Faste kunder – faste kunder som man bliver venner med.

Nej, der går vel egentlig grænsen for nærheden i taxabranchen. I hvert fald i mit univers, hvor jeg ikke kørerfaste sygetransporter eller faste skoleture. Og så er det ikke tilladt at have faste ”lommeture” – altså direkte aftaler, hvor folk kan ringe direkte til mig uden om bestillingskontoret. Det findes jo som en del af subkulturen i taxalivet – men det er formelt ikke tilladt.

Men når du vælger at køre i faste distrikter, som mange af os gør ud fra alle mulige alkymistiske teorier om, hvor man hurtigst og lettest tjener de bedste penge, har vi jo rent praktisk en slags ”hjemmemarked”. Og hvis man dertil lægger, at nogle mennesker kører rigtigt meget med taxa, vil man jo rent statistisk støde ind i de samme mennesker. I den forstad kan man godt tale om en slags blanding af ”faster kunder” og venskaber.

Hvordan er det så, at trække den slags landsbykultur ind i min arbejdsmæssige dagligdag i de strømlinede københavnske forstæder?

For en granitperker og bonderøv som mig er det faktisk rart. Jeg elsker denne oplevelse af, at Hellerups fruer, Klampenborgs forretningsfolk og Gentoftes ditto er en mere empatiske og mindre højtidelige end fordommene om diverse 2100-postnumre tilsiger. Og måske er det netop i betragtningen alle disse forskellige medlemmer af borgerskabet i de hvide huse under de glaserede sorte tegl, at forskellen til mange af os mange af os ”udkantsdanskere” egentlig ikke er så stor. Man lægger virkeligt mærke til, hvor homogen den danske befolkning er.

Vi elsker, spiser og griner, rager til os, er misundelige, kærlige –og sårbare. Så uendeligt banalt. Så sandt, når man kigger på os i det brede perspektiv.

 

Jeg kender adressen og jeg kender især navnet på en kendt dansk erhvervsfamilie. Det er er en af ”vennerne” – en af mine fastere kunder, jeg skal hente.

Jeg har være ude at rejse nogle dage, så der er sådan en slags hygge over, at vi skal ses i dag. Som sagt er familienavnet kendt. Og vi ved begge, ”hvem vi er”, da jeg ringer til hende for at fortælle, at jeg bliver lidt forsinket. Den er helt gal med trafikken, her til morgen.

Men fordi man har gener i en kendt erhvervsfamilie, behøver ens liv ikke være spundet i guld- Og det er en næsten en cyklisk kendsgerning, at storheden tager af gennem tiderne og i takt med at aktierne spredes. Nogle sidder tilbage med overskuelige summer og har måske ikke længere en særlig vigtig i virksomheden.

Hun er en kraftig kvinde, formentlig sidst i 40’erne og kommer gående med sin uundværlige krykke og en rygsæk. Stor kruset, gråt hår og “talende” ligesom taxamanden.

Hun er enlig og en sygdom gør, at hun – selv om hun passer sit job – fysisk invalideret. Derfor er jeg altid hurtigt ude af sædet og – nej jeg hjælper egentlig ikke, udover at åbne døren. Jeg tror helst hun er fri for meget galanteri. Omvendt nyder hun sikkert ganske almindeligt opmærksomheden i et liv uden børn og mand. Ligesom jeg er glad for, at hun kører så meget i taxa, som hun gør. Er det ikke helt fair. Noget for noget og almindelig menneskelig omgang.

Og fri mig venligst for den danske smålighed, som jeg så i kommentarer til min beretning i går om den ludfattige kontanthjælpsmodtager. Selvfølgelig kan man både være fattig og have brug for en taxatur. Man skal ikke flå rødvinen fra burgøjseren. Og selv et fattiglem kan bestemme over egne penge.

Om de penge er tjent på et eller andet overflødigt forbrugsgode eller kommer fra en ydmyg social ydelse spiller ingen rolle i anstændighedens samfund.

Ikke hos mig.

 

Min kunde er lidt vemodig i dag. Vi skal snakke. Og vi er lidt i samme båd – ramt af livets kværnen,. Jeg har netop været med til at tømme mine forældres hus, da de er flyttet på plejehjem. Godt og fint – men også vemodigt. Hun er langt hårdere ramt. Hendes gamle far er terminalt syg og det er på tide, at få samlet op på minder og nærvær.

 

…Vi taler ikke direkte om, at han skal dø nu. Men han ved godt, det er på vej mod slutningen og nu besøger jeg ham i hvert fald to gange om ugen…

– Han har et stykke tid gået og skrantet med ondt i ryggen og har tabt sig. Sådan er det jo, når man er gammel, og jeg har måske ikke skænket det tilstrækkelig opmærksomhed. Så ringede hans kone og sagde, at han var faldset. Vi troede det var varmen her i foråret – men diverse undersøgelser viste, at han var alvorligt syg, og at han ikke kan helbredes. Han kan lindres – men rask bliver han ikke- Lige nu ligger han på et aflastningshjem – og det er godt. Så dan er det. Sådan går det. Men da jeg besøgte ham efter at have været borte i bare en uge, kunne jeg se se, hvor hurtigt det er gået. For kort tid siden kunne jeg gå tur med ham. Nu kan han ikke komme ud af sengen. Vi taler ikke direkte om, at han skal dø nu. Men han ved godt, det er på vej mod slutningen og nu besøger jeg ham i hvert fald to gange om ugen.

 

Vor tids familiestrukturer er indviklede.

Min kunde er enebarn i relation til sin egen mor – farens første – men hun har via faren en halvsøster, der bor i udlandet – langt borte.

Den vemodige løbende afsked med faren har bragt de to halvsøstre lidt tættere på hinanden. Min kunde indrømmer, at der selvfølgelig var noget misundelse mod søsteren, der havde faren tæt på – i barndommen og ungdommen. Men nu er de pludselig blevet mere knyttet til hinanden , fordi hun er tættest på her i Danmark og løbende kan opdatere flere gange om ugen – pr. telefon-

De sidste kilometer af vores tur sammen taler vi som en slags venner og det der liv, der bare kværner. Om vore egne dåbsattester, der taler deres eget sprog – og så dette underlige, at man skal sige farvel til dem, der skabte os.

Hun siger det jeg tænker.

 

– Det er så underligt, at det med at sige farvel både er sørgeligt og fuld af noget kærligt. Det er svært at forestille sig tiden uden ham. Men det er jo smukt at se, at det bringer os nærmere. Også jeg og min halvsøster.

Og han er på en eller anden måde – stadig en glad mand.

Jeg hjælper hende ud af bilen og ønsker hendes far det bedste.

Nu er vi blevet en slags taxi-venner uden at skylde hinanden noget som helst.

 

I det grundtvigske univers taler man om ”det forpligtende fællesskab”.

 

Findes der mon et ”uforpligtende”

 

God morgen Danmark

– i smerte og kærlighed