Vådt, gråt – efterår.

Det er nærmest som en iscenesættelse.

Det har regnet hele natten, men er netop stoppet her ved 3-tiden, hvor jeg mødte ind. Sidenhen holdt jeg i den nordlige forstad blot en snes kilometer fra Københavns bymidte. Og ca. 750 kroner fra lufthavnen. Jeg har endnu ikke fået taxiselskabets vinter-jakke på, så efter at have stampet et par gange rundt om den grå Mercer med det grønne logo, må jeg hurtigt ind i den lune kabine igen.

Som så ofte har jeg parkeret på selvbetjenings-tankstationen og her er totalt, ganske og aldeles, – fuldstændigt mennesketomt.

Underlig fornemmelse, at man lever af at servicere mennesker, men at man ville få en mindre forskrækkelse, hvis der pludselig mødte et op.

Ensomheden hører med i denne scene. Bortset fra radioen i den magre udgave her i timerne mellem nat og morgen.

Sådan en morgen føles kunderne som et lykketræf i mere end en forstand. Der kan gå en halv time. – Så er man meget heldig. Omvendt kan der gå mellem to og tre timer, før anlægget bimler. Ofte går der mellemen og halvanden time, mens jeg vender og drejer sig i stolen for at få lidt søvn. Eller måske læser eller ordner mails på min tablet.

Der gik mindre end en time og jeg kunne sukke lettet, da skærmen meldte lufthavnstur. Fedt. Jeg kender gennem mere end to år dette lynhurtige sus af tilfredshed, når mellem en fjerdel og en femtedel af dagens omsætning er hjemme på bare en tur. Og så den første.

Vi taxafolk er kommercielle uden omsvøb – og vel det tætteste en lønmodtager kan komme på at være selvstændig købmand. Er der ikke noget at lave, tjener du ikke en krone. Er der gang i den, kan du rage halvdelen af guldet til dig.

Vi har begge lyst til at snakke.

Især mænd på min egen alder fascineres af tanken om at ”stå af racet”.

Vi deler alder og personlighed, kunden og jeg. Et par følsomme, gamle sølvræve, der arbejder meget og altid savner vore familier i en svag skygge af dårlig samvittighed over at have for travlt. Vi taler faktisk om det. I min tilværelse som tidligere chef og nuværende taxamand, kommer det næsten på dagsordenen af sig selv. Især mænd på min egen alder fascineres af tanken om at ”stå af racet”. Nærmest lidt uhyggeligt, hvor mange, der drømmer om det. Men jeg kan godt forstå det midt i arbejdslivets efterår – også selv om arbejdstiden ikke nødvendigvis bliver mindre, når man ”står af racet”, som jeg har gjort det.

 

Han er et rart og åbent menneske, som fortæller lidt om et hjørne af familielivet, som har gjort rigtigt ondt på det sidste. Hans datter skal skilles. Eller rettere: Hendes kæreste forlod hende og deres fælles baby, umiddelbart før de skulle giftes. Det kom fuldstændigt bag på datteren, som ellers er en stærk ung kvinde i et godt job. De unge havde købt hus, og der var lagt op til noget af den harmoni, som alle forældre vel ønsker for deres børn.

Modellen kan man diskutere, fordi al erfaring siger, at den er alt andet end skudsikker. Men princippet om det holdbare og solidariske kærlighed, kan ingen vel være imod.

Man har mest lyst til at snuppe en Pump Gun og pille den idiot ned fra himlen,

Og så ender man pludselig i den situation, at man igen for alvor bliver forældre for sine børn, selv om de for længst har forladt stærekassen. Man mærker ungernes smerte. Man bruger det overslidte ”det skal nok gå”. Man ”prøver at forstå” eller skabe forståelse for fuglen, der pludselig er fløjet. Og samtidigt har man inderst inde – så symbolsk – mest lyst til at snuppe en Pump Gun og pille den idiot ned fra himlen, fordi han ikke fortjener den lykke, han selv er på vej til at opsøge et nyt sted.

Og omvendt sidder en anden papegøje på gammelfars skulder og siger, at nu må man liiiige slappe lidt af. Den her smerte kan man ikke tage fra sine børn. Og man må bare håbe, at man har lært, at der meget vel kan følge smerte med kærligheden. – Lige efter, da man troede, at det hele gik så godt.

 

Nogle fædre – som taxamanden her – har oven i købet den dødvægt, at han SELV har skabt sorg ved at gå på vingerne for at flyve helt sin egen vej, mens alle troede, at man nød familieidyllen. Med sorg og skuffelse, som nok aldrig han fjernes helt. End ikke fra ens egne børn, – hvad der end måtte komme af principiel forståelse ud af deres mund i deres voksne og reflekterende alder.

Den erfaring har min kunde ikke. – Men en anden, som måske er endnu mere smertelig.

 

Men pludselig en dag var min mor forsvundet. Hun havde forelsket sig over hals og hoved og valgte simpelthen at forlade os alle.

– Jeg voksede op i 50’erne og 60’erne i et helt uprivilegeret arbejderhjem. Far og mor og en håndfuld børn. Men pludselig en dag var min mor forsvundet. Hun havde forelsket sig over hals og hoved og valgte simpelthen at forlade os alle. Og det blev en rigtig, rigtig hård tid, hvor vores far kæmpede for at holde sammen på det hele. Det var godt nok ikke en rollemodel mellem mand og familie, som var moderne på den tid. Men han kæmpede for både at være mand og far i en familie, som ingen mor havde. Selv om han ikke var de store følelsers mand. Du kan sikkert forstå, at vi hele, resten af livet beundrede ham for at have være hos os på den måde, han nu evnede det.

 

Til gengæld fik moderen aldrig en moder-rolle igen. Hvordan denne misere opstod, tilhører familiens egen historie, men konsekvensen var klar:

 

– Det er klart, at vi ikke ville se hende. Jeg ville i hvert fald ikke. Jeg husker, at hun nogle år senere pludselig troppede op foran min skole for at se mig og tale med mig. Men det blev et totalt-pligtmøde, som ikke tændte savn eller behagelige følelser hos mig.

 

Resten af turen fortsætter vi med at udveksle erfaringer om forældreskabet.

Om at opleve sine egne børn smerte, selv om fornuften siger, at nu må man stoppe.

Om at stå med og dele ud af sine egne erfaringer, – selv om man jo godt ved, at tiden er en helt anden.

Om a skulle slippe.

 

Og det kan man så ikke!

 

God Morgen, Danmark

– med masser af kærlighed og uundgåelig smerte.