Uden mobiltelefoni havde jeg ikke noget virkeligt liv til hverdag. Jeg vågner, når kone og voksne børn er på arbejde. Jeg spiser morgenmad, når de nyder eftermiddagskaffen. Og jeg tager på arbejde, når de så småt er ved at have fyraften
Det er min mellemste datter, der er i telefonen. Handsfree over Mercerens fremragende højtalere
– Hej Vati, jeg har købt en gave til dig.
Vi er følelsesmennesker begge, så livets begivenheder er ikke bare hændelser – men begivenheder.
Det er både Nanna-Emilie, ”Bøffen”, mit livsstruttende, seneste barnebarn på 9 måneder – og min gamle fars livsslutning, som sætter gang i tankerne hos far og datter.
Sofie annoncerer, at hun har købt en bog, hvor jeg i særlige afsnit skal fortælle om mit liv.
– OK, siger hun. Det er jo ikke noget med, at du skal dø lige nu, men jeg synes det er vigtigt, at vi får det hele med. Så griner hun.
Jeg holder undtagelsesvist kæft.
– – –
Der er langt fra stille i vogn 24 på dagens første tur. En ældre dame på nøjagtigt min nyligt afdøde fars alder – sidst i 80’erne har brug for en ordentlig samtalepartner.
Jeg elsker den del af mit liv og mit arbejde. Og vi har masser af tid sammen. Vi skal ud på en længere tur, der glæder både min arbejdsglæde og min taxi-pung. Hun er – ja, en gammel dame – med den udstråling af kvinde, som alderen ikke sætter grænser for. Når hun kigger ud af vinduet, mens hun fortæller, kan jeg se de skygger af forfængelighed, hun har tegnet med Mascara på de ret lange øjenvipper. Håbefuldt blå. Eller rettere: Lidt legende turkise ser de ud i modlyset fra den lave eftermiddagssol.
Hun har levet det levende liv. Gift to gange. Sidste gang med den gode kærlighed i sit liv. Han var statstjenestemand og har været med til at sikre de anstændige økonomiske forhold. – Han var ældre end hende og døde for nogle år siden. Hendes første mand var rig – og bedragerisk. Hun var i skønhedsbranchen og han tilhørte det formuende borgerskab. Men han førte et hemmeligt liv ved siden af, hvor golfturene og rideturene i virkeligheden var en perlerække af stævnemøder med fremmede kvinder.
En dag – efter en lang og berusende fest i udlandet, besluttede hun sig for at stoppe eventyret, der i mellemtiden var blevet et mareridt. Det ”fejrede” han med et groft overgreb mod hende. Hun var med et slag befriet for hans onde ånd.
Hun fortæller den fortsatte historie som var hun en professionel ”storyteller”. Om skuffelser. Om at miste al rigdom på et splitsekund. Om at finde den nye kærlighed hos en mand, hun kunne stole på. Om at nå at få en datter i det der dengang var en sen alder. Om de børnebørn, som både hos hende og hos TAXAMANDEN er nyt brændstof på en gammel dieselmotor. Om alderdommens paradoks, når det knirker i ”kadaveret” uden at personligheden har ændret sig, i hovedet.
Om angsten for at blive overflødig.
Om jeg forstår hende?
Jeg mærker hende som en mental tvilling, selv om dåbsattesterne kunne gøre os til mor og søn.
– Jeg har de sødeste børnebørn. De har mange gange sagt det til mig: ”Fortæl mormor. Det er så fedt at høre historier fra gamle dage. De mener det. Men jo ældre jeg bliver, jo oftere oplever, at de fortsætter med deres egne livshistorier, inden jeg rigtigt er kommet rigtigt i dybden.
Hun drømmer om at skrive bogen om sit liv. Udgivelsen er ikke vigtig – men bogen, hvor der er plads til det hele. Kærligheden og skønheden – og de sorte sider.
– Men jeg går i stå, før jeg rigtigt er kommet i gang. For mit liv handler jo også om svigt og overgreb, som jeg ikke kan få mig selv til at fortælle dem. Jeg har en dyb uvilje mod at hænge andre mennesker ud for at fortælle om mit eget liv.
Nu kan jeg ikke holde mig i lytteposition mere. Du MÅ fortælle den livshistorie til ungerne. Alle ved jo godt, at det er løgn, den der med ”dansen på roser”. Det vil på mange måder være en gave til dem at høre fra netop dig- mormor – , at det gnidningsløse liv er en tom løgn.
Den sidste halve snes kilometer deler vi episoder om skilsmisser og smerte – men især om den der voldsomme kærlighed til livet, som vi deler trods samtidens absurde konflikter med groteske aktører.
Og først og sidst: Hvordan tackler vi egentlig det der paradoks, at det man elsker så dybt en dag er slut?
Jeg får en tur rundt om hendes hyggelige hus, da vi er fremme. Vi kender ikke hinanden tilstrækkeligt til det kram, jeg mest af alt har lyst til at give hende. Kigger bare på hende.
Gi’r hånd.
Takker for turen og ser hende bønfaldende ind i øjnene under de øjenvipper jeg ved er blå:
– Du skriver den historie, Lov mig det! De vil elske dig for det, også selvom de først får kendskab til den, når de søger i dine gemmer.
– – –
PS: Du er meget velkommende til at dele mine oplevelse
MORMORS HEMMELIGE LIV
Uden mobiltelefoni havde jeg ikke noget virkeligt liv til hverdag. Jeg vågner, når kone og voksne børn er på arbejde. Jeg spiser morgenmad, når de nyder eftermiddagskaffen. Og jeg tager på arbejde, når de så småt er ved at have fyraften
Det er min mellemste datter, der er i telefonen. Handsfree over Mercerens fremragende højtalere
– Hej Vati, jeg har købt en gave til dig.
Vi er følelsesmennesker begge, så livets begivenheder er ikke bare hændelser – men begivenheder.
Det er både Nanna-Emilie, ”Bøffen”, mit livsstruttende, seneste barnebarn på 9 måneder – og min gamle fars livsslutning, som sætter gang i tankerne hos far og datter.
Sofie annoncerer, at hun har købt en bog, hvor jeg i særlige afsnit skal fortælle om mit liv.
– OK, siger hun. Det er jo ikke noget med, at du skal dø lige nu, men jeg synes det er vigtigt, at vi får det hele med. Så griner hun.
Jeg holder undtagelsesvist kæft.
– – –
Der er langt fra stille i vogn 24 på dagens første tur. En ældre dame på nøjagtigt min nyligt afdøde fars alder – sidst i 80’erne har brug for en ordentlig samtalepartner.
Jeg elsker den del af mit liv og mit arbejde. Og vi har masser af tid sammen. Vi skal ud på en længere tur, der glæder både min arbejdsglæde og min taxi-pung. Hun er – ja, en gammel dame – med den udstråling af kvinde, som alderen ikke sætter grænser for. Når hun kigger ud af vinduet, mens hun fortæller, kan jeg se de skygger af forfængelighed, hun har tegnet med Mascara på de ret lange øjenvipper. Håbefuldt blå. Eller rettere: Lidt legende turkise ser de ud i modlyset fra den lave eftermiddagssol.
Hun har levet det levende liv. Gift to gange. Sidste gang med den gode kærlighed i sit liv. Han var statstjenestemand og har været med til at sikre de anstændige økonomiske forhold. – Han var ældre end hende og døde for nogle år siden. Hendes første mand var rig – og bedragerisk. Hun var i skønhedsbranchen og han tilhørte det formuende borgerskab. Men han førte et hemmeligt liv ved siden af, hvor golfturene og rideturene i virkeligheden var en perlerække af stævnemøder med fremmede kvinder.
En dag – efter en lang og berusende fest i udlandet, besluttede hun sig for at stoppe eventyret, der i mellemtiden var blevet et mareridt. Det ”fejrede” han med et groft overgreb mod hende. Hun var med et slag befriet for hans onde ånd.
Hun fortæller den fortsatte historie som var hun en professionel ”storyteller”. Om skuffelser. Om at miste al rigdom på et splitsekund. Om at finde den nye kærlighed hos en mand, hun kunne stole på. Om at nå at få en datter i det der dengang var en sen alder. Om de børnebørn, som både hos hende og hos TAXAMANDEN er nyt brændstof på en gammel dieselmotor. Om alderdommens paradoks, når det knirker i ”kadaveret” uden at personligheden har ændret sig, i hovedet.
Om angsten for at blive overflødig.
Om jeg forstår hende?
Jeg mærker hende som en mental tvilling, selv om dåbsattesterne kunne gøre os til mor og søn.
– Jeg har de sødeste børnebørn. De har mange gange sagt det til mig: ”Fortæl mormor. Det er så fedt at høre historier fra gamle dage. De mener det. Men jo ældre jeg bliver, jo oftere oplever, at de fortsætter med deres egne livshistorier, inden jeg rigtigt er kommet rigtigt i dybden.
Hun drømmer om at skrive bogen om sit liv. Udgivelsen er ikke vigtig – men bogen, hvor der er plads til det hele. Kærligheden og skønheden – og de sorte sider.
– Men jeg går i stå, før jeg rigtigt er kommet i gang. For mit liv handler jo også om svigt og overgreb, som jeg ikke kan få mig selv til at fortælle dem. Jeg har en dyb uvilje mod at hænge andre mennesker ud for at fortælle om mit eget liv.
Nu kan jeg ikke holde mig i lytteposition mere. Du MÅ fortælle den livshistorie til ungerne. Alle ved jo godt, at det er løgn, den der med ”dansen på roser”. Det vil på mange måder være en gave til dem at høre fra netop dig- mormor – , at det gnidningsløse liv er en tom løgn.
Den sidste halve snes kilometer deler vi episoder om skilsmisser og smerte – men især om den der voldsomme kærlighed til livet, som vi deler trods samtidens absurde konflikter med groteske aktører.
Og først og sidst: Hvordan tackler vi egentlig det der paradoks, at det man elsker så dybt en dag er slut?
Jeg får en tur rundt om hendes hyggelige hus, da vi er fremme. Vi kender ikke hinanden tilstrækkeligt til det kram, jeg mest af alt har lyst til at give hende. Kigger bare på hende.
Gi’r hånd.
Takker for turen og ser hende bønfaldende ind i øjnene under de øjenvipper jeg ved er blå:
– Du skriver den historie, Lov mig det! De vil elske dig for det, også selvom de først får kendskab til den, når de søger i dine gemmer.
– – –
PS: Du er meget velkommende til at dele mine oplevelse
Taxamand
Next ArticleEN DRENGERØVS BEKENDELSER