Verdens mest højrøvede køkkenkonsulent

 

 

Dagens blogindlæg bringes som sædvanligt om torsdagen også som indlæg i avisen.dk, der af en af Danmarks store nyhedssites.

 

Det gode – nej, det bedste ved mit Taxamandens liv er at møde mennesker af alle klasser og fra mange himmelstrøg.

Forstadsfruen med en mild duft af eau de parfume – eller af en af dagens tidlige glas rødvin. Den gamle mand, der bare har givet op. Den liderlige ungersvend. Den muntre student. Ahmed, den nye kollega, der klapper mig på skulderen og siger tak for tips derude på ”jagten”.

Men bort set fra al det der menneskekærlige, der ligger lige for – er der også dokumentationen af modsætninger og sociale sammenhænge, som aldrig er er forsvundet – end ikke i verdens tredje-lykkeligste folk eller blandt vore begejstrede gæster.

Jeg er og bliver ikke andet end en skide taxichauffør, færdigt arbejde.

Det mærkede jeg tydeligt i sommer, da jeg kørte med en indisk familie fra deres krydstogtsskib i cruise-havnen og til lufthavnen.

Jeg forstår ikke et ord hindi. Men jeg kunne i den grad fornemme, hvordan den skrappe kone hele tiden bad sin mand om at holde øje med ham ”cabdriveren”, der garanteret kørte bevidst forkert for at tjene penge. Ligesom de udspekulerede, proletariserede taxichauffører derhjemme i New Delhi.

På den tur var jeg den mest kasteløse taxichauffør i hele kongeriget.

Mestendels er folk søde og rare og min konvertering fra DR-chef i Taxamand har givet presseomtaler, skulderklap, tv-sendetid – streetcred, – for nyligt ligefrem en sprogpris.  Så jeg burde skamme mig over det mindste pjevseri over den omvendte dannelsesrejse. Det er svært at få øje på statustabet

 

Men forleden fik jeg lige en reminder om, hvilken trin på stigen, der i realiteternes verden tilkommer en taxichauffør. Oplevelsen blev også et studie i dansk selvoptagethed – helt ind i det selvfede erhvervsliv.

Fruen og jeg skulle have omgrupperet og fornyet en lille del af køkkenet i vores nye københavner-lejlighed. Vi havde inviteret en konsulent, som skulle hjælpe os med at se på mulighederne med det næsten nye køkken, som var installeret – men på en helt forkert måde målt på vore behov. Det økonomiske incitament var, at det installerede køkken er af et kendt dansk, kvalitetsbrand. I reklamerne på tv kan man se, at her køber man ikke bare skuffer og låger.

Her køber man LIVSSTIL.

Det er fandeme hyggeligt, du!

 

Konsulenten kom i jakkesæt – og han er såååååååå cool.

Ud over min langlemmede skønhed af en kone, møder han så taxamanden i fuld ornat med logo på trøje og skjorte og knæ i de sorte jeans. Køkkenkonsulenten er lige så træt i øjnene af synet af mig, som jeg er dødtræt efter en 12-timers arbejdsdag. Da vi så har gjort ham diskret forståeligt, at det her ikke er en standardordre, til 100.000 kr. ”plus” – men snarere end slags om- og tilbygning – kunne jeg bare se interessen sive ud af hans øjne. Han kiggede ikke på mig. Her vare ingen dansk humor, ikke noget af den der betjent-passer-på-ællingerne stemning, som vi er så bange for at miste i det aktuelle, globale helvede. Ikke et gram kærlighed.

 

Det gik langsomt op for mig, at det her var en sælger med en kundefornemmelse, som var sat ud af spillet alene ved synet af den trætte taxichauffør. Der er ikke meget Cash flow eller provision i en skide arbejder fra nederste skuffe.

Udgangsreplikken blev nærmest en parodi på køkken-firmaets egen selvforståelse og ditto fedme i dets reklamer, som svælger svulstigt i løfterne om bæredygtige bordblader og alt-for-kunderne:

 

Taxamanden:

– Jeg har altid ønsket mig en Quooker (en vandhane med kogende vand til f.eks. kaffe og te)

 

Jeg er en kylling. Jeg burde have smidt ham ud!

Køkkenkonsulenten:

– Ja, hvis du vil bruge 20 procent af dit budget på en vandhane, skal du bare gøre det, siger han uden at kigge på mig, så jeg endnu er tvivl: Er han virkeligt så uforskammet, eller er han bare menneskelig dum i omgangen med kunderne?

Er taxafolk, – formentlig ufaglært arbejderklasse  – bare helt uden for kunde-segmentet til hans livsstilskøkken.

Jeg er en kylling. Jeg burde have smidt ham ud!

Det sidste ordnede han ganske dygtigt selv ved at sende et tilbud på ovn, komfur, køleskab, emhætte, omgruppering af det eksisterende køkken – og et ret beskedent tilkøb af et ovnskab og to skuffeelementer – og montering.

92.000 kr.

Og ikke skyggen af en quooker!

 

Jeg mærkede en eftersmag af klassebevidsthed. Og en hævngerrig drøm om, at den lapsede køkkenkonsulent måtte få en golfbold i hovedet ved næste tur på greenen ved vennerne.

 

 

Få dage efter kom et motherfucker multinationalt boligfirma mig og fruen til hjælp. Her betaler man selv 1500 kr. for konsulenten, der har et klart incitament til god gammeldags kundepleje. Hun havde ikke problemer med taxichaufførens statusskuffe og ankom ikke i jakkesæt eller spadseredragt. Hun er selv en kvinde af folket og ved, at vi ønsker det bedste ud af den økonomi, vi nu engang har. Viser billeder fra sit eget køkken. Roser os, når vore valg er smagfulde. Siger undskyld da hun et par dage efter glemte at ringe til os.

Hun havde travlt.

Og Som den gode sælger, får hun os til at gå lidt videre end planlagt.

 

Og så kommer tilbuddet:

25.000 billigere end det danske livsstilskøkken – og så er der tale om et helt nyt køkken i den farve, vi vil have.

Og vi har hentet yderligere 10.000 ved at sælge det gamle!

 

Min køkkenoplevelse gjorde os mere end 30.000 rigere.

Og så lige erkendelsen af, at der stadig er afstand mellem drømme og virkelighed hos en skide taxichauffør.

 

PS: Jeg har bevidst valgt ikke at nævne firmanavne. Det her er ikke en forbruger-blog – men du kan jo gætte J

 

 

 

 

 

Next ArticleKommunister er ikke rigtige helte