Fra taxamandens klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA, lørdag den 29 november

 

Lortevejr,

lortehumør,

lortetaxi…

En af de dage…

Det gælder dog ikke taxamanden selv. Jeg tror det skyldes denne mærkelige tilværelse, hvor jeg stort set lever helt tidsforskudt i forhold til almindelige borgere. Min morgen er uden kaffe, radioaviser og børnelatter – helt uden kys og konflikter.

Når det er morgen for taxamanden, sover selv den mest genstridige møgunge. Og når hr. og fru Danmark endelig kan sænke sig ned i sofaen til middelmådigt tv i primetime er det helt go’nat for mig.

Jeg står op hver hverdags-morgen kl. 02,15. Og jeg falder omkuld før de fleste.

Er der noget at sige til, at jeg er anderledes? At jeg bli’r træt før folket. Men også, at jeg undertiden har power, når det frustrerer

 

Jeg har en af de gode dage i dag. En af dem med overskud, hvor verden bare kan komme an i al dens smålighed og sure miner. Jeg er i kvarteret hos den højere middelstand. Døren til kunden, som jeg skal ”…hente og følge… ” er allerede vidt åben og imødekommende.

Kunden står klar i det grå formiddagslys, – et stykke inde i gangen. Helt klar med frakken på. En ældre dame – givetvis i 80’erne -, der skal køres til genoptræning på et center 15 minutters kørsel herfra.

 

– God morgen frue, siger jeg kækt som var det i en reklamefilm for branchen selv. En af de smilende, modne taxichauffører, der altid er glade og service-orienterede.

 

– Nå, endelig, vrisser damen og er på vej ud af døren kan jeg se, at hun ikke bare ligner – hun ER en tordensky.

Kan du ikke forstå, at det er helt tosset?

– Har De ventet længe? siger jeg og kender svaret, inden jeg har stillet spørgsmålet. Jeg går direkte videre med ”De”-tiltalen. Mit vigtigste nærkamps-våben

 

– Jeg har stået her en time og det er helt forfærdeligt. De har kludret fuldstændigt i det og jeg skulle være til min første genoptræning for lang tid siden. Kan du ikke forstå, at det er helt tosset?

 

De næste kilometer taler vi den særlige dialekt, hvor kunden siger ”du” og jeg svarer med ”De”. Et helt uforklarligt meta-sprog. En lille fredsbevarende engel har sat sig på min skulder, og jeg beslutter mig for, at vi to – kunden og jeg – skal ende som gode venner. Jeg bliver en slags taxi-livets mr. Fatman.

I dag vil jeg besejre de sure passagerer med ren kærlighed!

 

Mens vi kører, får jeg terminal og printer i vogn 2282 til at udskrive køreordren. Det er helt klart, at jeg var fremme hos hende på nøjagtigt det bestilte tidspunkt. På minuttet! – Og at jeg har parkeret på hendes beordrede og ønskede sted, så gåafstanden er kortest muligt. Mens hun hører på det, får jeg bekræftet på centralen, at mit fremmøde svarer til ordren – der er bestilt fra behandlingscentret. ALT er under kontrol.

 

Aner jeg et smil på fruens læber?

– Jeg går med dem ind på centeret og så får vi det her problem løst, så det ikke sker igen. Jeg gi’r dem gerne en arm op ad trapperne. Jeg kender stedet.

 

Jeg ser, at hendes skuldrer falder ned. Jeg bøjer mig diskret ind over hende og stiller ryglænet, så det er mere behageligt. Tilbagelænet

Aner jeg et smil på fruens læber?

 

Så taler vi om det, der gør RIGTIGT ondt. Skulderen, der er opereret for anden gang-. Smerten. Den manglende tilstrækkelige førlighed til at køre bil. Hun har afleveret kørekortet – og nu er DEN frihed smidt over bord i hendes liv. Alderen. At blive gammel. Om at være alene efter et langt og aktivt liv. Og så netop i dag fungerer det ikke. Taxien er bestilt for dage siden, nu skal hun i gang med genoptræningen – og så ventetiden.

Jeg skifter videre til andre emner for at tage på den indre og den ydre vrede. – En slags mental akupunktur, hvor smerten forsvinder med prik på særlige, dulmende punkter.

Så vender hun sig om med noget, som ligner dagens første, kærlige smil.

På genoptræningscentret 10 kilometer senere holder jeg løftet og følger fruen. Vi er blevet dus. Den første arm, jeg støttede var kold som en brøndgravers. Nu spadserer vi som – ja, nærmest et par. Hun slapper af og jeg har et himmelsk øjeblik af arbejdsglæde. En fysioterapeut tager over, jeg taler som lovet med en anden og finder på sekunder ud af, at kunden har misforstået mødetidspunktet. Fejlen er hendes egen.

 

– Så fik vi den klaret, siger jeg højt og kigger ned ad gangen. Hun hører mig, men ikke konklusionen. Så vender hun sig om med noget, som ligner dagens første, kærlige smil.

 

– Tak for turen!

 

– Selv tak, frue.

 

God dag, Danmark.

– med masser af kærlighed resten af dagen.