Også taximænd kan have brug for terapi.

Dygtigst bliver vi til SELV-terapi.

Dels fordi vores økonomi ikke tillader de store armbevægelser. Og dels fordi vi i realiteten er ”lonely cowboys” – altså ud over kunderne, der naturligt nok er på afstand af vore private udfordringer, mest har os selv at tale med.

I går mærkede jeg et næsten fysisk behov for at holde ind til siden, slukke motoren på den sølvfarvede , sætte mig i en eller anden mercerficeret lotusstilling med underarmene ud til siden, hænderne og opadvendt, som var fingrene klar til at knipse.

 

– hrrrmmmmmmmmm  hrmmmmmmmm hrmmmmmmmmm.

 

Jeg prøver med et mantra – selv og jeg aldrig har prøvet med et mantra, sådan et rigtigt transcendentalt mantra. Men det virker ikke. Det lyder mere som en motor, der ikke vil starte. Og det er en rigtig, rigtig grim lyd for en taxamand.

Det tætteste jeg kan komme på at beskrive den virkelige terapi-nødvendighed, er når en politiker udtaler sig om emner i virkeligheden, hvorom han eller hun absolut ingen reel viden har. Det handler ikke om at løse et problem. Nærmest det modsatte: At gøre det større for at øge sin egen nytteværdi.

Lad nu ligge, hvilken folkevalgt, der IGEN fik mine flydende affaldsstoffer til at nærme sig grænsen for fordampning. Jeg har kun en virkningsfuld medicin: At give mig hen til den virkelige virkelighed. Til Morten, f.eks., som er min natmand. Ham der tjener flere penge til vognmanden end undertegnede ringhed. Ham der er en ung mand og stemmer på en anden blok end jeg men stadig er min gode kollega og gemytlige diskussionspartner. Ham jeg ikke har set hele sommeren, fordi vi holder ferie asynkront.

Joe, ham har jeg virkeligt savnet

Joe, rigtige drenge kan også gi’ en krammer.

Så jeg glemmer langsomt både den påtagede og den ufrivillige dumhed hos folkevalgte, der har gjort politik til deres erhverv og deponeret deres kærlighed til folket.

 

Den virkelige virkelighed …

Den tilhører først og fremmest mine kunder. De er oftest hele køreturen værd.

Jeg nærmest skyder mig selv ud af taxien ved turens slutning for at åbne døren. Han skal have samme, høflige behandling, som han giver mig.

Som ham, den unge mand med palæstinensiske rødder, stritører, brune øjne og en usædvanlig høflighed over for mennesker, der er ældre end ham selv. En opførsel han givetvis har lært via sin kultur og burde undervise kartoffel-danskernes luksus-spolerede afkom i.  Han har sabbatår efter sin studentereksamen og er på vej for at afløse onklen i dennes slikbutik i en af forstæderne. Lidt sent på den, så der måtte bruges taxi i dag.

Jeg nærmest skyder mig selv ud af taxien ved turens slutning for at åbne døren. Han skal have samme, høflige behandling, som han giver mig.

– Jeg er allerede optaget på et af de københavnske pædagogseminarier. Mit store ønske er at komme til at arbejde med de utilpassede unge, hvor jeg selv bor.

 

Han fortæller om sine visioner i livet og jeg er bare stolt over at køre rundt med en rollemodel fra en samfundsgruppe, som er konstant beskydning. Turen slutter for hurtigt. Jeg nærmest skyder mig selv ud af taxien ved turens slutning for at åbne døren. Han skal have samme, høflige behandling, som han giver mig.

Han har altid kørt Volvo, og det var som at tage afsked med en døende ven

Og så er der den ældre mand med de blå øjne, der er lidt fugtige. Han er ikke ved at græde, men alderens vemod kan han ikke løbe fra. Han er rar og omtaler i flere, skæmtsomme bemærkninger sin kone, ” … der bestemmer det meste og overvejende har ret …”

Hun fik ham til at sælge bilen, fordi hun mente, at nu var han som 87-årig ikke længere sikker nok i trafikken. Farvel til den elskede Volvo, der er passet og plejet alle årene i hans varetægt. Han har altid kørt Volvo, og det var som at tage afsked med en døende ven, da han gav slip efter et solidt skænderi med fruen og den følgende nat, hvor han ikke kunne sove for de spekulationer, hun havde sat i gang.

Men så ville autoforhandlerne kun give halvdelen af de 100.000 som ville være et superkøb for en bil, der så ud som var den ny.

 

– Min søn hjalp mig med at finde en privat køber, der ville give 75.000 tusind for den, selv om det betød, at han brugte hver eneste øre, han kunne skrabe sammen. Dern mulige køber kom på besøg den følgende lørdag formiddag, fik sig en prøvetur og vendte tilbage efter en kort prøvetur

– med sol i øjnene, siger min kunde, der nu selv får smil i de fugtige øjne.

 

– Må jeg låne din computer, så kan jeg overføre pengene til dig med det samme, sagde han. Han var en rar ung mand. – Det må du, svarede jeg. Men så skal du få den for 70.000 tusinde.

 

At gøre en ung mand glad og tage røven på autoforhandlerne, – det var en værdig afsked med den elskede Volvo.

Her i den københavnske forstad taler hun som en dronning. – Og opfører sig lidt som en sådan

Inden arbejdsdagens slutning kører jeg med en virkeligt gammel dame midt i 90’erne. Jeg genkender hende straks men hun husker ikke mig, fordi hun kører taxi flere gange om ugen. Hun er lille, hvidhåret, tynd, krumbøjet som en gammel kone i et gammelt eventyr. Og så taler hun det smukkeste danske sprog. Farvet af sin svenske barndom i den stockholmske middelstandsfamilie og senere 20 år i Århus. Her i den københavnske forstad taler hun som en dronning. – Og opfører sig lidt som en sådan.

Hun er glad for sit taxiselskab – selv om det var meget bedre, dengang, da det var mindre og alle chaufførerne kende omegnen detaljeret. Nu – efter den ene sammenlægning efter den anden – kommer taxamændene langvejs fra.

Den gamle dame er skarp i hovedet som en japansk designerkniv og vælger hver gang at få afklaret øjeblikkeligt, om chaufføren kender den vej, hvortil hun skal køres, – eller hun selv skal dirigere. Krakkortet tage fort lang tid og GPS’en stoler hun ikke på.

Da hun sukkende af gigtsmerter har sat sig ind på sædet, kigger hun mig absolut frueagtigt direkte ind i min øjne og spørger:

 

– Er De lokalkendt, eller er De fusioneret?

 

God morgen, Danmark.

– især til mine ”terapeuter”, kunderne fra den virkelige virkelighed.