For nu at sige det rent ud: Formiddagens kunde – en moden kvinde – ligner én, der har fået en ordentlig en på hovedet af en ægtemand uden for kontrol. Hele den ene side af ansigtet er på en gang hævet og ser ubevægeligt ud. Ligesom efter en der lammelse, oven på en Borrelia infektion. Det er lidt upassende at sige det – men det kunne også ligne følgerne af en hjerneblødning. Den ene mundvig hænger og kan ikke bruges.

Læberne er hævede.

Og nu skal hun prøve at fremstamme adressen i Vangede, hvor hun bor. Hun tager den ene hånd op foran munden for ikke at komme til at spytte, når hun forsøger at fremstamme gaden og nummer. Men det er nærmest umuligt at udtale ”p’er” og ”b’er”, når læberne ikke er ordentlig funktionsdygtige.

Hun kan bare ikke lade være med at grine i den absurde situation. – Så må hun tage hånden op helt foran munden, mens hun ler, spytter og savler – og taxamanden er et stort spørgsmålstegn.

Jeg forstår intet i første omgang. Så lægger hun en hånd på min højre arm fort at berolige os begge – og nærmest staveplade-læser sig frem til adressen. Nu griner vi begge to og jeg begynder at fatte.

Hun har været hos tandlægen.

Hun er nærmest total – lokalbedøvet.

Hun taler til mig uden de vigtige konsonanter og jeg følger nikkende med, hver gang jeg trods alt har forstået en stavelse og et ord. Så går vi videre til det næste.

– Den er helt gal med mig, når jeg skal til tandlæge. For af en eller anden grund skal jeg have SÅ megen bedøvelse, at det nærmest sætter hele hovedet ud af funktion. Ellers gør det ondt, og det hader jeg. Men nu har jeg besluttet at skulle have nye tænder – flere implantater. Og der skal bores og skæres og graves for at få det hele på plads. Jeg vil se ordentligt ud og jeg. Og har råd til det. – Og tid til det, nu, hvor jeg er gået på pension og nærmest ikke aner, hvad jeg skal sætte mig selv til.

 

En af mine ældste kunder – solidt over hundrede – har nogle sorte stumper i munden.

Vi snakker om det store paradoks, at vi kan gå til allehånde behandlinger og operationer hos vore læger. Men når det handler om tandlæger, skal vi betale store dele af udgifterne selv. Og derfor er der en del ældre, som forfalder i munden. Jeg kører med de nydeligste, velduftende forstadsfruer godt oppe i årene. Tøjet er rent og pænt – og håret. Nogle af dem har dette kridhvide hår med en svag blå eller lilla tone.

Men tænderne. En af mine ældste kunder – solidt over hundrede – har nogle sorte stumper i munden. Hun er klart formuende fremgår det at den smukke bungalow. Men ”bisserne” vil hun ikke ofre penge på, ” .,. når jeg nu er så gammel …”

Hun er ikke tand-investering værd.

 

DÉR vil min kunde fra tandlægen ikke ende:

 

 

– To yderligheder vil jeg ikke byde mig selv. Den ene er så uplejede tænder, at jeg kommer til at ligne en gammel heks. Den anden er nærmest det modsatte: At få ryddet over eller undermund (eller begge dele) – og så anskaffe mig et gebis. Jeg HADER det der syn af et snehvidt gebis, som alle kan se er kunstigt.

Jeg prøver at formilde hende med en bemærkning om, at det kan være en ok og billig løsning for dem, der ikke har råd. Men hun står ikke til at flytte, når det gælder hende selv.

 

– Nu må du ikke misforstå mig – og jeg er ikke rig. Men jeg har slidt og slæbt i verdens bedste job i hele mit liv. Nu er jeg tvunget til at være pensionist, så vil jeg sgu i det mindste have, at min mund ser ordentligt ud. Det her projekt…

.. alene udtalen af ordet projekt er en prøvelse i sig selv. Hun stopper op, holder sig for munden og griner, selv om, det her faktisk ikke er særligt sjov

… det her projekt vil faktisk koste mig langt mere end 100.000 kroner. Det er det mindste, jeg skal have ud af mine mange år på arbejde.

 

Men jeg har ikke mærket bare en snert af nydelse, kan jeg fortælle dig

Der er tavst i vogn 2282. Hun har holdt igen med det vigtigste. Disse pludselige pauser gør mig meget mere stille end min natur. Det er som om jeg venter på, at høre noget grådkvalt i stemmen.  Men så vidt tillader den tidligere laboratorieleder i et af landets største virksomheder – sig ikke at gå. Hun har ingen mand og har ingen børn.  Hun er stærk og selvkontrolleret. Har måske mest af alt været gift med sit arbejde. Og det har været hendes livs – et meget stærkt og lykkeligt parforhold.

Hun bliver lidt mere stille, da hun fortæller om det, der er allersværest for hende nu – meget mere belastende end de løbende tandlægebehandlinger med deres smerter og lammelser efter de mange bedøvelser.

 

– Man kan ikke sige, jeg blev presset til at gå fra det arbejde, som jeg elskede, og hvor jeg var aktiv måske 10 timer dagligt i det meste af mit liv. Men jeg var jo blevet folkepensionist og jeg ovebeviste vel også mig selv om, at NU var det på tide at nyde mit otium. Men jeg har ikke mærket bare en snert af nydelse, kan jeg fortælle dig. Det er rædselsfuldt at skulle stoppe med arbejde, når man mest af alt havde lyst til at fortsætte. Jeg ved der er fornuftigt for både min krop og sjæl – jeg er jo ikke en ung kvinde mere. Jeg kan også overbevise mig selv om, at ungdommen skal til. Jeg har fået min bid af kagen.

Men lige nu føles pensionisttilværelsen bare- forkert!

Helt forkert.

– Jeg har ikke meget andet at gå op i end det her tand-projekt.

 

Hun smiler til mig med sit kloge, rynkede ansigt, der stadig er skævt og hævet af bedøvelserne.

Det er ikke her, jeg skal begynde at tale om kulturrejser, kunstmuseer og folkeuniversiteter. Det kommer måske en dag – men ikke nu.

Lige nu savner hun bare sit elskede arbejde.

 

God morgen, Danmark

– er du klar til at stoppe ?