Efter det smukkeste forår, den varmeste og tørreste sommer, og det igen varmeste – et helt utroligt efterår. Efter dette det behageligste, danske klima i mange årtier, er det blevet ægte vådt og gråt efterår. Nu kender vi naturen igen. Denne årstid er skabt til melankoli og jeg har i ugevis tænkt på, om vi mon ville skifte nationalkarakter, hvis vejret altid var så lalle-godt.
Selv tror jeg, at jeg ville savne melankolien, selv om jeg ikke er en særlig god melankoliker. Jeg genetisk og social betinget fra en vi-er-gode-nok-og-det-skal-nok-gå-familie. Det er jeg ret taknemmelig for.
Måske er det vejret, der bringer men det er i hvert fald en kunde, der sætter gang i eftertanken. Først er hun helt basalt – bare irriteret.
Hun er en ældre dame, som er besværet af nogen overvægt, et givetvis ret høj alder – og store gigtsmerteroveralt i kroppen. Undervejs, da vi er blevet bedre venner, viser hun mig de gigtkrogede, lettere deforme hænder, som engang sad på en elegant kvinde. Hun drejer hænderne foran sig var det til gllæde for en læges diagnose, mens hun kigger på mig for at få den uigenkaldelige dom. Da jeg prøver med nogle slappe bemærkninger om tiden og livet, der jo kræver en luns af vores sundhed, ryster hun næsten usynligt på hovedet uden at sige en lyd. Og da jeg så selv forsøger med mine skavanker og slitager på en 60-årig gamling, mumler hun bare et “åh, Herregud”, , – sandsynligvis for nærmest med henvisning til, at jeg er en grønskolling i forhold til hende.
Jeg er 4 år yngre end hendes ældste søn.
Og så kigger hun mange gange under den korte tur på mig med de brune, spørgende øjne. Kan du se, at det her ikke er sjovt længere. Livet har varet længe, – og det er ikke sjovt længere
Hun kæmper for at bibeholde sin kvindelige skønhed. Men det er realiteternes – den knogleskøre verden versus en medfødt, kvindelig forfængelighed. Det grå hår er farvet markant sort, men frem fra hårbunden vokser den hvide realitet. For det er nogle uger siden, hun sidst besøgte frisøren – og udføre farvningen selv, kan hun ikke længere. Hun har sirligt, ”pillede” øjenbryn, der sætter tydelig grænse mellem den hvide hud og de markante, sortfarvede bryn. Men indimellem titter de enkelte hår frem, som hun ikke har kunnet se eller ikke har kunnet nå. Hun bærer den flotteste, lange minkpels. Den var dyr, da den blev købt for et eller to årtier siden
Og så kigger hun mange gange under den korte tur på mig med de brune, spørgende øjne. Kan du se, at det her ikke er sjovt længere. Livet har varet længe, – og det er ikke sjovt længere.
– Jeg kan sige dig. Det er ikke sjovt at blive gammel.
Så slap det endelig ud af munden på hende, og det slår mig øjeblikkeligt, at den bemærkning har jeg efterhånden hørt mange gange fra nogle af mine ældre kunder. Jeg har skrevet om det her i bloggen. Det er også en del af et afsnit i min nye bog, som kommer på markedet den 11. november. Men så vidt jeg husker kommer ordene oftest eller udelukkende fra kvinder. Årsagen til den kønsbestemte dom er ganske sikkert, at kvinderne lever længere – og at de af en eller anden grund er det stærke køn, når det handler om at komme helt tæt på den skinbarlige sandhed. For mænd er det ben dødsdom, og den kan de bare ikke få over deres læber. For kvinderne er det en livsrealitet.
Der komme ren tid, hvor det bare ikke er sjovt længere.
Jeg er ked af det på ærlighedens vegne, men jeg KAN ikke svare med et klart ja. Ikke nikke til det så at sige velargumenterede ønske om at kunne slukke for kontakten
Hun kigger på mig en sidste gang – de brune øjne mod de brune øjne – da jeg holder døren for hende og turen er slut. Det er næsten ikke til at få det over tasterne nu og her. Men jeg kan se ønsket ærligt og råt i øjnene.
Kunne det her liv for fanden ikke bare sluttes nu og her.
Jeg er ked af det på ærlighedens vegne, men jeg KAN ikke svare med et klart ja. Ikke nikke til det så at sige velargumenterede ønske om at kunne slukke for kontakten, når al lyst til at fortsætte er forsvundet. Heller ikke efter en familiediskussion i aftes, hvor både min kone og mine børn var involverede ved den månedlige ”onsdagsmiddag” og hvor taxagubben stod for stuvet spidskål og frikadeller.
Jeg kan bare ikke acceptere tanken om at afslutte livet på et teknisk, selvvalgt tidspunkt, fordi helbredet er blevet for svagt. Selvfølgelig ”forstår” jeg det endelige farvel i forbindelse med depression eller selvmord. Jeg kunne aldrig nogensinde klantre et menneske for at udføre det. Men den legitimerede, lovmedholdelige aflivning af sig selv for at undgå den sidste ydmygelse og de sidste smerter i livet, fordi man er livstræt ? – Den løsning kan jeg bare ikke sige ja til.
Eller rettere: Min indre dialog er uden ende på det punkt – og jeg er end ikke sikker på, om det er mit religiøse gen, der holder mig fast i, at et liv vi har fået, må vi gennemføre til den bitre ende.
Livet er fantastisk som den gave det er. Og det er en del af livet, at vi ikke kender finale-indflyvningen.
For et par dage siden var jeg til premiere på STILLE HJERTE – Bille Augusts sidste og nyeste film med bl.a. Paprika Steen, Ghita Nørby og Morten Grunwald i hovedrollerne. Det er er et vemodigt kammerspil uden de store ydre effekter, de smukkeste billeder fra et dansk landskab om en middelstandsfamilies sidste møde, inden mor forsvinder.
Smertefrit.
Tja…
For kan det gennemføres smertefrit?
Kan vi tillade os at bestille billetten til den allersidste rejse selv?
Kan vi tillade os at bestille billetten til den allersidste rejse selv? Når kroppen er ved at være færdig- Når lysten er væk og det uigenkaldelige forfald venter lige om hjørnet,
Det tænker jeg på, da den gamle, livstrætte kvinde stavrede ind i lægehuset og mine mange ord o spørgsmål aldrig kom frem eller blev stillet.
Når lysten til livet er helt forsvundet
Måske er det vejret.
Efter det smukkeste forår, den varmeste og tørreste sommer, og det igen varmeste – et helt utroligt efterår. Efter dette det behageligste, danske klima i mange årtier, er det blevet ægte vådt og gråt efterår. Nu kender vi naturen igen. Denne årstid er skabt til melankoli og jeg har i ugevis tænkt på, om vi mon ville skifte nationalkarakter, hvis vejret altid var så lalle-godt.
Selv tror jeg, at jeg ville savne melankolien, selv om jeg ikke er en særlig god melankoliker. Jeg genetisk og social betinget fra en vi-er-gode-nok-og-det-skal-nok-gå-familie. Det er jeg ret taknemmelig for.
Måske er det vejret, der bringer men det er i hvert fald en kunde, der sætter gang i eftertanken. Først er hun helt basalt – bare irriteret.
Hun er en ældre dame, som er besværet af nogen overvægt, et givetvis ret høj alder – og store gigtsmerteroveralt i kroppen. Undervejs, da vi er blevet bedre venner, viser hun mig de gigtkrogede, lettere deforme hænder, som engang sad på en elegant kvinde. Hun drejer hænderne foran sig var det til gllæde for en læges diagnose, mens hun kigger på mig for at få den uigenkaldelige dom. Da jeg prøver med nogle slappe bemærkninger om tiden og livet, der jo kræver en luns af vores sundhed, ryster hun næsten usynligt på hovedet uden at sige en lyd. Og da jeg så selv forsøger med mine skavanker og slitager på en 60-årig gamling, mumler hun bare et “åh, Herregud”, , – sandsynligvis for nærmest med henvisning til, at jeg er en grønskolling i forhold til hende.
Jeg er 4 år yngre end hendes ældste søn.
Hun kæmper for at bibeholde sin kvindelige skønhed. Men det er realiteternes – den knogleskøre verden versus en medfødt, kvindelig forfængelighed. Det grå hår er farvet markant sort, men frem fra hårbunden vokser den hvide realitet. For det er nogle uger siden, hun sidst besøgte frisøren – og udføre farvningen selv, kan hun ikke længere. Hun har sirligt, ”pillede” øjenbryn, der sætter tydelig grænse mellem den hvide hud og de markante, sortfarvede bryn. Men indimellem titter de enkelte hår frem, som hun ikke har kunnet se eller ikke har kunnet nå. Hun bærer den flotteste, lange minkpels. Den var dyr, da den blev købt for et eller to årtier siden
Og så kigger hun mange gange under den korte tur på mig med de brune, spørgende øjne. Kan du se, at det her ikke er sjovt længere. Livet har varet længe, – og det er ikke sjovt længere.
– Jeg kan sige dig. Det er ikke sjovt at blive gammel.
Så slap det endelig ud af munden på hende, og det slår mig øjeblikkeligt, at den bemærkning har jeg efterhånden hørt mange gange fra nogle af mine ældre kunder. Jeg har skrevet om det her i bloggen. Det er også en del af et afsnit i min nye bog, som kommer på markedet den 11. november. Men så vidt jeg husker kommer ordene oftest eller udelukkende fra kvinder. Årsagen til den kønsbestemte dom er ganske sikkert, at kvinderne lever længere – og at de af en eller anden grund er det stærke køn, når det handler om at komme helt tæt på den skinbarlige sandhed. For mænd er det ben dødsdom, og den kan de bare ikke få over deres læber. For kvinderne er det en livsrealitet.
Der komme ren tid, hvor det bare ikke er sjovt længere.
Kunne det her liv for fanden ikke bare sluttes nu og her.
Jeg er ked af det på ærlighedens vegne, men jeg KAN ikke svare med et klart ja. Ikke nikke til det så at sige velargumenterede ønske om at kunne slukke for kontakten, når al lyst til at fortsætte er forsvundet. Heller ikke efter en familiediskussion i aftes, hvor både min kone og mine børn var involverede ved den månedlige ”onsdagsmiddag” og hvor taxagubben stod for stuvet spidskål og frikadeller.
Jeg kan bare ikke acceptere tanken om at afslutte livet på et teknisk, selvvalgt tidspunkt, fordi helbredet er blevet for svagt. Selvfølgelig ”forstår” jeg det endelige farvel i forbindelse med depression eller selvmord. Jeg kunne aldrig nogensinde klantre et menneske for at udføre det. Men den legitimerede, lovmedholdelige aflivning af sig selv for at undgå den sidste ydmygelse og de sidste smerter i livet, fordi man er livstræt ? – Den løsning kan jeg bare ikke sige ja til.
Eller rettere: Min indre dialog er uden ende på det punkt – og jeg er end ikke sikker på, om det er mit religiøse gen, der holder mig fast i, at et liv vi har fået, må vi gennemføre til den bitre ende.
Livet er fantastisk som den gave det er. Og det er en del af livet, at vi ikke kender finale-indflyvningen.
For et par dage siden var jeg til premiere på STILLE HJERTE – Bille Augusts sidste og nyeste film med bl.a. Paprika Steen, Ghita Nørby og Morten Grunwald i hovedrollerne. Det er er et vemodigt kammerspil uden de store ydre effekter, de smukkeste billeder fra et dansk landskab om en middelstandsfamilies sidste møde, inden mor forsvinder.
Smertefrit.
Tja…
For kan det gennemføres smertefrit?
Det tænker jeg på, da den gamle, livstrætte kvinde stavrede ind i lægehuset og mine mange ord o spørgsmål aldrig kom frem eller blev stillet.
Spørgsmålet og filmen tænkte jeg på.
Filmen er er fantastisk god.
Gå ind og se den!
God morgen, Danmark.
– også til de modige, jeg ikke selv tør følge.
Taxamand
Next ArticleVideohilsen - om efteråret - og nu med reklame...