Om at elske livet totalt, når man har været så tæt på at sætte det over styr. Sådan er min kunde denne eftermiddag i det tidlige marts. Ja, han har endog haft den velbegrundede tanke, om han overhovedet fortjente at få den anden chance.

 

Læs taxamandens blog fra tillægget EKSTRA i Ekstrabladet fra den 8. marts

– og tryk på EB-logoet længere nede, hvis du har lyst til at lytte til Ekstrabladets nyheds- og musikradio på nettet.

 

Livet er ikke kommet listende ind over manden, der sætter sig på forsædet på taxiholdepladsen ved en af de store hospitaler i hovedstaden. Det behøver man ikke at være hudspecialist eller læge for at erkende.

Han er meget tynd, hans øjne ligger lidt dybt i hovedet og huden er en smule grå. Under den sorte strikkehue, der i mit univers er sådan lidt snigskytte-agtig, stikker det nederste af en gråhåret hestehale ud. Det er komplet umuligt at gætte hans alder bare nogenlunde præcist. Faktisk er det først, da vi er fremme og han går fra taxien, at jeg kan se, at han er en moden mand.

De stive knæ tilhører en ”sølvræv”. Han er snart 60 ligesom taxamanden.

Men misbruger-udseendet er jeg ikke i tvivl om. Indirekte – og mest på næsen. Den er blevet smadret mere end en gang, og bokser har denne krop ikke været.

Han har en varm stemme og en kærlighedsfuld udstråling. Jeg tror ikke så meget på det der med en aura, men tager jeg fejl og findes den rent faktisk, – så har han en af de gode. En af dem, der har båret ham hele vejen fra barndom, gennem sumpen af misbrug og dødelig sygdom – og ind i miraklet.

Han starter selv dialogen, da han spørger mig, om det er hårdt at køremed ”de syge”.

Jeg svarer nej.

Jeg havde ikke taget fejl af hans udseende.

– Jeg har drukket og røget gennem livet, lige fra jeg nærmest var barn.

– I de første år var det bare sådan livet var. – Og jeg gik ikke en skid op i, hvad det var livet gjorde ved mig. Jeg var ligeglad. Men det var min krop ikke. Jeg turede og drak, men en dag for ikke så mange år siden fortalte en læge mig, at jeg havde skrumpelever og at jeg ville dø inden en overskuelig fremtid, hvis ikke jeg holdt op NU!

 

– Så direkte skulle jeg høre det, før jeg holdt op. Jeg lyttede til rådet og begyndte på et meget mere roligt liv. Men i virkeligheden var det tæt på at være for sent. Og et par år efter fik jeg en kræftdiagnose. Jeg havde fået kræft i den dårlige lever. Det var en vildt hård dødsdom at få. For jeg havde jo netop gjort det jeg skulle. Så jeg levede med sådan en mærkelig blanding af følelser. Halvt vrede, halvt flovhed. De fjernede noget af dårligdommen operativt, men det var ikke nok til at gøre mig rask.

 

“…Men med det liv, han havde levet, fortjente han jo ikke at blive hjulpet …” – gjorde han?

En dag stod lægen ved hans sygeseng og sagde, at der kun var en løsning tilbage. Levetransplantation. På det tidspunkt svummede hans mave uge for uge – indtil han jævnligt blev kørt til hospitalet for at få bughulen tømt for væske. Han lå der, den magre ”KZ-mand” med en mave som en kvindes midt i en graviditet. Vreden forsvandt ud af ham med et fingerknips. Men nu var skammen ved at tage magten fra ham. Han havde lagt sit liv om for få år siden. Han drak ikke og han røg ikke. Men med det liv, han havde levet, fortjente han jo ikke at blive hjulpet. Måske snarere det modsatte. Hvis nogle fortjente en dødsdom, var det ham. Men de gav ham en chance.

 

Det ryster mig at høre ordene. Jeg kigger på ham, den lidt grå hud, næsen, der har været smadret. Men han er helt cool.

 

– Jeg lå der med min opsvulmede mave og følte mig flov og glad på en gang. Og samtidigt kunne jeg mærke, at livet var ved at forsvinde. Jeg havde fået en udvej – en kattelem ud til overlevelsen. Nu lå jeg og ventede på, at et andet menneske skulle gå bort for at jeg kunne overleve. Fortjente jeg det? Kunne det nås? Men så skete der noget, som jeg betragter som mit livs mirakel. Og til trods for, at jeg har en lidt usædvanlig blodtype.

 

Få dage efter meldingen om den teoretiske overlevelsesmulighed fik han den reelle. En ung mand var død ved et ulykkestilfælde – og en anden – slidt og noget ældre – fik en chance for at leve. Tanken var helt vild. Efter transplantationen lå han og kiggede på sin mave, der stadig var opsvulmet. Nu skulle der være plads til en ung og stor lever efter den gamle og skrumpede.

 

Min kunde – manden og hans kone – har de sidste par år levet et stille og roligt liv for at kunne bruge og nyde hver eneste dag. Om et par dage tager de en måned ned i varmen i Thailand. Der breder sig en smil over det ellers lidt vemodige ansigt med den ramponerede næse. Han siger farvel med en af tiden tykkeste klicheer.

Han har bare noget at ha’ det i!

 

– Danmark er et godt land. Lad os passe på det.

 

God dag, Danmark

– giv hinand