Jeg har ikke ordentligt styr på trends i modebranchen. Det er kvinderne i mit liv som har ført mig rundt i labyrinten af hvad der passer til tiden, til personen og til alder.

Så jeg forstår ikke sammenhængen mellem min unge kundes job og destination – og hullerne i hendes strømpebukser. Hun skal til det danske hovedkvarter for en af verdens helt store medicinalvirksomheder. Amerikansk statsborger men har arbejdet 3-4 år for firmaet længere nede i Europa. Noget med hardcore økonomi. Men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen med tråden, der er løbet i de sorte strømper – fra knæet og op.

Det kommer mig jo ikke ved.

Skal man sige noget? Er det helt udenfor min forretningsplan eller burde jeg udvise almindelig, medmenneskelig hjælpsomhed?

Jeg er lykkelig over, at jeg holdt min kæft.

Hun vil sidde på forsædet. Har behov for at snakke. Mellem ordene om livet og kærligheden, dens opløftende stunder – og tvivlen, forbereder hun sig på mødet i den danske del af koncernen. Hun slår solskærmen foran passagersædet ned, kigger i de belyste make-up spejlspejl og tager den lille toilettaske frem. Og en læbestift.

– Er det ok.

Hun kigger meget sødt på mig i forvisningen om, at manden på forsædet er en kastrat i forførerkunsten. Jeg er gammel – og ufarlig!

– Ja, selvfølgelig er det OK, siger jeg og er stolt over tilliden fra en kvinde som er på alder med mine døtre.

Læbestiften skinner som en moden frugt.

Knaldrød så det er umuligt at slippe synet. Men jeg har TAXAMANDEN’S toptrænede evne til at se uden at kigge. Nogenlunde samme teknik som tidens smarteste smartphones med flere linser. Hver linse tager et billede. Min hjerne er som en mikrochip, Der samler hvert enkelt udtryk til et samlet – det bedst mulige billede.

Så ser jeg endnu flere huller i strømperne og nu er det tydeligt. Der er ikke tale om et uheld. Hun har valgt en stil, som står i modsætning til forventningen om en forretningskvinde. Måske er det budskabet, hun vil frem, med: ”Mig skal de ikke sætte i bås”.

Vi taler om hendes hjemland – USA. Jeg fortæller hende, at jeg har været der en snes gange. Jeg har cruiset på Harley Davidson i Californien, Nevada, Utah, Arizona, i Texas – og på Østkysten i Upstate New York og Pennsylvania. Når mediekonferencerne var overstået, tog jeg et par feriedage for at udleve min maskuline frihedsdrøm. Nu er jeg TAXAMAND og kører på diesel og minder!

Jeg lader den nuværende regime ligge. Præsidenten, som næsten fascinerende uhyggeligt både har fingerspidsen, der kan trykke på den røde knap – og samtidigt optræder som total turbo-narcissist på pressemøder og sociale medier – med et sprog, der ikke afslører et overdrevent intellekt.

Det absolutte flertal af mine kunder synes simpelthen, at emnet er for pinligt. Ikke så få – de der bor på denne side af ”dammen” – er lykkelige over at være europæere lige netop nu.

Men min kunde med de røde læber og de hullede strømper savner de forenede stater. Ikke Donald – han er snart overstået, lover hun, – men vennerne! Livsindstillingen. Hun åbner for ærlighedskammeret i 20 minutters taxi-møde på motor-ringvejen.

– Jeg har en god uddannelse det fedeste job med en god løn. Jeg kan lide etikken i de europæiske samfundsmodeller. Men, My God, hvor jeg savner livet og vennerne. Også det, som I europæere finder overfladisk. Høflighedsfraserne. ”How are you doing?”. Hvor kommer du fra? Hvad laver du her?

Hun kigger på mig, fordi jeg smiler bredt. Jeg fortæller hende, at jeg må have en amerikaner i mit DNA. Jeg har det på samme måde med det, vi kalder amerikansk overfladiskhed. Jeg mødte den i elevatoren i et amerikansk megahotel i Dallas, Texas. Blev gennemforhørt på rekordtid mellem Lobbyen og 32. etage. Men det, der for os socialt puritanske nordeuropæere opfattes som blufærdighedskrænkelse kan uden besvær fortolkes som almindelig interesse for andre. Jeg er for længst overbevist – og hun kan mærke det, tror jeg. Hun åbner tillidsfuldt for antydningen af en personlig krise.

– Jeg fylder 30 lige om lidt, og jeg savner virkeligt meget ”det derhjemme”. Det er muligvis en slags livs-krise

– Og du drømmer om snart at få en familie og børn, konstaterer jeg medfølende?

Hun fortæller, at forholdet mellem hende og europæiske mænd ikke har været den store succes.

– Jeg er virkeligt dårlig til det. Lige nu er jeg træt af klodsetheden, som jeg oplevede den i morges i lufthavnen, som jeg rejste fra. Først maser han sig gennem køen som en rendyrket egoist. Og så – når vi kommer til at sidde ved siden af hinanden – er han nærmest stum! Ved du hvad, jeg ville fortrække nogle af de sociale klichéer, ikke dybe bekendtskaber hver gang men almindelig, medmenneskelig interesse. Det samme gælder i mine kæresterier og forspil til noget, som kunne blive et forhold. Jeg må enten gøre det helt forkert eller være meget uheldig. For det ender for ofte med, at han graver sig ned i en detalje. Det hele skal være helt perfekt fra starten – ellers går det bare ikke at fortsætte. For slet ikke at tale om de mænd, der er bange for min uddannelse og position. Jeg savner, det jeg kunne derhjemme – at leve t stykke tid med det lette og mindre forpligtende – og så finder vi måske ud af det?

Jeg slutter turen med at fortælle minder fra mine egne kærlighedshistorier – om veje og vildveje. Om at smide perfektionens spændetrøje. Om at elske det man får som gave – og slappe af overfor der ikke er – perfekt! Og så den fedeste lykke – at være elsket af sin partner, selv om man ikke altid fortjener det.

– Du har jo en særlig mulighed, siger jeg, morfar-taxichaufføren, mens jeg giver hende rejsetasken og endelig har klarhed over, at hendes ”løbne” nylonstrømper er et karakterudtryk – og ikke et uheld.

Jeg tager hendes hånd, trykker den og kigger hende ind i øjnene:

– Rejs hjem. Skip det gode job og rejs hjem! Tag en chance! Det er meget federe end at vente på miraklet.

Hun smiler, mens vi et sekund slår bro over alderens Filippinergrav

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele TAXAMANDENS møder med verden