Taxamanden kommer for retten

I går var det et vendepunkt i taxamandens liv.

Jeg var i retten i professionelt øjemed. Første gang jeg mødte den unge mand, der sad der og så lille ud ved siden af sin forsvarer var, for halvandet år siden i minefeltet, downtown København. Efter en episode, hvor han lavede hærværk på min vogn, røg tanken igennem mig:

– OK, vi mødes i Byretten.

Jeg sagde ikke noget. Jeg tænkte det bare.

Det skulle vise sig at være nærmest profetisk tale – og mødet fandt sted i går. For anden gang i Byretten – og det bliver ikke vores sidste møde. Indtil videre har jeg holdt sagen for mig selv, men nu skal den ud, grotesk og subtil som den er.

Det startede den 28. april 2013, da den unge mand er i byen i noget, der ligner – i bedste fald – en kodyl-brandert. Jeg har kunder i vognen og sniger mig meget forsigtigt forbi en af barerne i den indre by. Der er ikke megen plads mellem fortov og bygning på den ene side og så et rækværk, som er stillet op foran baren for at sikre rolige adgangsforhold til stedet. Det er midt om natten en lørdag aften og byen er ved at være bedøvet af druk.

En mand stiller sig op midt på vejen i lyskeglen fra min sølvfarvede Mercer. Han skuler mod mig og ser nærmest psykotisk ud midt i sin brandert eller hvad han nu er påvirket af. Kunderne i min bil er heller ikke appelsinfri og råber halvhøjt: KØR FOR HELVEDEDE. Selvfølgelig vil de ikke have jeg kører manden ned, men det er nu engang sådan noget man råber, når byen koger, alle er berusede og en brandert derude har valgt at afslutte sin aften i en slags tyrfægtning med et ståldyr på fire hjul.

Jeg siger, nej, nej til kunderne. Vi kører altså ikke fulderikker ned. ”Ingen må tage sig selv ret”, skrev allerede Christian den femte i 1600-tallet i Danske Lov.

 

Der flyver glas fra den laminerede bagrude, som smadres af ”et-eller-andet”.

Langsomt trækker megabranderten sig ud af lyskeglens venstre side og lunter provokerende langsomt op på fortovet. Jeg starter taxien i sneglefart. Tuller langsommere end i gå-tempo. Da jeg er ved at være forbi manden ser jeg pludselig, at han begynder at springe og råbe. Jeg låser alle døre og sætter mere fart på bilen og kører til højre om hjørnet længere fremme. Gider ikke flere problemer med ham nu.

Pludselig lyder der et brag i bilen, som havde en person smidt en sten gennem bagruden. Der flyver glas fra den laminerede bagrude, som smadres af ”et-eller-andet”. Det viser sig, at manden er løbet efter min taxa og i sin alkohol-forvirring knuser bagruden med hånd, arm eller albue. Det næste jeg oplever efter at have parkeret taxien og fået kunderne ud er, at gerningsmanden sidder sammenfalden på kantstenen og holder om sin ene arm.

Gorillaen i lyskeglen er blevet en lille dreng. – Han sidder og græder.

 

En politimand er selv ude privat i nattelivet og hjælper med ambulancebestilling og politi. Jeg insisterer på en anmeldelse – en forudsætning for, at min vognmands forsikringsselskab kan gå ind i sagen.

 

Så vidt så enkelt. En ung mand skal betale en skade til godt 5000 og får måske en bøde for hærværk.

Enkelt.

– Nej det bliver sagen så ikke. For da den endelig kommer op i Københavns Byret mere end et år efter – midt i juni i år – hvor jeg er indkaldt som anklagemyndighedens vidne, advarer den unge mands forsvarer mig om, at jeg måske skal tænke på, om jeg vil udtale mig, fordi jeg er anmeldt for at have kørt over den unge mands fod. Og som muligvis-sigtet i sagen mod MIG, har jeg ikke pligt til at udtale mig. Jeg vælger IKKE at udtale mig som vidne i hærværkssagen. For det første er det første gang jeg hører om anmeldelsen mod mig. For det andet har jeg ikke selv en advokat med, da jeg jo bare var indkaldt som vidne. Det accepterer dommeren – og så udsættes sagen.

Og der går lang tid igen, inden jeg indkaldes til næste retsmøde den 28. oktober – i går.

Men for en måned siden ånder jeg lettet op, da jeg får et brev fra Københavns Politik: Politiet har besluttet at stoppe efterforskningen i sagen mod mig for at have kørt over den unge mands fod. Ifølge en lægeerklæring efter at mandens rudeknusende arm var blevet behandlet, var der trykskader på hans fod og han skulle tage nogle Panodiler og gå med støttebind et døgns tid. Jeg har naturligvis ikke taget mig selv ret og er kørt bevidst over mandens fod – og kan samtidigt forestille mig, at alting kan ske for en så påvirket mand, der i sin kæmpebrandert stillede sig op foran en taxi kl. 2 en lørdag nat. Men jeg er glad for ikke at skulle bære den etikette, at jeg kører mennesker ned i nattelivet.

Men betale for det ødelagte skal han selvfølgelig.

 

I går møder jeg så op i retten for at vidne og få sagen afsluttet. Det er nu ret præcist halvandet år siden, at den ellers så enkle sag tog sin begyndelse.

Men på retsmødet bliver jeg klogere. For der er STADIG en principielt risiko for, at jeg bliver sigtet eller tiltalt for at have påkørt den unge mand. Hans forsvarer har nemlig indgivet en klage over politiets beslutning om at standse efterforskningen mod mig. Og så må jeg IGEN principielt nægte at udtale mig som vidne mod hærværksmanden, fordi jeg senere kan blive tiltalt for at have kørt over fødderne på ham.

 

Det er en af taxamandens mere absurde oplevelser.

En mand skader min bil for omkring 5000 kroner, mens han dingler gennem hovedstadens natteliv på alt andet end en lykkerus.

Nu er det lykkes ham og forsvareren – godt hjulpet af de langsomme processer hos politi og retsmyndigheder (En politikommissær hos Københavns Politi har skriftligt beklaget den lange sagsbehandlingstid) – at forlænge sagen igen ved at sætte fokus på den fodoverkørende taximand.

 

Det er godt nok dyrt for en ung mand, der ikke kan styre sin brandert.

5000 kroner for bagruden, en dommer og en sekretær 1-2 timer, en forsvarsadvokat, en politianklager – og tabt arbejdsfortjeneste til taxamanden og den unge mand. Nu på 2 retsmøder med udsigt til mindst et til. Og så alt kontor- og udredningsarbejdet hos politiet.

Det er godt nok dyrt for en ung mand, der ikke kan styre sin brandert.

 

Jeg er ligesom andre mennesker glad for, at vi lever i et samfund, hvor der ikke er tradition for justitsmord – at folk bliver dømt for noget, de ikke har gjort. Hundrede pct. opbakning til princippet om at tvivlen skal komme den anklagede til gode.

 

I denne sag er vi vist ude i den anden – og den ekstreme ende af skalaen for retsfølelse.

 

God morgen, Danmark

Også til den klovn, der ikke kunne styre sig.

Next ArticleMødet med inderen der bare elsker Danmark