Og så er der det sociale regnskab. Her måler virksomheden sig på sin profil i forhold til ordentlige behandling af medarbejdere og mennesker i forhold til virksomheden

Moderne virksomheder har meget mere end blot ét regnskab.

Det klassiske med de sorte og røde tal er det mest kendte. Det er det med bundlinjen, overlevelsen, forretningssuccesen etc.

Så er der det grønne regnskab, som måler virksomhedens anstrengelse for at tage vare på egne og verdens ressourcer. At affaldet minimeres. At lyset bliver slukket. At produktionen hele tiden tilstræber at skære ned for energiforbruget.

 

Og så er der det sociale regnskab. Her måler virksomheden sig på sin profil i forhold til ordentlige behandling af medarbejdere og mennesker i forhold til virksomheden. Folk indefra og udefra – f.eks. underleverandører og deres anstændige behandling af deres ansatte.

Vi skal opføre os ordentligt og vi gør en synlig ære af at gøre det. I management-jargon taler man om virksomhedens CSR-profil. CSR står for Corporate Social Responsibility. Virksomhedens overordnede sociale ansvar…

 

Når nogen siger CSR, tænker man på arbejderens vilkår, muligheden for at ansætte mennesker i støtte-jobs. Men ansvarligheden kan også vise sig i den helt anden ende af pyramiden….

Jeg henter ham i en af de mest velhavende forstadskvarterer i den københavnske forstad. Her ligger huspriserne givetvis på top to eller 3 i hele landet. Store tunge, arkitekttegnede ”kasser” med plads til både store aftenselskaber og tennisbaner i haven. Murermestervillaer ville vi, der er udsprunget af provinsens muld, sige. Men det er så med en fed streg under MESTER. For kun de mest velpolstrede bygmestre har bygget disse villaer til dem selv. Og ofte – meget ofte – har der været en arkitekt ind over. Og ofte en kendt en.

Det sker jævnligt, at mine kunder udpeger de særlig vel-tegnede huse, der ligger som særligt blanke perler i landskabet.

 

Selv om det er meget tidligt på morgenen – klokken er vel omkring fem – har han det høje tempo på. Han forekommer mig at være lidt distræt og ”professor-agtig”. Han er en mand midt i 50’erne og det er tydeligt, at han sjældent har haft et værktøj i hånden – bortset fra sin laptop. Og sjældent har haft olie eller skidt på fingrene, med mindre der smitter lidt støv af fra motoren, når han en sjælden gang tjekker oliestanden i den sølvfarvede Jaguar. Kufferten (Eller rettere den store taske, for denne mand har årtiers erfaring med at minimere sin personlige baggage på de ugentlige rejser…) smider han nonchalant ind i bagenden af min Mercer. Og lige i dag er jeg glad for, at man endnu kan se og dufte, at den kun er nogle få uger gammel. Den matcher den klasse, jeg kører for.

 

Han sætter sig til rette med laptop og papirer på bagsædet. Indimellem besvarer har et par sms’er. Til trods for dette ukristelige tidspunkt, ordner han sine sager med ret hurtige og en smule ”forvirrede” bevægelser.

 

Jeg husker ikke, hvordan vi kom ind på emnet. Men undervejs mod lufthavnen fortæller han mig om en efterhånden lang og meget succesfuld karriere i en af verdens største banker. Vi taler om disse nærmest familieagtige relationer, man kan få til et firma, hvor man træder ind som ganske ung – og først forlader, når arbejdslivet er overstået. Det er sådan lidt ”små-japansk” bliver vi enige om – og smiler. Men det er et underligt, frivilligt afhængighedsforhold, som Taxamanden kender fra sin DR-tid og min kunde som højt profileret medarbejder i en af verdens største banker.

 

En dag midt i denne gyldne karriere og store jobs ude, omkring i verden, banker virkeligherden på døren hos min kunde. Han har det lidt skidt i en periode. Det viser sig, at han har Parkinson. – Parkinsons sygdom, som i sidste ende kan være fuldstændigt invaliderende for et menneskes arbejdsevne. Sygdommens symptomer er rystelser, ukontrollerede bevægelser og muskelstivhed.

Det går op for mig, at det er nogle svage symptomer i min kundes bevægelser, som blot ses som hans ”hurtige bevægelser”. Det virker som om han er en smule på forkant med disse symptomer og så at sige indtager de ufrivillige bevægelser ved at anvende sine egne, bevidste.

Han hadede sin ”rolle” som Parkinson patient. Han afskyede sine egne symptomer

Jeg ved, at rysteture ud over deres faktiske uhensigtsmæssighed, også er en forbandelse for Parkinson-patientens almindelige fremtræden. Min svigermors afdøde mand havde Parkinsons Sygdom i sine sidste år. Han var en flot og slank mand og jeg husker ham især i disse befrielsesdage, fordi han var en fremtrædende modstandsmand i Sønderjylland. Det sidste talte han næsten aldrig om. Han var en næsten aristokratisk mand. – Og det var så ydmygende for ham, at se disse rysteture indtage hans ellers fuldt kontrollerede liv. Vi andre lagde næppe mærke til det. Men da han så videoen fra vores bryllup, der jo også omfattede billeder med ham som svigerfar kom vemodet frem i ham som tavshed og fugtige øjne.

Han hadede sin ”rolle” som Parkinson patient. Han afskyede sine egne symptomer.

 

Min kunde denne morgen tilskriver først og fremmest sit generøse firma, at han har lært at leve med sygdommen. Og så selvfølgelig behandlingen – ikke mindst en operation, hvor elektroder stimulerer hans hjerneaktivitet, så rystelserne og øvrige gener kan mindskes.

 

– Du skal forestille dig, at en sådan diagnose er en bombe i en arbejdsliv. Ikke mindst, når du har top-profilerede jobs i en global bank-organisation. Man skal jo hele tiden fremstå som en person, der er i fuld kontrol. Heldigvis er sygdommen ikke så accelererende i mit tilfælde. Og fra mit firma har beskeden hele tiden været: Du er stadig en del af os. Og du ligger så megen indsats hos os, som du nu kan klare. Denne sidste melding om stadig at være hél i forhold til dit arbejdsliv – det var uvurderligt for mig.

 

– Jo jeg ved jo godt, at sygdommen er der og at jeg måske må holde lidt før tid. Men jeg føler mig hele tiden som en fuldstændig del af min virksomhed. Jeg er ikke den syge mand. Jeg er stadig specialisten og en kompetence i mit forretningsområde. Det betyder alt!

 

I lufthavnen er det begyndt at regne en smule.

Men min kunde har ikke brug for paraply eller særlig hjælp. Hurtig betaling, op med bagsmækken, fat i tasken og så bare et ”Hej og tak for turen”. Igen disse hurtige og effektive bevægelser, som tager opmærksomheden fra Parkinson-rystelserne.

Så forsvinder han ind i terminalens begyndende menneskemylder.

 

God morgen, Danmark.

– især til de socialt tænkende arbejdspladser.