Klumme i Ekstrabladet EKSTRA, søndag den 1. februar.

 

 

Da jeg mødte ham første gang, var han helt nede i sølet. Anden gang, kunne jeg næppe genkende ham og jeg fik historien om svigt og skuffelser – og druk til døden. Vi blev så meget venner som den naturlige afstand mellem taxamand og kunde tillader det. Der er blot 3 uger mellem de to møder og jeg kører stadig omkring med forundringen over det her underlige liv og de pludselige møder, det kan byde på.

 

Jeg lukker refleksmæssigt for næseborene, da jeg træder ind i han værelse i den beskyttede bolig.

Her lugter ikke decideret uhumsk, fordi manden er under daglig pasning. Men indelukket, sødt af sovende menneske, som alle os, der har prøvet at åbne et teenagerværelse, kender det. Rummet er helt dødt og uden dekoration af nogen art. En seng, uredt med en klam, grå dyne fra en nattesøvn, der har varet i dagevis. Over for et stort skrummel af et gammel gammelt billedrørs-fjernsyn. Et bord med et underligt instrument på det kombinerede natbord og spisebord.

Og så sidder han bare der på sengekanten og kigger på mig med tunge, bedende, rødrandede øjne og det uredt hår. En godt halvtredsårig mand i en udslidt og færdig krop, der kunne være fyldt det dobbelte.

 

 

Ud over alkoholismen har manden den uhelbredelige lungesygdom kaldet KOL. Det er det apparatet på bordet skal bruges til: At udlufte lungerne efter alt, alt for mange cigaretter. Jeg kan lugte i rummet, at han stadig ryger.

Sulten efter fast føde har nået ham efter dagevis af druk. Hans gode hoved husker ham trods røvturen på, at han faktisk kan dø. Lige om lidt. Enten af en smadret lever eller af de lunger, der ikke længere orker at ilte hans blod.

 

Han vil bare have en grillkylling og to fiskefileter. Taxamanden skal redde ham lige nu, hvor hundredevis af kroner stritter ud mellem hans fingre.

 

Jeg bliver mere og mere pissesur på manden og på mig selv. Hvorfor tog jeg dog den uden at kende en udvej

Jeg føler mig som en pusher og begiver mig denne formiddag ud på en katastrofekurs – eller rettere – helt uden. For hvor kan man købe grillkyllinger kl 9,30 om formiddagen? Det ender helt absurd. Jeg bliver mere og mere pissesur på manden og på mig selv. Hvorfor tog jeg dog den uden at kende en udvej. Jeg kommer tilbage med to fiskefileter og uden grillkylling. De 300-400 kroner for den mislykkede tur, må jeg tage på egen kappe. Jeg vil simpelthen ikke være hans penge bekendt. Men jeg er så sur, at jeg får plejepersonalet til at aflevere de lunkne fisk og returpenge. Jeg kommer aldrig til at møde den her mand igen. Jeg er ikke ansat og lønnet til social hjælpetjeneste.

ALDRIG!

 

Men kroner og ører skal række til den accelererende indtagelse af sprutten. Når han topper klarer han mere end tre flasker vodka på en dag

Jeg møder Steen tre uger senere – kun millimeter fra at have sagt nej til turen, da jeg ser adressen på min data-skærm. Der går et stykke tid, før jeg genkender ham – og han aner ikke, at vi har mødt hinanden tidligere. Han er totalt, mentalt forandret, men kroppen er stadig i en elendig stand. Personalet fik ham ud af drukspiralen for 3 gang efter emigrationen fra Ålborg til København for 5 år siden. Drukken har fulgt ham i mere end halvdelen af hans liv. Præstefamilien, som adopterede ham og hvor han ikke oplevede så meget som et kram, har han forladt. Og han fortæller mig åbent om, hvordan han gennem tiderne har planlagt sine springture fra antabussen. Præcist og detaljeret som en bogholder. Nøjeregnende! Kroppen er han ligeglad med. Men kroner og ører skal række til den accelererende indtagelse af sprutten. Når han topper klarer han mere end tre flasker vodka på en dag.

 

I dag tager vi ud og køber nyt tv. Jeg går med, fordi han beder om det og betaler for det. Jeg er ingen frelsende engel. Jeg er bare taxamand. Alkoholismen har ramt ham som en slags demens, så han har svært ved at forstå priser og indhold af samtaler.

Den ordner taxamanden.

 

Efter den lange tur, fortæller jeg ham, at vi har mødt hinanden før – og fortryder det, da jeg ser skammen i hans øjne. Jeg fortæller ham om arbejdet og at det ikke er mere flovt at bryde sammen end det er for mig, at tage penge for at hjælpe ham. Så snakker vi om et liv, og hvad der skal til for at rette det op.

Han kigger på mig med de vemodige øjne, jeg slukker for taxameteret og fortæller om mit liv. Et liv med masser af kram. Og når den her avis er ude af trykken, kører jeg forbi med hans egen historie om det intakte – og meget slidte håb.

 

God dag, Danmark.

– Godaw, Steen.

 

PS: Jeg møder Steen jævnligt ved den beskyttede bolig. Han har det godt og lagt smøgerne på hylden. Vi er blevet særlige venner i ånden…..