En smeltedigel ((Engelsk): melting pot) er oprindelig betegnelsen for en ildfast beholder, smeltning af metaller eller andre materialer ved høj temperatur. De findes i mange størrelser fra små til laboratoriebrug, til meget store i metalindustrien

Det er blevet noget af en kliché – begrebet smeltedigel

Så meget, at det engelske begreb for det samme – melting pot – også bliver brugt i den danske dagligdag.

En smeltedigel er oprindeligt en ildfast beholder til at sammensmelte forskellige metaller.

I dag er begrebet mest kendt som metafor – symbol-ord for samfund som er en sammensmeltning af forskellige religioner, kulturer og etniske grupper.

Sådan en interessant ”sammensmeltet” personlighed mødte jeg i går. Og på taxituren fra Østerbro til en af forstæderne længere nordpå for København, fik jeg en familiehistorie af de meget spændende. Historien om en mand som er en legering af alt muligt – og som nu kæmper indædt for sit livsmål:

Han vil være dansker. Han er vildt begejstret for det store danske firmas, han er ansat i. Han er en stor beundrer af vores evne til at passe på hinanden. Og så vil han gerne være borger i det her land.

Og i hans familie er den overlevelseskamp ikke noget nyt. Den er nærmest en organisk del af det stof, som familie er skabt af.

Her er den hurtige udgave:

Hans mor er jøde og flygtede med sin familie fra jødeforfølgelserne i Østrig under Hitlers ”Anschluss” – af alle steder til Kashmir. Den nordlige, indiske delstat der i dag er mest konfliktramt. Befolkningsflertallet er muslimsk – en del af staten kontrolleres af Pakistan. En mindre del er annekteret af Kina. Og så har delstaten i øvrigt en frihedsbevægelse, som ønsker helt at løsrive Kashmir fra de tre atommagters jerngreb.

 

Min kundes mor – jødinden fra Østrig – giftede sig med en hinduistisk inder. For dem var kærligheden større en den religiøse spændetrøje. Og så VAR der faktisk en tradition for små jødiske samfund i dele af indien, noget der havde inspireret morens familie til at flygte dertil med Nazisterne i hælene.

Den sproglige kultur var – et virvar. Moren talte oprindelig jiddisch – et mere end 1000 årig gammel blandingssprog, der som udgangspunkt er tysk med stærke islæt af slaviske og hebraiske ord. Faderens familie talte hindi. Og sammen talte de engelsk, som det er almindeligt med den indiske middelklasse.

 

I 1990 blev forholdene i Kashmir så farlige og hårde for blandingsfamilien, som efterhånden i dens forgreninger bestod af alle de største religioner (dele var blevet døbt kristne. Alle store religioner undtagen den Kashmir-dominerende Islam), – at familien besluttede at flytte til en mere sikker del af Indien.

Den slog sig ned i hovedstaden New Dehli.

 

Som ung søn i familien, blev min taxi-kunde uddannet kemiker. Dels i Indien – men senere tog han sin mastergrad på et universitet i USA.

 

… og valget faldt på Danmark og jeres berømmede evner til at tage vare på hinanden.

– Jeg begyndte at kigge mig om i verden for at finde det samfund og de jobmuligheder, som passede til det, som jeg var dygtig til. Valget faldt på et ganske bestemt, international dansk firma. Og så på Danmark og jeres berømmede evner til at tage vare på hinanden.

 

Her får jeg taxamanden – endnu engang dette mærkelige samvittighedsnag over, hvor meget VI og JEG taler Danmark – NED, mens store del af verden ser OP til os. Jeg gør det selv. De, der læser min daglige klumme på www.taxamand.dk kender til min politiske kritik. Min kritik af det djøfiserede, danske politiske liv. Hele denne nyttige-idiot-tankegang, der gør folket til statister, og de akademiske politikere transformere politik fra en subjektiv vision om, hvor vi ønsker samfundet hen – til en klinisk, ”model-baseret” embeds-parlamentarisme, der har mycelium direkte ned i politolog-uddannelserne på diverse universiteter.

Men…….

Denne mand, hvis familie gennem generationer har været truet af en meget mere farlig omverden end småkrusningerne i de danske, indre farvande – har bare en meget enklere forklaring på, hvorfor han trives her.

 

I er grundlæggende godt uddannede. I arbejder hårdt. I er dygtige til sprog. I deler sammenlignet med omverdenen med de grupper, der trænger mest. I har virksomheder med høje etiske standarder og sociale mål. – For pokker: I er tæt på at have gennemført meget af det, som vi andre dårligt tør drømme om.

 

Jeg kunne godt slæbe mig hen til talerstolen på ægte dansk maner og sige ”hov-hov-hov-hov” – og så liiiiiige få retoucheret på det der glansbillede, som ægte journalister og ærlige taxamænd aldrig lader sig forføre af.

 

Og jeg kiggede på min gamle DR-chef-lønsedler og kunne se, at jeg som taxamand og skribent tjener mellem 40 og 50 pct. af min cheflønning i DR

Men jeg må jo give manden ret et stykke af vejen. For jeg satte ikke mine børns fremtid på spil, da jeg stod af karriereræset. De kunne fortsætte på de gratis universiteter og læreanstalter.

Og Jeg fik min kone helskindet og glad hjem i går efter en sikker, mindre operation og et døgn på hospitalet, hvor hun fik en prima behandling på både operationsbord og senge-stue.

Og jeg kiggede på min gamle DR-chef-lønsedler og kunne se, at jeg som taxamand og skribent tjener mellem 40 og 50 pct. af min cheflønning i DR.

Men lever jeg i armod?

– Nej!

Og var jeg 50-60 pct. lykkeligere dengang?

– Nej for pokker, da.

 

Så jeg må give min kashmir-indisk-jødiske kunde ret: Danmark ligger lunt i svinget!

 

HAN tog konsekvensen af sine drømme og begyndte jagten på et ”green-card” – en opholdstilladelse med henblik på arbejde og på baggrund af en god uddannelse. Det lykkedes for ham og han fik det arbejde, han havde drømt om.

Vi taler pigeon-dansk sammen. Det lyder temmelig sjovt og burde måske være optaget til senere brug. Granitperkerens danske med en syngende, reserve-svensk undertone. Og så det-engelsk-indisk-danske. Mon ikke hans jiddisch-talende mor ville have korset sig – eller hvad jøder nu gør!

Jeg konstaterer bare, at manden går på dansk-kursus ved siden af en travl akademisk karriere – og har lært at kunne samtale forståeligt – på 2 år. Det magter ikke mange vesterlændinge i det her land med det underlige sprog.

 

Og så kommer den sidste overraskelse fra manden fra den mere sammensmeltede smeltedigel end de flestes: han er på vej til at konvertere til den lutherske kristendom – den danske folkekirke. Hans plan er at blive døbt først i den nye år.

 

– Jeg kender jo så mange religioner. Men jeg må indrømme, at jeg har det godt med historien om den der mand, der tog alle synderne på sig og døde for alle menneskers skyld. Jeg ved ikke, om jeg er SÅ dybt religiøs. Men jeg er meget fascineret af historien om Jesus.

 

Og jeg sendte også lige en tanke til alle kystbane-buddhisterne, og deres hemmelige mantra op og ned langs guldkysten inden middagen og årgangsvinen.

I første omgang – det må jeg indrømme – krympede jeg mig i Mercerens lædersæde. Var det her ikke lige vel opportunistisk i anstrengelsen for at blive en rigtig dansker? Lidt for lidt kritisk sans og lidt for meget yndlingsperker.

Men så tænkte jeg på Hizb ut-Tahrir og deres nylige propaganda-konference i København og den middelalderlige drøm om at oprette kalifatet – en muslimsk stat. Og jeg sendte også lige en tanke til alle kystbane-buddhisterne, og deres hemmelige mantra op og ned langs guldkysten inden middagen og årgangsvinen.

 

I den sammenhæng er det vel ok med et enkelt nyt medlem af folkekirken, er det ikke?

 

God morgen, Danmark

– jøder, muslimer, hinduer, kristne, buddhister, rettroende ateister – og alle andre tyngede sjæle i smeltediglen, der er varm som helvede selv.