Det er den varme tid.

Det er tiden med den tunge, fugtige luft.

Så det er OK at starte taxituren med et dybt suk.

Jeg er ude af vognen, inde ad gangen til den hyggelige villa og tager høfligt rullekufferten ud af fruens hænder. Min knaldhårde barne-opdragelse på det her felt, fjerner den store, eksistentielle overvejelse af, hvor vidt man yder god service eller fedter. Det handler mere om pligt end om generøsitet.

Man gør det bare, slut! Og så er der lige service-kulturens lille drøm om, at Vorherre vil passe specielt godt på de chauffører, der tager sig særligt af de gamle koner. Måske vil der falde lidt drikkepenge ned fra himlen? Måske skænker den store taxi-gud mig en tur til Lufthavnen senere på dagen. Eller i hvert fald i morgen – i stedet for denne mikro-tur fra Hellerup til stationen.

Jeg løfter og bærer og åbner døre – og drømmer om mirakler.

Men først det dybe suk fra den trætte og lidt slidte kunde på bagsædet.

En nydelig kvinde sidst i 70’erne – ” … og det skulle man ikke tro … ”. Det tænker jeg ofte om de ældre kvinder. 70, – 75, – 80 år – det skulle man ikke tro. Det ville jo være flatterende, hvis jeg kunne sige, at jeg simpelthen bare er ved at afskaffe mine egne, fordomsfulde forestillinger om ældre mennesker. Jeg tror faktisk, at forklaringen er meget enklere. Det er langsomt ved at gå op for mig, at aldersafstanden til de ældre er blevet kortere.

Jeg nærmer mig.

Vi er i samme båd.

Lige om lidt er det den gamle, der kører med de gamle

Og så er det lille mirakel pludselig ude!

– Jeg har bestilt en tur til stationen, det ved jeg godt. Men har De mulighed for at køre hele vejen til Lufthavnen? Nu vil jeg mærke, jeg har ferie.

I sådan en situation ville jeg ønske, at jeg kunne trykke på en knap, automatisk åbne et kølende skab på bagsædet med høje glas og en lille flaske boblevand. Med et fingerknips konvertere fra Taxamand til butler. Lige nu skulle fruen få fuld valuta for et initiativ, som sender os ud på den det lidt længere – og den noget dyrere rejse.

Jeg spiller lidt komedie. Kigger på uret som var jeg en meget travl forretningsmand.

– Det klarer vi frue.

den halvrøde Taxamand og den givetvis meget blå kvinde fra det nordsjællandske borgerskab

Vi falder i snak om disse dages hotte emne. Briternes farvel til EU. Om fællesskabet, som borgerne ikke tænder på. Om politikerlede i hele Europa. Men ikke mindst om briternes helt fantastiske stunt: Først står de fadder til kolonialismen – Gud bevare det engelske imperium over hele verden. – Og så siger de nej til EU af frygten for indvandring. Jeg kører med en særdeles velbevandret kvinde, der som jurist har arbejdet internationalt i Europa det meste af karrieren. Og vi er enige om det nationalistiske forfald – den halvrøde Taxamand og den givetvis meget blå kvinde fra det nordsjællandske borgerskab.

 

Men det er ikke det, dagens mest nærværende samtale handler om.

Det handler om os selv – og mest om hende og den store udfordring i hendes liv, mens hun slider sig gennem det sidste år af 70-års alderen.

Jeg kigger i spejlet.

Jeg vil ikke sige, at hun er en speciel smuk kvinde – men hun er pæn. Meget nydelig. Og så har hun levende øjne og kan det der ikke-klamme spil mellem mænd og kvinder. Ikke flirt – sådan direkte. Men bare en kvinde, der ved hun er det – og så lige den 62-årige taxamand, der gerne vil være hendes butler de næste 25 minutter. Det er en mental deleøkonomi, som får Uber til at ligne – en budcykel.

 

Hun har accepteret mig som en værdig samtalepartner.

 

 

– Så jeg må bare være på 24-7. Det manglede bare. Det er vores livsaftale fra dengang vi giftede os – ind i vores andet ægteskab. Vi er partnere. Men han har store problemer med balancen og skal have hjælp hele tiden, mens han er vågen. Sådan er det bare. Vi har heldigvis vore børn i nærheden, men jeg kan sgu godt mærke, at jeg ikke er helt ung mere. Heldigvis er han helt klar i hjernen og klar over, hvor meget jeg må slide i det for at få dagen til at glide. Men derfor kan det jo godt slå gnister engang imellem.

Hun sukker.

Hun er simpelthen nødt til at tanke op for at kunne være stærk nok derhjemme

– Jeg vil ikke sige, han hundser med mig. Det får han sgu ikke lov til. Men nogle gange kan han ikke skelne mellem sine egne, permanente behov og så mine udfordringer.

Så er det, hun tager nogle dage ud af kalenderen. Ferie fra sygepasser-rollen om man vil. Hun er simpelthen nødt til at tanke op for at kunne være stærk nok derhjemme.

– Denne gang går turen til London, hvor jeg skal bo hos en veninde. Vi skal ud at se teater og høre musik. Og så skal jeg bare slappe heeeeelt af. Lige nu er jeg bare flad. Det er derfor jeg besluttede at tage hele turen i til lufthavnen i taxi. Ferien begynder – NU!

 

– Hvordan har din mand din mand det så med, at du er væk en uges tid. Det manglede jo bare – men kan han acceptere det?

 

– Ja, det må jeg sige. Det synes han er OK. Og vore sammenbragte børn tager over fra mig, så jeg kan rejse med god samvittighed. Og samvittigheden ER ren, kan jeg love dig. For jeg tanker jo op til at gennemføre noget, som jeg er ved at være for gammel til. – Men det går!

Endnu.

 

Hun sukker endnu engang – og skifter emne, så resten af vores tur handler om det politiske univers.

 

– Min veninde er en af de der, der glad og fro stemte for ”LEAVE”. Og der er vi jo totalt uenige. Så udover kulturoplevelserne, skal vi nok diskutere, så loftet løfter sig. Sådan er det. Det kan bare ikke være anderledes.

 

Vi er fremme, inden samtalen er udtømt.

Sådan er de gode taxiture.

Et møde.

Et emne om passion eller smerte – eller bare et lyn og et glemt fra virkeligheden.

Et smugkik i et fremmed menneskes verden – og kun meget sjældent genser vi hinanden.

En formiddagsstund i vogn 2282.

 

God morgen Danmark.

– og god sommer