Jeg kæmpede imod til det sidste.

Men jeg måtte begynde kapitulationen for 15 år siden. Jeg er blevet katteven!

Gud bedre det! Jeg elsker ”Frandsen”, min  grå huskat, Frandsen, selv om det strider mod mit kulturradikale hjerte at indlede et emotionelt kærlighedsforhold til et egocentrisk husdyr.

Kærlighed? Det er måske snarere respekt for dens ubetingede magtovertagelse

Det startede med en armene-over-kors-fanneme-nej-jeg-nægter-at-have-husdyr-holdning, der kollapsede mod overmagten: Et frontalangreb fra husets feministiske majoritet, – en kvindelig ægtefælle og tre døtre. (Hvordan kan det egentlig være, at børn fatter særlig kærlighed til husdyr, få år før de flytter hjemmefra?).

– Jamen er den ikke bare søøøøøøøød?

– Det er bare en kat. Det er et dyr, sagde jeg, – blot kommenteret af fruens og børnenes hovedrysten.

Det hele stammer fra min bondske baggrund. Hunde klapper man – og bruger til jagt. Katte er halvvilde udedyr. De skal have så tilpas lidt affodring, at de lever op til landlivets vigtigste livsopgave for disse kønne mini-tigre. De skal holde bestanden af mus og rotter nede på et minimum. De må ikke sultes målrettet, gårdkattene. Men generelt er attituden en blanding af Darwins udviklingslære og Joachim B. Olsens holdning til de fattige: De svageste vil dø og de øvrige må ikke have det for godt, for så bliver de for fede og dovne.

– – –

Min kunde denne søndag eftermiddag skal til Bingo på københavnske Nørrebro. I den mest etniske del af det gamle proletarkvarter, side om side med et islamisk kulturcenter, ligger spilleklubben, hvor flere hundrede samles i dag til drømmen om en stor gevinst.

– Jeg elsker Banko og Bingo, siger den midaldrende kvinde.

– Den store gevinst, spørger jeg ?

På Nørrebro handler det om penge-gevinster!

– Jeg var faktisk ret heldig for ikke så lang tid siden. Mit sidste tal på pladen, nr. 40, blev råbt op. Min veninde blev sur af misundelse – jeg blev 3000 kroner rigere.

Hun tilhører ikke et velhaver-segment, men er fuldt klar over, hvad præmien skal gå til: En ny kat. Den sidste døde i hendes arme for nogle få måneder siden.

– En kat? Så dyr kan den vel ikke være!

Jeg er bare en dum bonderøv, der tror, at en kat er en kat. At den skal være sulten for at vedligeholde sit dræberinstinkt. Og at man hele tiden får tilbudt en gratis killing, fordi hankatte er evigt liderlige og hunkatte hele tiden bliver frugtsommelige. – Jeg har faktisk bestilt en kat af racen Devon Rex. En smuk og intelligent racekat, hvor jeg måske er heldig at få den til en billig pris. Måske bare de 3000, jeg vandt i Bingo.

3000kr.! For en kat?

Jeg siger ikke noget, men har min egne, indre monolog om forholdet vare og pris. Og så sætter min kunde prisen i perspektiv:

– Devon Rex sælges over hele verden til helt andre priser. Jeg vil tro at killingerne fra Swansea kan sælges for måske 25.000 – til Australien. Det er klart. Transportudgiften er temmelig høj.

Jeg er skakmat.

Så tager hun sin smartphone frem for nat vise mig sit nye barn. Eller rettere, moren, med det pompøse navn Swansea. Vi kigger ud af skærmen, vi smiler som forældre til børn. Men endnu er drømmen om en ny kattekilling blot et foster i maven på katten med de store, strittende ører.

Jeg er jo selv faldet for katten som skabning. Eller rettere. Dyret har trukket patriarken ud af min krop, og jeg er blevet sådan en, som følger ”Frandsens” vilje. Selv om jeg ville håne giveren ved at give dyret min ven, kunstmalerens efternavn. Jeg gennemtvang navnet frøken Frandsen. En mandschauvinistisk hån. Katten blev formelt transkønnet ved kastrationen i teenageårene. Neutraliseret, kalder man det i katteuniverset.

Jeg kunne ikke tilgive vennen, at Han lokkede min familie til et dyrehold, husherren ikke ønskede sig.

Faktisk røg min status som husets herre ved samme lejlighed. Efter kort tid, var det ”Frandsen”, der lå tættest på min kone, når vi sover. Når jeg vil kysse hende diskret, godnat, vender katten sit tigeransigt mod mig og mjaver aggressivt som ville den flænse mig, hvis ikke dens realitetssans var stærkere end dens selvværd. Men betydningen er god nok: F… off, jeg gider dig ikke Og så alligevel, når jeg har lagt mig diskret, lige før jeg sover, kommer den højt-spindende blødt, vandrende over min dyne og mit hoved for at blive kløet på maven. Hvis ikke, jeg reagerer kilder den mig med sine knurhår i ansigtet, mens den ånder på mig med en sød lugt af Whiskas.

Så overgiver jeg mig!

– – –

Vi er fremme ved Bingo-hallen og min kunde viser mig flere katte-billeder. Vi smiler til hinanden og kalder det en sød ventetid. Hun har allerede givet den ufødte misser et navn, som måske vil gøre racekatten mindre højrøvet end ”gadekrydset” Frandsen på min egen matrikel.

Den skal – uanset køn – hedde Fedtmule!

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele Taxamandens historier