Du skal møde den gudinde-smukke, pakistanske forretningskvinde, som er en helt anden muslimsk rollemodel end dem vi møder i medierne til dagligt.

Og taxamanden får ros for sin service.

Læs min klumme i Ekstrabladet, EKSTRA fra den 5.juli

 

Det er måske en slags ateistisk blasfemi i Hørups gamle revir, Ekstrabladet, men jeg må i sandhedens tjeneste gå til bekendelse: Taxamanden bekender sig til den danske folkekirke i de frisindede, grundtvigske nuancer. I den sammenhæng føler jeg en forpligtende omsorg for andre trossamfund og hilser den nye Moske på det københavnske Nørrebro – velkommen.

Glemmer for en stund, at den er finansieret af en af disse middelalder-sorte, kronede hoveder fra Mellemøsten. Både fodbold og religion finansieres undertiden af ubehagelige typer.

 

Jeg har tidligere på dagen kørt forbi en af de første fredagsbønner i den nye moske. Den hvide bygning lyser i sommersolen og mænd og kvinder af primært etnisk baggrund søger helligdommen. Mange mænd i lange kjortler. Kvinder – nogle mere formummede og andre med sirligt satte tørklæder, der – selv om hensigten vist er den modsatte – får dem til at fremstå som særligt smukke skabninger. Det er politiopbud – hvis nu…

Denne religiøse tjeneste er ikke bare en muslimsk gudstjeneste. Den fremstår også som en manifestation.

Et kvarter senere er jeg i lufthavnen og glæder mig over min smukke, kvindelige passager, der skal køre til et hotel i det centrale København. Knaldsort hår. Øjne som svesker. En stram mørk kjole, der når – anstændigt, klassisk – bare en smule over knæene.

Selv i bedstefar-alderen forbeholder jeg mig retten til at nyde kvindekønnet – og et job, som dagligt giver mig privilegiet   at møde det i alle aldre og former.

Hun er 34 år og taler det smukkeste norske. Forretningskvinde. Vi falder i en hyggelig snak.

 

– Hvor er det dog dejligt at opleve, at en mand gider holde døren for én. Det er mere end jeg oplever som taxakunde i Norge.

Sølvræven slubrer smigeren i sig og får sagt noget små-kluntet om ”…en naturlig tilgang til et serviceerhverv…”

Men jeg ved jo inderst inde, at jeg springer for kvinder, der stråler. Er det for pokker ikke OK, når Vorherre skabte kvinden for at der overhovedet skulle være nogen mening i at være her. Og mon ikke taxa-Olav i Oslo har det på samme måde? Kønstiltrækningen er global.

Og så overrasker hun mig, den kvindelige kunde med det knaldsorte hår, som jeg tilskrev

DNA fra Middelhavsområdet.

– Jeg kom til Norge fra Pakistan for 14 år siden for at blive gift. Og jeg talte ikke et eneste ord norsk, for jeg havde jo ikke planlagt, at det var her, at skæbnen ville føre os hen.

 

– Du skulle giftes med en nordmand, spørger jeg, og smiler til hende i bakspejlet.

Taxavenskaber er ofte ultra-korte, mens de kan på forunderlig vis være nære og uden så mange forbehold. Nu taler vi. Nu udspørger vi hinanden. Nu er vi frie mennesker.

– Ja og nej. Han er norsk statsborger – men barn af pakistanske emigranter. De har klaret sig godt i deres nye verden og jeg kommer fra den pakistanske middelstand. Og nu har vi to små piger – og et dejligt liv.

Jeg forsøger at ”krabbe” mig ind på spørgsmålet om religion og modernitet, mens jeg stadig har det indre billede af den kønsdelte adgang til den nye moske, som jeg passerede for en halv times siden. Et etnisk billede fra en helt anden verdensdel.

…Jeg vil det bedste for mig selv. Derfor lærte jeg det norske sprog. Nu vil jeg det bedste for mine børn…

– Det kræver tid, hr. taxamand. Jeg er muslim, som mange heroppe er kristne. Jeg er det inderst inde, men så er det altså heller ikke mere eller dybere. Måske er jeg begyndt at tænke lidt mere over ”..hvor vi kommer fra…” efter at vi fik børn. Men jeg ønsker at leve i den moderne verden og med helt frie valg. Jeg har f.eks. valgt at sætte mine børn i en fransk skole – ganske enkelt, fordi den er god og bedre end den norske skole. Andre brancher trækker, og mange lærere er slet ikke uddannede. Min religiøse baggrund er sekundær i den sammenhæng. Jeg vil det bedste for mig selv. Derfor lærte jeg det norske sprog. Nu vil jeg det bedste for mine børn.

 

Vi kører op foran hotellet i bymidten. Med mit nye renommé som gentleman styrter jeg rundt om taxaen for at holde døren, inden hun er helt ude.

Hun rækker hånden frem, – slank er den, med velplejede, røde negle. I øjenkrogene ser jeg et par betuttede taxakolleger, der undrer sig over det særlige farvel mellem kunde og taxamand.

I et splitsekund ønskede jeg, at hun gik med tørklæde.

 

God dag, Danmark

– i moskeen og i taxaen.