at kunne trække sig helt ud af denne verden for bedre at kunne se og forstå den udefra. Du må ikke misforstå mig, for jeg vil hverken undvære min kone eller mine børn. Men den principielle trang til at tage meget, meget langt bort for nat blive helt uafhængig af tid og rum – og så ligge på, hvad i alverden det egentlig er, vi foretager os. Den tanke er fascinerende, synes jeg.

 

– Det sjove er, slutter han på vej ind i udenrigsgården, at jeg på en måde bruger de her vanvittige, forsagende drømme i mit arbejde. Lige nu er jeg på vej til en konference i min branche, hvor vi skal diskutere – og hvor jeg vil være talerør for en meget mere værdibaseret ledelse. Det virker måske som luksus på mange i disse politiske krisetider, hvor der snart er krige det ene sted og snart det andet. Men jeg havde nær sagt: Netop derfor! De konflikter der brænder og gør os bange lige nu – og de forudsætninger, der har skabt dem – gør det måske endnu mere relevant at kigge på os selv udefra. Og give drømmen om hensyn og mådehold en chance.

 

Vi nikker til hinanden med – den nye kliché i MIT liv:

 

– måske ses vi igen en anden spændende dag?

 

God morgen, Danmark

– tør du holde lidt igen?